KB-medlem i dobbeltrolle? Skal AAB købe hele Engvejsarealet?

Bydelsparken på Engvej er i dag et grønt åndehul, der ejes af borgerne i fællesskab. 

AAB har forelagt Dragør Kommunes kommunalbestyrelse deres forslag til erhvervelse og boligudvikling på Engvejsarealet.

AAB har kommunalbestyrelsesmedlem Lisbeth Dam Larsen (A) på lønningslisten.

Lisbeth Dam Larsen er ansat som seniorprojektleder i AAB.

Hun har tillige siddet i kommunalbestyrelsen i Dragør Kommune siden 1. januar 2018 og er blandt andet formand for Børne-, Fritids- og Kulturudvalget.

Er udvalgsformanden inhabil?

Udvalgsformand Lisbeth Dam Larsen mener ikke selv, at hun er inhabil. Pressefoto.

‘Inhabilitet’ betyder i juridisk forstand en manglende evne til at behandle en sag uvildigt, typisk fordi man har nære bånd til én eller flere af sagens aktører.

Lisbeth Dam Larsen udtaler:

“Er jeg så inhabil, når jeg er ansat i AAB? Eller har været det i FA09 og KAB. Og i øvrigt har boet i Strandparken og stadig har et bolignummer her – nej det er jeg ikke, da jeg ikke har nogen økonomisk interesse i et kommende byggeri.

Jeg havde ikke set AAB’s udkast til en bebyggelse på Engvej, før det blev fremvist for kommunalbestyrelsens medlemmer” (Dragør News, 26. september 2020).

Argumentationen om ingen “økonomisk interesse” i “et kommende byggeri” holder ikke.

‘Inhabilitet’ er ikke alene et spørgsmål om økonomiske interesser. Det kan ligeledes dreje sig om egen vinding, politisk vinding eller fravær af evnen til at behandle en given sag uvildigt og upartisk.

Det moralske kompas er i dette tilfælde placeret i nærheden af en tvivlsom politisk elektromagnet, der får nålen til at pege i alle de forkerte retninger.

Når man som kommunalbestyrelsemedlem bliver lønnet og har nær tilknytning til private selskaber, firmaer, foreninger m.v., der har en særlig interesse i salget og byggesagens udfald, så er det ikke ligefrem noget, der fremmer borgernes tillid til kommunens sagsbehandling.

Tværtimod.

Projektforslag fra AAB indeholder bebyggelse af hele Engvejsarealet.

Nedenfor kan du se AAB’s projektforslag, der er forelagt kommunalbestyrelsen i Dragør Kommune under et møde i august måned.

Dragør Kommune har valgt ikke at offentliggøre hverken dagsorden eller referat fra det pågældende møde, der blev afholdt den 27. august 2020. 

Dermed har borgerne ikke mulighed for at følge med i, hvad der skal ske med vores fælles ejendom på Engvej, som Dragør Kommune påtænker at sælge for at skæppe i den slunkne kommunekasse.

Borgerne har dog søgt aktindsigt, og vi har som sædvanlig modtaget en groft censureret og mangelfuld aktindsigt fra Dragør Kommunes jurist med adskillige ‘tomme pladser’ – herunder er alle borgerhenvendelser bortcensureret.

Dette er i strid med Forvaltningsloven og Offentlighedsloven – sagen er nu blevet overdraget til Ankestyrelsen, Tilsynet.

I fællesskab har vi under CWWP-sagen og frem til i dag oplevet, hvorledes borgerne informerer borgerne, alt imens flertallet i kommunalbestyrelsen og forvaltningen fører byggeprojekterne under radaren i en uendelighed.

Det burde ret beset være Dragør Kommune, der informerer borgerne, men sådan forholder det sig ikke.

Demokratiet og informationsniveauet lider under den usunde kultur, der har rodfæstet sig på Dragør Rådhus.

I AAB’s projektforslag kan du blandt andet læse, at AAB ignorerer det faktum, at Dragør Tennis har klubhus og baneanlæg på Engvejsarealet – hele arealet skal øjensynlig bebygges, hvis AAB får grønt lys til at købe Bydelsparken på Engvej.

Det er i den forbindelse meget belejligt for AAB, at have et medlem i Dragør Kommunes kommunalbestyrelse på lønningslisten.

Det kan give lidt rygvind i sagsbehandlingsprocessen.

Klik her og se ‘AAB’s By- og boligudvikling ved Engvej’

Engvej – underskriftindsamling runder 900.

Underskriftindsamlingen mod salg af hele eller dele af Bydelsparken på Engvej har nået et nyt rundt hjørne.

Mange tak, til alle borgere, der har deltaget indtil videre.

Vi er på vej mod 1.000 underskrifter.

Hvis du vil støtte yderligere op om indsamlingen, så husk at flere personer per husstand kan deltage.

Har du ikke underskrevet endnu?

Det tager ganske få minutter at underskrive, og derefter sendes en automatisk ‘bekræftelsesmail’ til dig, som du lige skal bekræfte.

Lad os bevare vores grønne frirum på Engvej.

