10 år i kamp for diger – 10 år i kamp mod CWWP ?

Thomas Østergaard og hans familie kommer til at bo 10 meter fra CWWP i Kongelunden.

I teenageårene drømte jeg om at blive landmand. For at realisere min drøm måtte jeg i en længere periode have 2 jobs, før jeg havde sparet tilstrækkeligt sammen til at købe en gård med jord til.

I 1991, da jeg er i slutningen af tyverne, opstår muligheden. En gård på Sydvestpynten i Dragør kommer til salg, og den overtager jeg.

Familien har renoveret gården siden 1991.

I de 27 år jeg har boet her, har jeg gennemrenoveret gården og drevet en velfungerende hestepension. Jeg har samtidigt arbejdet i Dragør Vandforsyning og senere Hofor, men nu lever jeg udelukkende af min hestepension.

Alt var rigtig godt indtil 2006, hvor min gård for anden gang var ved at blive oversvømmet af en stormflod. I kølvandet på den, så begyndte alle mulige (og umulige) digeforslag at vælte ind, som, hvis de var blevet gennemført, ville have ødelagt vores ejendomme og område. Disse planer blev dog skrinlagt, og der var tavshed helt frem til stormfloden i januar 2017.

Dragør Kommune nedlagde digeudvalget, allerede inden det blev oprettet. I stedet blev demokratiudvalget oprettet. Men naboerne til Køge Bugt blev ikke hørt af kommunen – selvom naboerne inviterede til dialog flere gange.

Da Dragør – helt bogstaveligt – var tæt på at sejle sin egen sø en kold januar aften, så kom digeplanerne på bordet igen. Vupti. Dog ikke med mindre mystiske digeløsninger. I mit tilfælde skulle det tilbagetrukne dige pløje direkte gennem min ejendom.

I praksis ville det betyde, at jeg dagligt skulle køre op, og så ned, ad en 5 meter høj jordvold med traktor og tonstunge landbrugsmaskiner hægtet på, når jeg skulle ud til mine marker, på den anden side af diget. For ikke at tale om, at udsigten fra stuehuset over de åbne marker ville blive skiftet ud med et kig direkte ind i en jordvold – ikke ligefrem et drømmescenarie.

Dette område vil blive oversvømmet uden effektive og velplacerede diger. Hvis hestene ikke kan græsse, så kan Thomas Østergaard ikke drive sin hestepension, og så forsvinder hans eksistensgrundlag.

I de sidste 12 år har jeg levet med frygten for enten oversvømmelse af gården eller et tilbagetrukkent dige, der ville ødelægge min ejendom og hestepension. At jeg ikke er blevet gråhåret endnu er utroligt. Men det kan jeg hurtigt blive.

Lige som Dragør Kommune endelig kom til fornuft og valgte den rigtige digeløsning for os dragørborgere på Sydvestpynten, smed kommunen det næste vanvittige forslag på bordet – forlystelsesparken CWWP. En kæmpe vandpark, hvor der skal afholdes internationale stævner, altså et anlæg der absolut ikke hører hjemme i nærheden af beboelse.

Da jeg fik dette at vide stod min verden stille i flere dage. Jeg kunne ikke spise, og havde problemer med at sove. Min gård, som jeg har istandsat gennem de sidste 27 år, og som udgør mit levebrød, ville, hvis CWWP blev en realitet, miste sin værdi. Og min hestepension ville også lide et knæk.

Med CWWP’s forventede daglige driftsudgift på over 30.000 kr. i strøm samt et vandforbrug, der svarer til 28.000 brugere af 60 kr. pr. kubikmeter, så skal CWWP, for at være rentabel, tiltrække en masse betalende gæster.

Kalvebodvej er smal og uden anlagte fortove. Thomas Østergaard bor til venstre og CWWP-byggegrunden ligger til højre ved det tidligere Asylcenter Kongelunden.

