I redegørelsen for sit personlige projekt proklamerer Asger Villemoes Nielsen, direktør i Dragør Kommune, at projekt ’Afgangshallen’ har kostet 0 kroner. Screenshot: Kommune TV.
Den afgåede Eik Dahl Bidstrup (V) har ganske vist forladt Dragør Rådhus 1. juni 2021, men eksborgmesteren kaster stadig lange skygger over kommunens grønne områder.
I den nyligt overståede valgperiode forsøgte Eik Dahl Bidstrup at placere intet mindre end 5 støjende aktivitetsparker klos op ad naboer, natur og dyreliv.
Eksborgmesterens såkaldte visioner blev mødt med kraftig borgermodstand.
Direktør handler på egen hånd.
Asger Villemoes Nielsen har i årene 2020-2022 taget ejerskab på eksborgmesterens 5. projekt, der går under navnet projekt ’Afgangshallen’.
I disse dage planlægger direktør i Dragør Kommune Asger Villemoes Nielsen og Føtex Food-varehuschef Nicholaj Michael Bak Hertz placeringen af endnu et støjende aktivitetsanlæg i lokalområdet Halvejen, Kirkevej, Slørvej og Lundestien i Dragør. Det er en tys-tys affære.
Projektet indbefatter blandt andet ’Afgangshallen’, 1 ’Destinationsrute’ og 5 larmende ’Aktivitetsstationer’, som Dragør Kommune vil placere til gene for naboerne i området.
Projektet ved Hollænderhallen er nu sat i gang af Dragør Kommunes direktion.
Ingen politisk behandling, nabohøring eller miljøscreening.
Grundejerforeninger og øvrige naboer har ikke modtaget nogen form for henvendelse fra Dragør Kommune vedrørende projekt ’Afgangshallen’, eftersom direktør Asger Villemoes Nielsen mener, at projektet næppe kan kaldes ”et omfattende projekt”.
I Asger Villemoes Nielsens redegørelse af den 3. december 2021 vurderer han egenhændigt, at projektet ikke kræver Bolig- og Planstyrelsens sagsbehandling af projektet, Miljøstyrelsen skal ikke involveres, naboerne skal ikke høres, sagen skal ikke behandles af politikerne, direktionen bestemmer selv sin forretningsorden og der kræves ingen andre myndighedsgodkendelser end direktionens egen.
Endvidere skal der ikke foretages VVM-redegørelse (Vurdering af Virkninger på Miljøet), og der skal ikke forespørges hos Tårnby Kommunes Miljøafdeling, som en del af det forpligtende samarbejde, hvori Tårnby Kommune varetager miljøsagsbehandling for Dragør Kommune.
Aktiviteterne på og omkring anlægget vil efter direktørens egen vurdering ikke ”betyde noget” i forhold til færdsel, støj eller yderligere besøgende i lokalområdet, der vel at mærke huser hundredevis af familier og deres respektive hjem og haver.
Den kommunale direktør Asger Villemoes Nielsen bor selv i Herlev – langt væk fra hans projekt ’Afgangshallen’ i Dragør. Direktøren har øjensynlig intet kendskab til det i forvejen støjbelastede lokalområde og følgelig ingen forudsætninger for at byplanlægge i området.
Projektet er sat i gang.
Nærmeste naboer og grundejerforeninger har, som i tidligere tilfælde, ikke modtaget nogen form for information fra Dragør Kommune om projektets påbegyndelse.
Lad det være sagt én gang for alle – i den virkelige verden støjer sports- og aktivitetsanlæg.
I modsætning til direktør Asger Villemoes Nielsens fremstilling af projekt ’Afgangshallen’, så kan man med en smule lokalkendskab forudse, at aktivitetsanlægget vil øge støtrykket i området anseeligt og have direkte negativ indvirkning på de i forvejen støjbelastede boliger og udendørsarealer.
Det samme gør sig gældende for Dragør Kommunes nedlagte projekter: ’Copenhagen White Water Park’, ’Danmarks største Outdoorcenter’, ’Hollænderparken’ og det igangværende forsøg på at etablere en ’Aktivitetspark’ og et boligkvarter i hjertet af Bydelsparken på Engvej.
De støjende anlæg forsøges placeret 10-15 meter fra borgernes hjem forskellige steder i byen.
Fortællingen om de ”gratis” kommunale projekter.
Fællesnævneren for projekterne er, at de er enormt tids- og ressourcekrævende for kommunen. Sideløbende misligholdes kommunale ejendomme, bygninger, skoler, institutioner, stier og veje.
Desuagtet påstår Dragør Kommune, at projekterne har kostet skatteborgerne 0 kroner i årene 2016-2022.
Direktør Asger Villemoes Nielsen fortsætter velvilligt kommunens fortælling om de ”gratis” projekter, så han kan etablere sit projekt uden utidig indblanding fra myndigheder og borgere.