Dragør er omkranset af vand, hvad skal vi med CWWP, spørger Jesper?
Kære Borgere,
I Dragør findes den skønneste badestrand ved fortet og Dragør Bad. Der er windsurfing og vandsport ved Sylten. Vand overalt, og en sjælden skøn by med gamle huse, omgivet af marker og natur. Børn og unge har alle muligheder for festlige feriedage.
Skal dette nu ødelægges af et Vand-Bon-Bon-Land ved Kirkevej? Det politiske flertal kan umuligt have tænkt på, hvor skadeligt det vil være for Dragørs omdømme som bevaringsværdig by.
Besøgende fra fjern og nær, der kommer til Dragør for at opleve den historiske bykerne, den autentiske og rolige atmosfære i de snævre gader og ved havnen, vil nu ved Kirkevej skulle passere en forlystelsespark opført i plastic med kunstige bjerge og vandfald.
En flot indkørsel til en by, der aspirerer til at komme på Verdens Kulturarvsliste!
Den smalle CWWP-byggegrund ved Kirkevej og HF Maglebylund. Naboerne bor få meter fra den kommende vandpark og dens støj.
Kære Borgere,
CWWP bliver kæmpe stort og vil efter min mening ødelægge Dragør.
Læg mærke til, hvor tæt anlægget er placeret ved huse. Der er tale om udvidelse til brug af internationale konkurrencer – midt i Dragør.
De kæmpe store vandturbiner vil skabe en kæmpe støjbelastning, lige som de måske tusindevis besøgende, der vil skabe store miljømæssige og infrastruktur mæssige udfordringer for kommunens beboere og driftsøkonomi.
Der skal bygges hundredevis af parkeringspladser, offentlige toiletter, skrald håndtering, støjskærme og meget andet.
Det bliver Dragør marked gange 3 HELE året igennem.
Det er for mig fuldstændigt uforståeligt at borgmesteren stiller projektet CWWP som ultimativ krav for budgetaftalen – og det fremtidige samarbejde.
Hvad er mon årsagen til det?
Her er kommunens svar på begæring om aktindsigt vedrørende CWWP.
På baggrund af din anmodning om aktindsigt kan Dragør Kommune oplyse følgende:
Der foreligger ikke på nuværende tidspunkt nogen aftale med CWWP.
Der foreligger ikke noget kontraktoplæg.
Lejekontrakt og vilkår for brug af grunden foreligger ikke.
Der foreligger som konsekvens ikke nogen aftalelængde.
Jeg har rettet henvendelse til Nordea Fonden, for at spørge ind til, hvad de lægger vægt på, når de beslutter, om de vil støtte et projekt eller ej. Se Nordea Fondens svar nedenfor.
De lægger vægt på, at projektet er efterspurgt, og om det er bæredygtigt.
Vandparken er ikke efterspurgt af flertallet. Tværtimod.
Projektet er ikke bæredygtigt. Vandparken bruger energi på at skabe et kunstigt miljø, som allerede findes i naturen.
Du har kontaktet os vdr. Dragør Vandpark. Jeg har undersøgt om det er en sag, som Nordea-fonden har støttet. Det er det ikke.
Du spørger til, hvad vi lægger vægt på i vurdering om, hvorvidt vi støtter noget. I vores dialoger med potentielle ansøgere vurderer vi altid, om det man søger støtte til er efterspurgt og bæredygtigt – og i overensstemmelse med vores almennyttige formål.
Kommunalbestyrelsen vælger ikke at besvare journalist Mia Tangs henvendelse.
Kære flertal i kommunalbestyrelsen,
Tak for sidst. Jeg har som journalist dækket mange beslutninger i diverse kommunalbestyrelser, men det er første gang, jeg har oplevet, at den ansvarlige borgmester både taler ned til de mange fremmødte og insisterer på sit personlige prestigeprojekt med kæmpestor folkelig modstand.
I er 8 mennesker, som har taget en meget stor beslutning på vegne af alle os. I bør stadig overveje, hvad det grundlæggende betyder at have fået et folkeligt mandat. Nemlig at gøre det bedst mulige for borgerne.
Hvad tænkte I mon, da I så rundt på de mange frustrerede ansigter? At I ved bedre? End alle os?
Lad være med at undervurdere os. Vi sætter os ind i tingene, og Eik Bidstrup – jeg lover dig, at du vil få masser af ekstra opmærksomhed fremover. Både fra mig og andre, da vi er usikre på, hvordan du fortolker dine beføjelser.
Nu er nyheden om fejl i udligningen så kommet. Der tilbageføres efter sigende 10,9 mio. kr. til Dragør Kommune. En kæmpe nyhed som jeg har ventet på at høre mere om fra flertallet? For nu kan budgettet ændres til fordel for borgerne, så det er I naturligvis gået i gang med. Ikke sandt?
Så hvor langt er I nået? Deadline til aflevering af budget til ministeriet er jo stadig ikke kritisk tæt på, så fuld fart frem med at bevise, at I rent faktisk har lyttet til dem, I repræsenterer. Borgerne i Dragør. Som ønsker et nyt og bedre budget.
Dragør er en selvstændig kommune. Vores by er ikke en del af Hovedstadsområdet.
Kære Borgere,
Jakob Færch og hans projektgruppe bag Copenhagen White Water Park (CWWP) har henvendt sig direkte til borgerne og politikerne på DragørNyheder.dk.
Hvis du ikke allerede har læst Jakob Færchs koloenorme indlæg og alle kommentarerne, så giv dig selv muligheden. Det er meget underholdende på en tragikomisk måde – uanset hvad ens egen politiske overbevisning er.
Det er desværre disse mennesker fra CWWP’s projektgruppe, som vi borgere skal bokse med resten af vores liv, hvis vi ikke gør noget sammen nu.
Politikerne kan vi skifte ud. CWWP bliver for evigt.
Projektgruppen bag Copenhagen White Water Park.
Jakob Færch er initiativtager til CWWP og har arbejdet på projektet siden 2001.
Efter 17 år, hvor Jakob Færch og hans projektgruppe har fået det ene nej efter det andet fra andre kommuner, så vil en del af kommunalbestyrelsen i Dragør nu gennemtvinge opførelsen af CWWP på Kirkevej.
Det kommer til at påvirke alle borgere i Dragør. Vi skal derfor råbe de medlemmer af kommunalbestyrelsen op, som har underkendt samtlige indsigelser, som borgerne er kommet med.
Nej til Copenhagen White Water Park.
Københavns Kommune var den seneste kommune i rækken, som sagde blankt nej til vandparken.
Selvom Copenhagen White Water Park efter hele 17 år ikke er blevet realiseret i nogen andre kommuner, så indeholder arbejdstitlen på vandparken stadig ’Copenhagen’. Vandparken skal placeres i Dragør.
Dragør er ikke København. Vi er en lille selvstændig kommune, der ikke har kapacitet til CWWP.
Lad os sammen sørge for, at forslaget om CWWP bliver fejet af bordet for evigt, og ikke genopstår om 3 år med navnet ’Dragør White Water Park’.
Således får den ny kommunalbestyrelse ikke muligheden for at foretage de samme overgreb på byens borgere, som den nuværende kommunalbestyrelse foretager.
Venlig hilsen,
Kenneth Olsen – Kommende ufrivillig nabo til CWWP.