Størstedelen af disse gæster vil komme i biler og busser. Det vil skabe trafikpropper og lange bilkøer – i særdeleshed når CWWP afholder stævner og turneringer. Kalvebodvej er i forvejen ikke bredere, end at en bil er nødt til at køre ud i rabatten for at passere en bus. Fortove er Kalvebodvej heller ikke udstyret med, så fodgængerne må gå på vejen. Dette gælder børn såvel som voksne.

Kongelundsfortet er velbesøgt, og byder på udsigt over Køge Bugt og de fredede Kofoeds Enge med et rigt fugleliv. Ved fortet findes et stisystem, der fører de besøgende gennem mark, skov, strand og eng.

Jeg ved ærlig talt ikke, hvordan vi alle skal komme frem eller tilbage. Københavnere, turister fra ind- og udland, de 22.000 unge der på årsbasis besøger Kongelundsfortet som en del af DGI-byens tilbud, tennishalbrugere, almindelige mennesker der har lyst til en tur på stranden eller i Kongelunden, os beboere, hesteryttere, hestetrailere, børnehavebørn på gåtur samt forældre der skal bringe/hente deres børn. I lighed med digerne, så virker det som om, at intet er gennemtænkt i CWWP’s forlæg.

Kalvebodvej er simpelthen ikke lavet til den massive trafik en forlystelsespark vil medføre. Og når først mine hestepension-kunder ryger ind i flaskehalsproblemer og ikke kan finde en p-plads, fordi forlystelsesparkens gæster har parkeret ved mig, så vil jeg ret hurtigt miste kunder og dermed min levevej.

En endnu større hurdle er støjgenerne fra CWWP, som Dragør Kommune vil påføre os naboer. Udover flytrafikken fra lufthavnen er der jægere, som skyder løs på strandengen i jagtperioden, DGI-byens arrangementer bliver styret af folk med megafoner og luftalarmer, og politiet laver øvelser på Kalvebodvej i sommerperioden med sirener og kampråb. Tilfør så alt dette de ekstra indsatte busser og karavaner af biler til og fra CWWP, hvor der skal være alt fra skateboard-turneringer til polterabends og internationale konkurrencer såsom EM, World Cup og VM.

Velkommen til Dragør siger jeg bare, og velkommen til endnu en støjkilde.

Det virker helt hen i vejret, at Dragør er omgivet af vand, og nu vil kommunen bruge borgernes skattekroner på at placere en kunstig flod midt i Kongelunden til gene for naboerne. Vi har faktisk så meget vand, at der skal bygges diger, så Dragør ikke oversvømmes.

Og fra det øjeblik CWWP bliver en realitet, så vil jeg være stavnsbundet til ejendommen, for hvem ved sine fulde fem vil købe en bolig, der ligger 10 meter fra en kæmpe kunstigt oplyst forlystelsespark, der har åbent fra kl. 7.00 til 22.00 alle ugens dage og med et støjniveau på minimum 50 decibel?

En bolig, der påvirkes af folk over det hele, kæmpe p-plads, turistbusser og dobbeltdækkere til og fra København, rutebusser og et hav af personbiler, der hverken kan komme frem og tilbage på grund af busserne? Jeg spørger bare.

Vi har skabt os et liv og lever i samhørighed med mennesker, dyr og natur. Vi ønsker ikke at flytte fra vores trygge hjem, men Dragør Kommune sørger for, at vi allerede nu er stavnsbundne og dermed bundne på hænder og fødder.

Først kæmper vi i 10 år for, at Sydvestpynten skal være beskyttet af diger – skal vi nu til at kæmpe i 10 år mod vandparken CWWP?

Jeg og min familie håber, at vi og vores naboer snart kan få fred herude på Sydvestpynten. Det trænger vi i den grad til.

Med venlig hilsen,

Thomas og Mette Østergaard

Dialogen som blev væk – Del 1.

Borgmester Eik Dahl Bidstrups prestigeprojekt CWWP har været undervejs i tre år.

Eik Dahl Bidstrup, du skrev i Venstres valgprogram sidste år: ”En tryg kommune for alle borgere. En ny borgerdialog med inddragelse”. Var det blot varm luft?

