Dragør Skatepark etableres ikke i foråret 2024.

Skateparken skal placeres på Færgevej ved Dragør Havn.

Der er delte meninger om, hvorvidt det er en god idé, at politikerne vil opføre ’Dragør Skatepark’ ved siden af lystsejlere, fiskeskure og beboere i den gamle by.

Skateparken er kommunalbestyrelsens syvende aktivitetsparkprojekt siden 2018 – de foregående seks projekter var juridiske og demokratiske katastrofer, som alle er blevet lukket ned under kraftig borgermodstand.

Bekymrede beboere.

I april 2021 stillede Det Konservative Folkeparti, med Kenneth Gøtterup (C) i spidsen, forslag om at udvide skateområdet mellem Dragør Bådelaug, turistbusholdepladsen og Dragør Baadeværft.

Det vil tage cirka tolv uger at opføre betonanlægget, som koster 1.375.000 kr. (tidligere 1.300.000 kr.).

Samme år blev kommunen via de indledende høringssvar gjort bekendt med, at den planlagte 645 m² store skatepark (tidligere 750 m²) blandt andet møder sober og velargumenteret modstand fra Beboerforeningen for Dragør Gamle By og Danmarks Naturfredningsforening.

Den kommunale grund er delvist fredet, og der er blevet sagt pænt ”nej tak” til skateparken.

Flad læringskurve.

Dragør Skatepark vil i sagens natur medføre spektakel og andre gener for fastboende naboer såvel som overnattende lystsejlere. Det kan man ikke komme udenom, uanset hvad man mener om projektet.

På Dragør Rådhus har man indtil videre behandlet projektet i årene 2021, 2022, 2023 og 2024. Meget tyder på, at den bekostelige sagsbehandling fortsætter på ubestemt tid for skatteborgernes regning.

Læringskurven er flad som Amager. Alt er nøjagtig, som det plejer at være, og man har tydeligvis intet lært af de mange udskældte aktivitetsparkprojekter, der fjerner fokus fra politikernes pligtopgaver i vores fælles by.

Manglende håndtering af PFAS- og partikelforurening fra Københavns Lufthavne A/S, kystsikring i hele kommunen, efterslæb på vedligeholdelse af bygninger og veje samt kernevelfærd til de små og de grå kan sejle sin egen sø.

Måske er det på tide, at politikerne retter øjnene mod pligtopgaverne, som de primært er valgt til at varetage.

Intet byggeri i foråret.

Initiativtagerne til Dragør Skatepark ønsker udelukkende en placering af aktivitetsparken på havnen, og de vil efter eget udsagn finansiere hele projektet med private midler såsom sponsorater, virksomhedsdonationer og fondsstøtte.

Projektgruppen bag aktivitetsparken planlagde ganske vist at påbegynde byggeriet af betonanlægget i foråret 2024, men det kommer ikke til at ske.

I en henvendelse til Dragør Kommunes byplanlægger, Cecil Lundme Olausson, skrev projektgruppen i august 2023:

Vi har søgt de store fonde og de spørger alle om medfinansiering. Vi håber ikke det bliver afgørende for at modtage støtte. Vi kan fornemme at det kan falde på, at kommunen ikke lægger det samme beløb som vi søger ca. 200.000 kr., som er en sikkerhed for at kommunen går all in på ideen. Alle fonde beder om en startdato for projektet, som vi har sat til medio marts 2024 og 12 uger frem. Kommunen har hermed mulighed for at lægge penge til side til projektet til 2024. Men vi er som sagt gået i gang med at søge, så nu ser vi. Vi forventer svar fra Anlægsfonden og Salling Fonden sidst i september. (Aktindsigt i projekt Dragør Skatepark, Projektgruppen og Dragør Kommune, 10. august 2023).

Projektgruppen har øjensynlig vældig travlt med at lægge pres på kommunen, men administrationen på Dragør Rådhus har endnu ikke konsekvensberegnet på noget så elementært, såsom følgevirkningerne og støjudsendingen fra det projekterede aktivitetsanlæg. Det virker mildest talt meget uprofessionelt og useriøst.

Foråret er forbi – og der er stadigvæk ikke foretaget ét eneste spadestik til den ny skatepark.

Med hatten i hånden.

Siden 2021 er det højtsvungent blevet hævdet, at skateparken er ”gratis” for Dragør Kommune og skatteborgerne, men det stemmer jo overhovedet ikke overens med, at projektgruppen bag aktivitetsparken vil have en såkaldt ”økonomisk håndsrækning” fra kommunen lydende på 200.000 kr.

Det er værd at bemærke, at kommunalbestyrelsen dags dato stadig ikke har svaret på, om man vil give pengene til projektgruppen eller ej.

Realiteterne er, at efter fire år er Dragør Skatepark stadigvæk ikke fuldt finansieret, men der forbruges til gengæld en masse tid og ressourcer på projektet i administrationen på Dragør Rådhus.

Officielt er sommeren i gang nu, og lige om lidt går borgmesteren og kommunalbestyrelsen på halvanden måneds sommerferie, så den eventuelle etablering af skateparken har meget lange udsigter.

