Er Mileway ude i kulden?

Mileway driver lagervirksomhed over hele landet, her er lagerbygningerne i Brøndby.

Kenneth Gøtterup (C), Helle Barth (V), Nicolaj Bertel Riber (A) og Lisbeth Dam Larsen (M) har planer om at etablere et 170.000 m² stort erhvervs- og industriområde på Nordre Dragørvej.

I foråret og sommeren har de fire politikeres vision dog mødt massiv borgermodstand, da det ikke er videre populært at bygge Dragør Industriby i det åbne land, og samtidig belaste byens borgere med en voldsom stigning i fly- og lastbiltrafik – vi har så rigelig i forvejen. Så, nej tak!

Cargokage i stykker.

Logistikinvestoren Mileway, der er ejet af den amerikanske kapitalfond Blackstone, har en portefølje på hundredevis af ejendomme i Norden – og har gennem længere tid forsøgt, at gøre sit indtog i Dragør.

I Danmark strækker porteføljen af lejemål, med lagerlokaler og kontorer, sig fra Storkøbenhavn til den nordlige del af Ålborg med omkring 70 ejendomme. Nu vil ejendomsselskabet gerne helt tæt på dragørborgernes boliger, og i særdeleshed Københavns Lufthavn, der ligger klar lige på den anden side af trådhegnet i Tårnby Kommune.

Det er en nærliggende tanke, at der ved projektets realisering i Dragør skabes lager- og transportfaciliteter for eksempelvis internethandelsfirmaet Amazon og andre internationale virksomheder med egne flåder af fragtfly og lastvognparker, der grundet en anselig årlig vækstrate også benytter sig af talrige lejede cargofly og lastbiler.

Den 7. maj indleverede Mileway sit første projektforslag til Dragør Kommune om etableringen af en kæmpe lager- og transportvirksomhed mellem Ryvej, A.P. Møllers Allé og Nordre Dragørvej.

Mileway ville bygge to store bygninger i det åbne landskab rundt om det fredede vandhul Køjevælen, og der blev afholdt et møde mellem kommunalbestyrelsen og Mileway.

I midten af juni afleverede Mileway endnu et projektforslag til kommunen, hvoraf det fremgik, at de to oprindelige bygninger nu var blevet til otte bygninger, hver med deres egen læsserampe til lastbiler – dermed blev cargokagen inddelt i mindre stykker. Men det stopper ikke her.

Mileways nye projektforslag i august måned indeholdt intet mindre end ni logistik- og lagerbygninger – ak ja, man bliver jo helt rundtosset. Hvad bliver mon det næste?

Ti, tolv eller femten bygninger? Skal borgerne nu lægge ører til politikernes kreative historier om, at der skal etableres ”mindre virksomheder” og ”lettere produktion” i de mange bygninger på Nordre Dragørvej?

Det er værd at huske på, at uanset hvor mange stykker cargokagen deles i, så er summen den samme.

Aflyst Mileway-møde.

Politikerne skulle genbehandle sagen i Klima-, By- og Erhvervsudvalget den 14. august.

Forinden havde Mileway presset hårdt på, for at få endnu et møde sat i stand med kommunalbestyrelsens medlemmer, hvilket Mileway efter lidt parlamentering fik lovning på af Dragør Kommunes direktør Pia Holm Nielsen.

Mødet blev berammet til den 14. august, lige inden politikernes sagsbehandling i Klima-, By- og Erhvervsudvalget selvsamme dag.

I løbet af politikernes halvanden måned lange sommerferie var der dog nogen, som havde fået kolde fødder på Dragør Rådhus.

Dragør Kommune aflyste som følge heraf kommunalbestyrelsens andet møde med Mileway – og meget tyder på, at ejendomsselskabet er lagt på is indtil videre.

Grundejerforeninger, naboer og andre borgere har siden begyndelsen af marts måned ytret sine bekymringer om projektets negative følgevirkninger og konsekvenser – og der er tillige skrevet adskillige tungtvejende indsigelser til kommunen.

Men Kenneth Gøtterup, Helle Barth, Nicolaj Bertel Riber og Lisbeth Dam Larsen ignorerer alt – det samme gør deres loyale partifæller i byrådssalen.

Det er kun lokallisterne, Liste T og Sydamagerlisten, der opmærksomt lytter til borgerne og offentligt har taget afstand fra projektet.

Genbehandling af sag.

Under mødet i Klima-, By- og Erhvervsudvalget den 14. august fremsatte Konservative, Socialdemokratiet og Venstre følgende ændringsforslag med tre punkter til dagsordnens oprindelige forslag:

”1. At forvaltningen fremlægger et notat, der belyser hvilke muligheder Dragør Kommune har for at etablere en erhvervsudvikling med virksomheder inden for miljøklasse 2 og 3, således at der kan etableres mindre håndværksvirksomheder og lettere produktion, i lighed med flere af de virksomheder, som allerede er beliggende på A.P. Møllers Allé.”