I konstitueringsaftalens politiske samarbejdsgrundlag, har du skrevet under på:

”Det skal være lettere som borger at tage en aktiv rolle og bidrage til vores udvikling. Vi skal med borgere, foreninger og erhverv skabe en bedre opgaveløsning med fokus på nærdemokrati, dialog, samspil og rammer. Der skal arbejdes med en mere aktiv dialog med borgerne om initiativer i kommunen. Der skal arbejdes på en proces, hvor borgere og andre ressourcepersoner kan bidrage under udvikling og eventuel gennemførelse. Vi vil arbejde for at inddrage Dragørs borgere i væsentlige beslutninger for kommunens udvikling”.

Var det blot et spil for galleriet?

I forrige udgave af Dragør Nyt (nr. 44, side 7) efterlyser du en konstruktiv dialog med borgerne.

Dragør Kommune og CWWP.

I tre år har kommunen samarbejdet med Copenhagen White Water Park (CWWP), om opførelsen af en White Water Arena på op til 48.000 m2, beliggende mellem Hartkornsvej og Rytterager. Senere mellem Kirkevej og Lundestien, og nu på Kalvebodvej i Kongelunden. Det færdige projekt skal omfatte en White Water World Cup Arena med tilskuertribuner, højtaler- og lysanlæg – så der kan afholdes VM, EM og internationale stævner i Dragør.

I tre år har du ikke informeret borgerne om projektet. Grundejere, andelshavere og kolonihaveejere har været uvidende om det kommende projekt på deres nabogrund.

I tre år har du og enkelte embedsmænd haft omfattende mail-korrespondance med CWWP om projektet. Du har inviteret CWWP til et ’hemmeligt møde’ på rådhuset med AOV. Et lukket møde, hvor den øvrige kommunalbestyrelse ikke blev indbudt – ja, ikke engang orienteret. Det kalder jeg rigtig dårlig forvaltningsstil.

Der er mellem kommunen og CWWP blevet diskuteret beliggenhed: Området ved Hollænderhallen vs. Kongelunden. Der har været trafikmålinger på Kirkevej og kommunen har tilsendt CWWP trafiktal fra målingerne, som CWWP skulle anvende i sin projektbeskrivelse til Dragør Kommune.

Klik her for at se ‘Hvor stor bliver CWWP?’

I tre år har dette projekt kørt under radaren, uden oplysninger til borgerne, uden information til de kommende naboer – ja, selv flere kommunalbestyrelsesmedlemmer har været uvidende om projektets enorme omfang.

Første CWWP-byggegrund. Halvejen-Hartkornsvej (Harevænget). 15 meter til naboer.

Anden CWWP-byggegrund. Kirkevej-Slørvej-Lundestien (Rytterager). 5 meter til naboer.

Tredje CWWP-byggegrund. Kalvebodvej (Kongelunden). 10 meter til naboer.

Ifølge aktindsigten, så har du så sent som den 11. september 2018 modtaget en ’taleseddel’ fra CWWP.

CWWP skriver: ”Vi har skrevet lidt sammen med Eik og han har fået vedhæftede til at snakke ud fra i forhold til at det er en PARK og at Kirkevej giver god mening”.

Nu er CWWP pludselig ikke en World Cup Arena – men en park! Det skal altså gøres ’spiseligt’ for Dragørs borgere.

Hvordan i alverden kan du tillade dig at efterlyse en konstruktiv dialog om CWWP-projektet, hvor planlægning, beliggenhed, samspil, rammer, økonomi, kommunalt tilskud med videre har kørt i et lukket kredsløb mellem dig, enkelte embedsmænd og CWWP i tre år?

Åbenhed skaber en konstruktiv dialog.

Dialogen starter ikke, når kaninen hives op af hatten.

Venlig hilsen,

Carsten Victor Rasmussen

Store udfordringer for vandparken.

CWWP skal placeres midt i Dragørs unikke naturområde.