Dragør Kommune skal først og fremmest beskæftige sig med lovpligtig VVM-undersøgelse (Vurdering af Virkninger på Miljøet), støjvurdering, finansiering, teknisk gennemgang af projektet, konsekvensberegning, høringsmateriale, høring, lokalplanproces, vedligeholdelsesplan osv.

Mon ikke de folkevalgte politikere forsøger at skubbe den omdiskuterede skatepark-sag om på den anden side af kommunalvalget i november 2025?

Det er jo risikabelt for partierne at søsætte endnu et aktivitetsparkprojekt, der kan føre til strid politisk modvind lige op til valget.

David Copperfield – arbejder han i lufthavnen?

I Store Magleby udleder Københavns Lufthavn dræn- og overfladevand via udløbet UH1 til Hovedgrøften.

Lige nu er alle borgere i Dragør vidne til en stor illusion, på højde med at kunne trylle Frihedsgudinden væk.

Erkendelsen.

Den 12. juni 2024 kunne man i Dragør Nyt læse, at kommunen og lufthavnen er i dialog om den PFAS-forurenede jord, der graves op, når Dragør Kommune fjerner planter og sedimenter i Hovedgrøften, så der er fri passage for vandet i afvandingskanalen.

Målet er, at jorden kan komme bag lås og slå bag lufthavnens hegn, og lykkes det, så vil man slippe for PFAS i Hovedgrøften, og vi kan alle ånde lettet op, når vi går mod stranden med vores badedyr under armen, eller kan vi?

Svaret bliver et blankt nej. For hver eneste dag, time og minut leder lufthavnen overflade- og drænvand ud i Hovedgrøften via de to udløb UH1 og UH2.

Det bliver samlet set til 420.000 kubikmeter vand årligt. Omkring 60% af vandet løber i Hovedgrøften fra UH1, og fra UH2 udledes der 40% af den samlede vandmængde.

Københavns Lufthavns bæredygtighedsdirektør, Maria Skotte, erkender i Dragør Nyt den 1. maj 2024, at der fra UH2 udledes urenset PFAS-forurenet vand til Hovedgrøften, men man måler dog månedligt på, hvor meget PFAS man udleder.

I sit indlæg slår Maria Skotte ud med armene, for nu kommer lufthavnens store PFAS-tryllenummer, nemlig renseanlægget, der håndterer vandet fra UH1:

”Anlægget renser dræn- og overfladevand fra et forurenet område omkring Brandstation Vest, inden vandet ledes til Hovedgrøften” (Maria Skotte, Dragør Nyt, 1. maj 2024).

Illusionen.

Hvis man kigger ind i PFAS-renseanlægget, der står bag lufthavnens hegn i nordenden af Store Magleby, vil man finde ud af, at anlægget har en kapacitet på 35 kubikmeter i timen, og lufthavnen gennemsnitligt tilfører 29 kubikmeter i timen til renseanlægget – altså vandmængden der løber til, passer til renseanlæggets kapacitet, eller er det blot en illusion?

For når det regner, har vi observeret, at der er mere dræn- og overfladevand, end når der ikke regner.

Så en stor del af det PFAS-forurenede vand, der løber til renseanlægget ved UH1 i Store Magleby, må rent logisk blive udledt i Hovedgrøften, uden at blive renset, når vandføringen overskrider 35 kubikmeter i timen.

Det vil typisk være, når det regner – eftersom lufthavnen umiddelbart ikke har et forsinkelsesbassin før PFAS-renseanlægget, og vandet skal jo væk fra lufthavnen.

Så kære nabo, Københavns Lufthavn, der er to veje at gå.

Den ene vej er en åben og ærlig dialog samt information til jeres naboer, om hvordan lufthavnen reelt håndterer den PFAS-forurening, som I så generøst deler med os.

Den anden vej er, at I fortsætter med at dyrke illusionens kunst, og foregiver at tage situationen seriøst.

Hvis sidstnævnte vej vælges, så er det David Copperfield skal hyres ind – og så må vi se, om illusionen holder eller brister.

Hvor skal den PFAS-forurenede jord hen?

Lufthavnen PFAS-forurener dagligt kanalen Hovedgrøften, som har sit udløb i Øresund.

Virksomheden Københavns Lufthavne A/S, som er beliggende i Tårnby kommune, forurener Dragør Kommune i døgndrift.

Nu debatteres det, hvor man skal gøre af den PFAS-forurenede jord fra Hovedgrøften i Dragør, indtil jorden kan blive renset på behørig vis.

Forurener uden ansvar?

Lufthavnen forsøger fortløbende at frikende sig selv for sit erstatningsansvar, selvom der indenfor miljøret er et økonomisk princip om, at det er forureneren, der skal betale for forureningsbegrænsende tiltag og genopretning efter miljøskader.

I forbindelse med den årlige grødebeskæring i Hovedgrøften er Dragør Kommune forpligtet til at bortskaffe planterne og jorden efter særlige regler, da der er kortlagt forurening med kemiske fluorstoffer i og omkring vandløbet.