Klik her og deltag i underskriftindsamlingen ‘Nej tak til boliger og aktivitetspark på Engvej’

Chefjurist forudser klagesager i Ankestyrelsen og borgermodstand mod salg af Engvejsarealet.

Aktindsigt viser, at kommunaldirektør i Dragør Kommune, Henrik Harder, efter aftale med borgmester Eik Dahl Bidstrup (V) har fået besked på at invitere Lind & Risør med til møde med kommunalbestyrelsen den 27. august 2020.

Arkitekt- og byggefirmaet Lind & Risør købte og bebyggede den 27.500 m2 store grund med panoramaudsigt over Øresund, hvor Vierdiget Skole lå indtil 2015.

Dragør Kommunes chefjurist svarer kommunaldirektøren:

“Hej Henrik

I Vejledning om offentligt udbud ved salg af kommunens faste ejendomme fremgår det, at: 

”Reglerne om offentligt udbud indebærer selvsagt, at der ikke forud for gennemførelsen af et offentligt udbud kan træffes beslutning om, hvilken tilbudsgiver der skal erhverve den pågældende ejendom. Det forudsættes desuden, at det offentlige udbud ikke tilrettelægges på en måde, der er tilpasset en bestemt interesseret købers ønsker og dermed er egnet til at afskære andre interesserede tilbudsgivere fra at afgive tilbud.” 

Ved at invitere Lind & Risør som de eneste ud over de almene boligorganisationer, risikerer kommunen kritik fra de øvrige tilbudsgivere, herunder specielt nogle af de lokale. Selvom L&R måske ikke kommer til at præge udbudsmaterialet direkte, så vil nogle tilbudsgivere sidde med den opfattelse, at L&R har opnået en særlig fordel i det følgende offentlige udbud. 

Det er måske ikke direkte ulovligt, men det kan medføre massiv kritik og i værste fald unødige klagesager i Ankestyrelsen og Konkurrencestyrelsen osv. Det er ikke kun tilbudsgiverne jeg tænker på, men også de omkringboende som ikke vil have byggeri på grunden der vil forsøge at bremse processen med alle midler. 

Jeg synes under alle omstændigheder, vi skal overveje om det er den rette model. 

Venlig hilsen 

Carsten Kjær-Knudsen 

Chefjurist.
Borgmestersekretariat og Personale”.

Ankestyrelsen må gribe ind.

Vi vil lade det være fuldstændig op til borgerne og interessenterne i Engvejsarealet, om Dragør Kommunes ledere har valgt den “rette model” eller ej.

Dragør Kommunes forvaltning vælger gang på gang at bryde Forvaltningsloven – den bliver ikke ved med at gå.

Borgermodstanden mod salg af hele eller dele af Engvejsarealet/Bydelsparken er godt i gang – og flere sager er allerede overdraget til Ankestyrelsen.

Klik her og se ‘Mail om udvikling af Engvejsarealet i Dragør’

Engvejsarealet – salgsprocessen er sat i gang.

Bydelsparken benyttes af ung såvel som gammel. Nu vil et flertal i kommunalbestyrelsen sælge hele eller dele af det grønne frirum på Engvej.

Socialdemokratiet (A), Dansk Folkeparti (O), Venstre (V) og Liste T (T) vil opføre boliger og en aktivitetspark i et af de mest benyttede åndehuller på Engvej.

Dette indbefatter, at AOVT-politikerne vil sælge borgernes fælles ejendom til én eller flere interesserede købere.

Ind med den grå beton – ud med det offentlige grønne område.

Den manglende gennemsigtighed.

Eftersom Dragør Kommunes forvaltning har valgt ikke at offentliggøre en dagsorden og et referat af første møde med 4 potentielle købere, der blev afholdt den 27. august 2020, så er der søgt aktindsigt i den igangværende salgsproces.

Mange borgere ønsker fuld gennemsigtighed i processen, hvilket desværre er en mangelvare i Dragør Kommune.

En borger har skriftligt bedt Dragør Kommune om at oplyse køberne om den voksende modvilje mod salg af Bydelsparken og henvise køberne til den store underskriftindsamling ‘Nej tak til boliger og aktivitetspark på Engvej’.

Opfordringen er modtaget i god tid af kommunens forvaltning forud for mødet mellem køberne og kommunalbestyrelsen den 27. august 2020 – men forvaltningen har ignoreret henvendelsen. 

Hvorfor vides ikke. 

Hvem vil købe Bydelsparken på Engvej?

Der er på nuværende tidspunkt 5 interessenter på banen, da den nordiske ejendomsudvikler og investor NREP er kommet til, efter sidste måneds møde mellem kommunalbestyrelsen og køberne.

AOVT-flertallet og forvaltningen har sat salgsprocessen i gang, og Venstre-borgmesteren har holdt møde med potentielle købere tilbage i januar måned 2020.

Borgerne oplyser nu af nødvendighed andre borgere om, hvem køberne til vores fælles ejendom er, da kommunen som sædvanlig ikke er meddelsom.

Aktindsigt i salgsprocessen.