Det står nu hævet over enhver tvivl, at det snævre politiske flertal bestående af A, O og V’s budgetterede ønske om at etablere Copenhagen White Water Parks store, kunstigt fossende flodanlæg i Dragør mere og mere tager form af en udsigtsløs våd drøm og et rent fantasiprojekt. En påstand, der kun forstærkes hver gang det lykkes at afdække nye detaljer om de grundlæggende udfordringer projektet er oppe imod.

De grundlæggende udfordringer.

Den nye og hastigt voksende Facebook-gruppe, Dragør News, har tidligere omtalt den helt grundlæggende udfordring, der er forbundet med A, O og V’s ønske om køb af statens knap 40.000 mstore asylgrund i Kongelunden til formålet. Arealet er i dag bebygget med et stort antal forladte flygtningeboliger, der alle er forurenet med bl.a. skimmelsvamp og skal rives ned efter miljøbestemmelserne og fjernes. De økonomiske omkostninger i den forbindelse er tidligere beregnet til ca. 15 mio. kroner – nogenlunde svarende til, hvad det kostede at foretage en lignende miljønedrivning af Skolen ved Vierdiget. En udgift det vil være helt urealistisk at tro, at staten bare vil afholde. Men hvem skal så?

Også spørgsmålet om myndighederne overhovedet vil give tilladelse til opførelse af en stor, støjende vandpark midt i og så tæt på de fredede naturområder, som tilfældet er, må anses som tvivlsomt.

Hertil kommer udfordringerne med fremkommeligheden til anlægget. Også selvom borgmesteren mener det blot kan løses ved at øge den offentlige busdrift til etablissementet. Som erfaringerne tydeligt dokumenterer, så vil enhver øget ændring af busdriften medføre ganske betydelige driftsomkostninger for kommunen.

Driftsøkonomien i et sådant megaprojekt er det for tidligt at sige noget konkret om, indtil indholdet af indgåede aftaler og kontrakter er kendt, men med en forventet billetpris på ca. 350 kr. for en ’sejl- eller raftingtur’ på den kunstige flod, er det næppe en ’forlystelse’ ret mange børn og unge kommer til at gøre daglig brug af.

Også fondsfinansieringen af det store vandanlæg, budgetteret til ca. 55 mio. kr., vil vise sig at være en kæmpeudfordring for projektet. Store fonde har som princip ikke at yde finansiering til projekter, der hviler på et yderst spinkelt politisk grundlag som dette og som i øvrigt vurderes at have en massiv negativ folkelig opbakning.

Udfordringen med vandforsyning.

Ifølge de eksperter på området redaktionen af Facebook-gruppen ’Dragør News’ har indhentet oplysninger fra, er vandforsyningen til det store fossende flodanlæg i sig selv en nærmest uoverkommelig udfordring. Som tidligere oplyst, er Dragørs grundvandsressource yderst sparsom og sårbar. Det rene grundvand befinder sig i en dybde på ca. 12 meter og det er, efter det oplyste, ikke praktisk muligt, at benytte vand fra de øvre beliggende jordlag. Dels fordi vandmængden her er yderst sparsom og ikke kan forsyne et anlæg af den nævnte størrelse med tilstrækkelige mængder vand – og dels fordi en opsamling af vand fra de øvre jordlag naturligvis vil reducere mængden af rent grundvand nede i 12 meters dybde.

Det store forbillede.

Det store forbillede for vandlandsprojektet i Dragør er et tilsvarende vandanlæg, der er beliggende ved Glasgow i Skotland ved navn Pinkston Watersports.

Redaktionen af Facebook-gruppen ’Dragør News’ har været i forbindelse med personerne bag dette anlæg, der bl.a. oplyste, at deres anlæg er opdelt i en ”fossende flodbane” og en såkaldt ”Flatwater Pool”. Flodbanen har en længde på 100 meter, den er ca. 8 meter bred og 1,5 meter dyb – altså cirka samme størrelse, som borgmesteren & Co’s vandlandsprojekt i Dragør kalkulerer med.