Ekstraregningen for bortskaffelsen af den PFAS-forurenede jord lyder på 2 mio. kr., som lufthavnen fuldstændig ublu har tørret af i dragørborgerne.

Men hvad siger kommunalbestyrelsen i Dragør Kommune, som har pligt til at værne om folkesundheden, miljøet og borgernes interesser?

Klik her og læs Dragør Nyts artikel ’PFOS-jord kan måske få plads lokalt’

Klik her og læs ’Lufthavn udleder fortsat PFAS i Hovedgrøften’

Ringsted Kommune fyrer tidligere direktør fra Dragør Kommune.

Den usunde kultur på Dragør Rådhus føres videre i andre kommuner.

Tidligere direktør for Plan og Teknik i Dragør Kommune, Mette Jeppesen, skabte i årevis ravage og splittelse i Dragør Kommune sammen med eksborgmester Eik Dahl Bidstrup (V) og administrationen på Dragør Rådhus.

Storslåede visioner.

Mette Jeppesen og Eik Dahl Bidstrup forsøgte bl.a. at placere aktivitetsparkprojektet ’Copenhagen White Water Park’ klos op ad naboer, natur og dyreliv på tre forskellige lokationer i Dragør under massiv borgermodstand.

Borgerne lukkede og slukkede for projektet i begyndelsen af marts 2019, da Socialdemokratiet begik forligsbrud og vendte Eik Dahl Bidstrup ryggen.

Copenhagen White Water Park er dags dato stadigvæk en død sild – ingen vil have projektet.

Fyret af byråd i Ringsted.

I 2019 forlod Mette Jeppesen Dragør Rådhus, hvilket mange borgere var ovenud lykkelige over.

I Ringsted Kommune kunne Mette Jeppesen efter en kort periode som konstitueret kommunaldirektør, og derefter et par år som teknisk direktør, se frem til at blive kommunaldirektør i 2021.

Nu har et enigt byråd i Ringsted Kommune fyret Mette Jeppesen, hvilket du kan læse mere om nederst i dette indlæg.

Stribevis af fratrædelser i Dragør.

Svingdøren på Dragør Rådhus er på overarbejde, og der er ualmindelig stor ventilation i Dragør Kommunes ledelseslag.

Siden 2019 har følgende ledere fratrådt sine stillinger på rådhuset:

1) Velfærdsdirektør Jesper Reming Tangbæk.

2) Skole- og kulturchef Karina Møller.

3) Erhvervs- og turismechef Claus Rex.

4) Direktør for Plan og Teknik Mette Jeppesen.

5) Kommunaldirektør Kenneth Kristensen.

6) Borgmester Eik Dahl Bidstrup (V).

7) Kommunaldirektør Henrik Harder.

8) Planchef Javier Corvalán.

9) Centerchef for Børn, Skole og Kultur Rasmus Johnsen.

10) Direktør Asger Villemoes Nielsen.

11) Planchef Hanna Rehling.

12) Souschef for Børn, Skole og Familie Mie Schaltz.

Som tidligere nævnt forlod Mette Jeppesen Dragør Rådhus i 2019, og Eik Dahl Bidstrup fulgte trop og forlod borgmesterposten i Dragør Kommune et halvt år før tid i juni 2021.

Fyringen af Mette Jeppesen.

I lighed med den grænseoverskridende og skruppelløse adfærd i Dragør Kommune, så har Mette Jeppesen i Ringsted Kommune udvist ”manglende situationsfornemmelse” og endvidere haft ansvar for adskillige ”fejlslagne projekter”.

Det er yderst sjældent, at et byråd vælger at fyre en kommunaldirektør, men der er altid en tungtvejende årsag hertil.

Nu kan Mette Jeppesen se frem til et gyldent håndtryk på 2.9 millioner kroner, som finansieres af skatteborgerne i Ringsted.

Klik her og se ’Kommunaldirektør på vej mod fyring’

Klik her og se ’Enigt byråd fyrer kommunaldirektør’

Klik her og se ’Kommunaldirektør fyret efter 3 år: Scorer gyldent håndtryk på 2.9 millioner’

Usund kultur på Dragør Rådhus.

Sagsbehandlingen på rådhuset lader meget tilbage at ønske.

Borgerne oplever desværre, at der er alvorlige og fortløbende problemer med administrationen i Dragør Kommune.

Manglende tillid til kommunen.

En meget usund forvaltningskultur har rodfæstet sig på Dragør Rådhus under eksborgmester Eik Dahl Bidstrup (V) og nuværende borgmester Kenneth Gøtterup (C).

Borgmesteren, direktionen og administrationen har eksempelvis en meget lemfældig omgang med forskrifterne i Forvaltningsloven og Offentlighedsloven, hvilket naturligvis er dybt kritisabelt.

Mange borgere, der henvender sig til kommunen i diverse sagsforhold, oplever ikke kyndig vejledning og bistand fra rådhusets ansatte – men derimod inkompetence, ligegyldighed og udpræget borgerfjendtlighed.

Nu kan du opleve et lillebitte krads i facaden på Dragør Rådhus.

Klik her og læs Dragør Nyts artikel ’Fejl og mangler i kommunens sagsbehandling’