Hermed følger noget af aktindsigten og en liste over de foreløbigt 5 interessenter, der vil købe hele eller dele af Bydelsparken på Engvej:

AAB

Klik her og se ‘By- og boligudvikling ved Engvej’

Klik her og se ‘Byudvikling Engvej – Dragør Kommune’

Boligselskabet Strandparken og Engparken

Klik her og se ‘Bæredygtige boliger ved Engvej’

Klik her og se ‘Overslag på kommunalt provenue’

Lind & Risør

Klik her og se ‘Præsentationsmateriale – Engvej 22 – Forslag til 72 boliger’

NREP

Ifølge Dragør Kommunes jurist, Barbara Fromberg Møller, har NREP efter temamødet den 27. august 2020 “rettet forespørgsel til kommunen vedrørende projektet”. 

SeniorBo og Generous Development

Klik her og se ‘Engvej – Præsentation af team & tilgang’

Borgermodstand mod salg af Engvejsarealet.

Underskriftindsamlingen ‘Nej tak til boliger og aktivitetspark på Engvej’ vokser sig stille og roligt stor og stærk – indsamlingen har rundet 900 underskrifter indtil videre. 

Efter sigende er det den næststørste underskriftindsamling i Dragør, kun overgået af indsamlingen mod etableringen af CWWP – der nåede 1.213 underskrifter, inden projektet blev lukket ned, og borgerne fulgte det uønskede CWWP til kommunegrænsen.

Det varmer om hjertet, at borgerne i Dragør ikke har nok i sig selv og kun passer på sit eget lille lokalområde, men derimod hjælper og værner om de andre medborgere og det grønne frirum på Engvej.

Dette gøres blandt andet ved at bidrage til underskriftindsamlingen og deltage i debatten om salget af Bydelsparken på Facebook og i lokalavisen Dragør Nyt.

Hvad kan du gøre som borger i Dragør?

Hvis du synes, at det er en god idé at sælge og bebygge Bydelsparken, så læner du dig blot tilbage med en god kop kaffe og lader AOVT-flertallet ræse derudaf sammen med de lykkelige købere af den attraktive grund på Engvej.

Budskabet herfra er: Lad os bevare vore grønne åndehuller – vi får dem aldrig tilbage igen.

Så hvis du synes, at det en dårlig idé at sælge og bebygge Bydelsparken, så kan du, dine familiemedlemmer og dine venner deltage i indsamlingen nedenfor:

Klik her og deltag i underskriftindsamlingen ‘Nej tak til boliger og aktivitetspark på Engvej’

Skal Dragør Kommune sættes under administration af Staten?

Der er blevet råbt vagt i gevær i årevis, men den økonomiske misere fortsætter.

Det er ikke nogen kommunal hemmelighed, at der sidder folk i kommunalbestyrelsen, som ikke evner at forvalte skatteborgernes penge med fornuft og ansvarlighed.

De mener selv det modsatte, og forsøger konstant at udbrede et budskab om, at alt er i den skønneste orden – men det er der forhåbentlig ikke nogen borgere, som tror på mere.

Gennem en lang periode er der foretaget mangelfuld og fejlslagen økonomistyring, hvilket bl.a. er resulteret i, at Indenrigsministeriet har sendt dette stærkt alarmerende brev til Dragør Kommune:

Vedrørende likviditeten i Dragør Kommune.

Sagsnr. 2020-4829.

Doknr. 286762.

Dato 19-08-2020.

Social- og Indenrigsministeriet har konstateret, at Dragør Kommune har indberettet en gennemsnitlig likviditet opgjort efter kassekreditreglen på 13,8 mio. kr. efter 2. kvartal 2020, svarende til en gennemsnitlig likviditet pr. indbygger på ca. 969 kr. Det svarer til et fald på ca. 11,5 pct. i den gennemsnitlige likviditet i forhold til indberetningen ultimo 1. kvartal 2020. 

Ministeriet skal på den baggrund anmode om en redegørelse for kommunens forventede, fremtidige likviditetsudvikling med henblik på at sikre, at der er taget initiativer til at forbedre kommunens likviditetsmæssige udvikling på sigt. 

Ministeriet skal i denne forbindelse gøre opmærksom på § 9, stk. 1 i bekendtgørelsen om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier mv., den såkaldte kassekreditregel. Såfremt en kommune har problemer med overholdelse af kassekreditreglen, har kommunalbestyrelsen pligt til at rette henvendelse til ministeriet herom. 

Ministeriet skal endvidere anmode kommunen om kvartalsvis at indsende dokumentation for de forslag til beslutning, der kan medføre en likviditetsforbedring, og som forelægges kommunalbestyrelsen samt resultatet af den politiske behandling heraf, såfremt der i kvartalet er stillet sådanne forslag. Anmodningen gælder, indtil kommunens likviditet opgjort efter kassekreditreglen igen er mindst 1.000 kr. pr. indbygger. 

Eventuel dokumentation sendes med kopi til Ankestyrelsen. 

Ministeriet er opmærksomt på, at der evt. kan være tale om en indberetningsfejl, som i givet fald bedes korrigeret. 

Med venlig hilsen 

Torben Buse 

Klik her for at se ‘Vedrørende likviditeten i Dragør Kommune’