Når turbinerne kører i flodbanen, så bruger de ”7 cumecs water per second”, hvilket svarer til 7 kubikmeter vand pr. sekund eller 420.000 liter vand i minuttet. Det må formodes, at der er tale om en væsentlig recirkulation, men givet er det, at det er ganske betydelige vandmængder og et massivt el-forbrug, der er i spil, for at få et anlæg som dette til at fungere efter hensigten.

Oplyst er det også, at den nævnte ”Flat Water Pool” har en størrelse på 3.920 m2.

Man tager vist næppe meget fejl ved at konkludere, at der er store udfordringer og meget, meget lang vej til det tidspunkt, hvor borgmesteren kan finde saksen frem og flankeret af Morten Dreyer og Allan Holst klippe snoren over til Copenhagen White Water Park – midt i Dragørs unikke naturområde.

Venlig hilsen,

Svend Mathiasen

Forlystelsesparken CWWP i modvind.

Trods massiv borgermodstand er byggegrunden ved Asylcenter Kongelunden borgmester Eik Dahl Bidstrups tredje forsøg på at få opført forlystelsesparken CWWP i Dragør.

Vi siger nej til CWWP i Kongelunden. Vi er som genboer, lodsejere og naboer ikke blevet inddraget i nogen form for borgerdialog.

Beboere på Sydvestpynten i Dragør har indsendt krav til Dragør Kommune om at få udfærdiget en VVM-redegørelse hurtigst muligt. Redegørelsen skal klarlægge virkninger for miljøet i Kongelunden, da kommunalbestyrelsen endnu en gang, uden borgerinddragelse, påvirker beboerne og naturen i en meget negativ retning.

Klik her for at læse om miljøvurderinger (VVM)

Kære dragørborgere, kom ud og nyd efteråret i vores fælles natur i Kongelunden. Vi der bor her sætter stor pris på naturen og dyrelivet – nøjagtig ligesom I gør.

Vi har i årevis oplevet snoge, set ugler sidde på vejskilte, oplevet havørnens kredsen, dådyr, tudser og frøer, flagermus i vejlampernes skær, fantastiske solnedgange, terapien ved at gå en tur i Kongelunden og vi har set havets overskridelse af digernes toppe. Kongelunden er smuk året rundt, og vi passer på den hver dag.

Nu skal vi til den tredje omgang mod Dragør Kommune om lige præcis denne grund, på trods af at grunden flere gange er blevet udlagt til skov.

White Water Viborg.

Projektgruppen bag CWWP har flere gange forsøgt at opføre deres useriøse projekt siden 2001 – et af stederne er i Viborg ved Søndersø. Alle andre kommuner end Dragør Kommune har sagt nej. Viborg Kommune lavede en VVM-redegørelse for projektet, som gjorde at projektet blev afvist. Efterfølgende blev projektet også afvist af Natur- og Miljøankenævnet.

Hvorfor har kommunalbestyrelsen i Dragør ikke taget dette med i sine overvejelser? Vi har en klar fornemmelse af, at ingen har tænkt på den manglende bæredygtighed og det fraværende almennyttige formål med CWWP i Dragør.

White Water Viborg skulle placeres i et rekreativt område i Viborg, der var berørt af fredskov og skovbyggelinjer med indvinding af vand fra Søndersø – altså ikke forbrug af grundvand. Det er værd at bemærke, at byggegrunden lå i et rekreativt område, der på væsentlige punkter minder om Kongelunden.

CWWP ved Asylcenter Kongelunden i Dragør.

Vi naboer i Kongelunden, som bor nærmest CWWP-byggegrunden, mener at der er mange essentielle forhold, der kræver en VVM-vurdering straks.

Området er omgivet af fredskov. Hele byggegrunden ligger i skovbyggelinjen, der er lavet som beskyttelse for at give frit udsyn til skoven. Grunden ligger i støjzone for Københavns Lufthavn.

Fredningen af Kongelundsfortet går et lille stykke ind på byggegrunden. Parkeringspladsen ved Kongelundshallen ligger i restriktionsområdet for Kongelundsfortet, hvilket forudsætter, at der er frit udsyn til fortet.

CWWP-byggegrunden ligger op ad indgangen til Naturpark Amager. Vi bor 10 meter fra byggegrunden, og vi er lodsejere i Naturpark Amager.

Vi er uforstående overfor, hvorfor det snævre flertal i Dragørs kommunalbestyrelse vil påvirke dette rekreative område omkring byggegrunden med et klorholdigt og støjende white water-anlæg. Det er en absurd idé.

CWWP-byggegrunden er beliggende i de grønne kiler jf. Fingerplan 2017, hvilket sætter begrænsninger for opførelsen af white water-anlægget.

Grunden ligger i et rekreativt område, og den er udlagt til almene fritidsaktiviteter. Bemærk, at CWWP er karakteriseret som en forlystelsespark, ifølge VVM-undersøgelsen fra Viborg Kommune.

Dette strider direkte imod, at Naturpark Amager skal medvirke til, at Region Hovedstaden bliver kendt, som en international grøn storby.

For at få nogle input, som Dragør Kommune ikke har villet levere til borgerne, har vi set på Viborgs VVM-redegørelse, kontra hvis det var lavet en VVM-undersøgelse i Dragør.

Klik her for at se detaljer om ‘White Water Viborg’

Klik her for at se ‘Afgørelse om VVM-pligt for White Water Viborg’

Der er forskel i anlæggene, da White Water Viborg skulle have naturligt forekommende ferskvand fra Søndersø. CWWP skal bruge kunstigt tilført vand i Kongelunden – dette vand skal opbevares i et separat bassin.

Da vandet opbevares i et selvstændigt bassin, skal der sørges for, at vandet ikke er sundhedsskadeligt. Det kræver, at vandet skal klores bl.a. på grund af forekomsten af ekskrementer fra fugle og andre dyr samt urin og sved fra mennesker.

Anlægget i Viborg er markant mindre end det på Asylcenter Kongelunden. CWWP i Dragør skal i fase 2 være vært for internationale sportsstævner såsom EM, VM og World Cup.

Hvorfor stiller vi krav om en undersøgelse?

Anlægget skal indvinde en stor mængde grundvand, hvilket kræver at en VVM-undersøgelse iværksættes.

Anlæggets størrelse på 3,8 hektar inklusiv servicebygninger og tilskuertribuner er ikke karakteriseret som en almen fritidsaktivitet, men derimod hørende under forlystelsesparker og lignende anlæg. Kategoriseringen som ‘forlystelsespark’ er af juridisk betydning.

Kritiske punkter for opførelsen af CWWP i Kongelunden.

Nogle af de væsentlige forhold, der fremgår af Viborgs VVM-redegørelse er bl.a. et driftsforbrug af elektricitet på 500-1.000 kWh pr. driftstime. Ved 998 timer er White Water Viborgs årlige el-forbrug på 500-1.000 MWh. Der skal atter mindes om, at det urealiserede white water-anlægget i Viborg er mindre end CWWP-projektet i Dragør bliver.

Da CWWP-anlægget i Dragør ikke bliver forsynet med områdebestemt naturligt forekommende ferskvand, såsom vand fra en sø eller flod, vil der det meste af dagen være en stillestående vandmasse – så vandet skal nødvendigvis holdes rent med klor. Mange pesticider er organiske klorforbindelser.

Dragør Kommuneplanrevision 2013’s tillæg beskriver ydermere udfordringer på grund af øget grundvandssænkning med øget risiko for saltvandsoptrængning. Det vil sige, at hvis grundvandets niveau falder, så er der risiko for, at vi får saltvand i grundvandet.

De grønne kiler skal friholdes for bygningskrævende anlæg til fritidsformål. I de grønne kiler kan der ikke placeres støjende fritidsanlæg med mindre, at der er tale om allerede støjbelastede områder. Området ligger i støjzone for Københavns Lufthavn og hører under EU-støjdirektivet, der foreskriver, at man skal sørge for støjnedsættende foranstaltninger. Her ses bagsiden af CWWP-byggegrunden.

Støj fra CWWP-anlægget vil ifølge VVM-redegørelsen være på cirka 50 dB ved drift, som minimum, for nærmeste beboelse. Oveni skal lægges 60-70 dB fra flyene i Kongelunden.

Det er vigtigt at pointere , at Viborg-anlægget var markant mindre, end den af Dragør Kommune planlagte forlystelsespark CWWP ved Asylcenter Kongelunden.

Området ligger i kystnærhedszone og skal udenfor udviklingsområder søges friholdt for bebyggelse og anlæg, der ikke er afhængig af kystnærhed jf. Planlovens kapitel 2a. Det vil sige, at man kun må opføre nye projekter, som er afhængig af havet.

Bird strikes, kollisioner mellem fugle og fly, er et voksende problem for Københavns Lufthavns øgede lufttrafik. Her flyves der lavt ind over det kommende CWWP-område.

På Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens hjemmeside fremgår det, at Dragør Kommune skal søge om tilladelse til at opføre et CWWP-vådområde i Kongelunden, da der ikke må anlægges vådområder, der tiltrækker flere fugle til området.

Klik her for at se ‘Vådområder og andre anlæg der tiltrækker fugle’

Det er bare en lille del af de regler, love og planer, der er for området i Kongelunden.

Hvis du er interesseret, så kig på den VVM-redegørelse, som vi kommende genboer til CWWP har lavet, for at få nogenlunde overblik over regler, love, planer og direktiver.

Klik her for at se ‘VVM-redegørelse for CWWP i Kongelunden’

Flertallet i kommunalbestyrelsen mener åbenbart, at alt i Dragør skal svøbes i beton – i stedet for at bruge energien på at give noget tilbage til naturen, og dermed opfylde målsætningen om, at Region Hovedstaden bliver kendt som en international grøn storby.

Vi ses til farverig efterårstur i Kongelunden. Nyd det, inden CWWP blokerer alle trafikårer til Dragør, og vores børn udsættes for yderligere farer på den smalle Kalvebodvej.

Kærlig hilsen,

Helle Schouw, Thomas Østergaard, Michael Jensen, Mette Østergaard, Kirsten Vogelius Desfor, Ásmundur Heinesen, David Topsøe-Keller, Lise Elsgaard, Jesper Elsgaard og Aase Rask Elsgaard.

Genboer, lodsejere og naboer til det kommende CWWP i Kongelunden.

Kunstig klorflod i Kongelunden.

Dragør Kommune vil opføre CWWP her på Asylcenter Kongelunden.

Flertallet i kommunalbestyrelsen befinder sig i et stormvejr af borgermodstand.

Borgmester Eik Dahl Bidstrup (V), Kim Dupont (V), Helle Barth (V), Allan Holst (A), Lisbeth Dam Larsen (A), Nicolaj Bertel Riber (A), Anne Funk (O) og Morten Dreyer (O) vil placere CWWP i Kongelunden uden hensyntagen til naboerne og naturen.

Vil kommunalbestyrelsen selv bo ved CWWP?

Bestyrelsesmedlem Kim Dupont (V) har dags dato i et offentligt debatforum erkendt, at han ikke selv vil bo ved siden af CWWP:

Kenneth Olsen til Kim Dupont: ”Det er ualmindeligt svært at øjne det borgerdemokrati, som du omtaler. Det er ikke eksisterende. Hvis det, ifølge dig selv, er en principsag for dig med øget borgerdemokrati, hvordan hænger det så sammen med det Henrik Gotha Jørgensen meget fint kalder De Dominerende 8’s nuværende handlinger i Dragør? Her tænker jeg især på, hvorledes I intentionelt chikanerer borgerne med opførelsen af CWWP lige op og ned ad Dragørs naboer og natur. Helt ærligt og blottet for din udenomssnak. Ville du selv være nabo til CWWP?” (Facebook, DragørNyheder, 3.11.2018).

Kim Dupont til Kenneth Olsen: ”Nej, Kenneth det ville jeg ikke og jeg erkender blankt at placeringen på Kirkevej var (for min del) uigennemtænkt. Nu overvejes placeringen ved Kongelunden og konceptet er ændret, vi må se hvor den lander!” (Facebook, DragørNyheder, 3.11.2018).

Summa summarum Kim Dupont vil ikke selv være nabo til forlystelsesparken CWWP, men han har ingen skrupler over at placere CWWP hos naboerne i Kongelunden.

Den lader vi stå et kort øjeblik. Og ja, du læste rigtigt.

Hvis placeringen på Kirkevej, Slørvej og Lundestien ifølge Kim Dupont var ”uigennemtænkt”, hvad gør sig så gældende for placeringen af CWWP i Kongelundens skovområde? Det er ret beset en foruroligende form for tankeløshed borgerne i Dragør er tilskuere til.

Hvad er det reelt kommunalbestyrelsen foretager sig?

De ansvarlige 8 politikere vil ganske enkelt placere en kunstig turbinedrevet flod med klorholdigt vand ovenpå en af vores sikringer af grund- og drikkevandsressourcer:

”Kongelunden er karakteristisk med sine markante lige skovbryn præget af hvidblomstrende arter. Skoven er en blandingsskov hovedsageligt bestående af eg og gran og indeholder et stramt stinet. Skovområdet prioriteres som et middel til at sikre grundvands- og drikkevandsressourcer, fremme biodiversiteten og spredningsmulighederne for det vilde plante- og dyreliv, og til at øge mulighederne for friluftsoplevelser” (Dragør Kommune, Kommuneplanrevision 2013, Det åbne land – Skov, side 48).

Kommuneplanrevisionen foreskriver, at kommunalbestyrelsen har pligt til at virke for kommuneplanens gennemførelse. Dragør Kommunes egen bygge- og anlægsaktivitet må ikke stride mod kommuneplanen.

Miljøtilsynsplanen 2018-2021 for Dragør Kommune dikterer, at kommunalbestyrelsen skal arbejde med en bæredygtig udvikling, hvor der tages størst muligt hensyn til borgernes levevilkår, natur og det lokale miljø i Dragør.

Dette strider fuldstændig mod kommunalbestyrelsens nuværende adfærd og planer om at gennemtvinge opførelsen af CWWP i Kongelunden.

Tillige skal anvendelse og spild af energi, vand og andre ressourcer begrænses:

Klik her for at se ‘Miljøtilsynsplan år 2018-2021 for Dragør Kommune’

CWWP vil forhåbentlig blive bygget efter alle kunstens regler, men tør vi dragørborgere håbe på, at der ikke opstår nogen form for udsivning fra anlægget – i modsat fald, så har Dragør Kommune en egenforskyldt klorforurening i Kongelunden på samvittigheden.

Den lille ‘Natura 2000’-beskyttede Kalvebodhøj Sø ligger lige ved siden af CWWP-byggegrunden.

Man kan med lethed undre sig over, hvorfor Dragør Kommune ikke per automatik har rettet henvendelse til nogle af de kommuner, der har afvist initiativtager Jakob Færch og projektgruppen bag CWWP siden 2001 – herunder Københavns Kommune. Der er gået 17 år, og alle andre kommuner har sagt blankt nej til CWWP.

Dragør Kommune er spejlblank og siger ja.

Hvis man som angrende politiker i Dragør har tid og lyst, så gives hermed muligheden for at sætte sig ind i, hvad Dragør Kommune selv har ønsket for Sydvestpynten og Kongelunden for fem år siden:

Klik her for at se ‘Kommuneplanrevision 2013’ (vær venligst tålmodig – tager lidt tid at hente)

Jeg tænker, at hvis vi skal nå et absolut minimumsmål, så bør den nuværende kommunalbestyrelse sætte sig en smule ind i Kongelundsområdet – vel at mærke inden de fortsætter med at spille russisk roulette med borgerne og naturen i Dragør.

God læselyst.

Venlig hilsen,

Kenneth Olsen