 ”2. At forvaltningen fortsætter arbejdet med at ansøge om tilladelse til at omdanne lufthavnens privatvej, Ryvej, til indkørselsvej til området. Når denne foreligger, tages der stilling til de konkrete bygnings- og miljømæssige krav til lokalplanen.”

 ”3. At de politiske drøftelser om rammerne for området, som har fundet sted på Økonomiudvalgets møde i juni, vil blive genoptaget, når sagen er yderligere belyst.” (Møde i Klima-, By- og Erhvervsudvalget, Dragør Rådhus, den 14. august 2024).

Forslaget blev godkendt og anbefales over for Økonomiudvalget og kommunalbestyrelsen.

I fællesskab fremsatte Liste T og Sydamagerlisten følgende ændringsforslag:

”Liste T og Sydamagerlisten foreslår, at projektet afvises, idet det ikke er foreneligt med den kommende erhvervspolitik, kommunens infrastruktur og de vejledende støjgrænser.” (Møde i Klima-, By- og Erhvervsudvalget, Dragør Rådhus, den 14. august 2024).

Forslaget blev nedstemt og er dermed faldet.

Enormt ressourceforbrug

Ganske som forudset, så nytter det ikke noget, at borgerne appellerer til magtelitens dømmekraft og fornuft.

Borgmesteren & co. vil ufortrødent forsøge at tromle deres upopulære projekt igennem – uanset hvor mange velbegrundede indvendinger borgerne kommer med.

Forvaltningskarrusellen snurrer altså lystigt videre, som sædvanlig med store omkostninger og et enormt ressourceforbrug til følge.

Dragør Industriby er blevet sagsbehandlet i knap 20 år, men det er ikke noget, man tager notits af på Dragør Rådhus – for det er som bekendt skatteborgerne, der ufrivilligt betaler for den årelange sagsbehandling af projektet.

Dragør Kommunes Center for Plan, Teknik og Erhverv foretager stadigvæk ikke ’tidsregistrering’ af den kommunale sagsbehandling, hvilket betyder, at vi endnu en gang har at gøre med et uønsket politikerprojekt, der sagsbehandles med vidt åben kommunekasse på ubestemt tid. Det er mildest talt dybt uansvarligt.

Alt imens politikerne internt snakker om storstilede og spændende prestigeprojekter, der skal skrive dem ind i historiebøgerne for evigt, så forsvinder deres presserende pligtopgaver på mystisk vis i glemslens tåger. Vi har set det så mange gange før, og nu sker det igen.

Borgmesterens flertal fremviser forhåbentlig en behovsanalyse, en business case, en trafikanalyse og en VVM-redegørelse på et tidspunkt – så vi alle kan se, hvor miljørigtigt og gavnligt megaprojektet er for borgerne og vores lille by.

Sagen om Dragør Industriby bliver nu viderebehandlet i Økonomiudvalget den 22. august, og dernæst i kommunalbestyrelsen den 29. august.

Klik her og se referat af ØU-mødet ’Beslutning – Godkendelse af projekt for del af Erhvervsområde Nord’

Dragør Industriby: Borgmester kan ikke redegøre for sit projekt.

Den støjende industriby skal placeres tæt på naboer i den nordlige del af Dragør.

Borgmester Kenneth Gøtterup (C) har afholdt møde med nogle lokale beboere på Ryvej – og den manglende gennemsigtighed i projektet bliver mere og mere tydelig.

Ikke til borgernes bedste.

Mange borgere er dybt foruroligede over den måde, hvorpå planerne om et nyt erhvervs- og industriområde i nord bliver håndteret politisk.

Bekymringen forstærkes yderligere af, at borgmesteren har gevaldige forklaringsproblemer omkring sit eget projekt.

Klik her og læs naboernes indlæg i Dragør Nyt ’Erhvervsudvidelsen på nord – selv vores børn kan gennemskue, at det er en dårlig idé’

Liste T og Sydamagerlisten siger nej til Dragør Industriby.

Ejendomsselskabet Mileway vil bygge på Nordre Dragørvej ved vandhullet Køjevælen.

De politiske lokallister, Liste T og Sydamagerlisten, tager som de eneste afstand fra projekt ’Dragør Industriby’, der vil medføre en enorm trafikal belastning af dragørborgere hele døgnet rundt.

Mileways nye projektforslag.

Nu kan du læse partiernes begrundelser for deres ”nej tak”, som flugter med borgernes bekymringer og modstand imod projektet.

Klik her og se Liste T’s indlæg i Dragør Nyt ’Mileways reviderede projekt er også uspiseligt – passer borgmesteren på Dragør?’

Klik her og læs Sydamagerlistens indlæg i Dragør Nyt ’Sydamagerlisten siger nej til Dragør Industriby’

Genbehandling af Dragør Industriby.

Ejendomsselskabet Mileway vil etablere en stor lager- og transportvirksomhed i Dragør.

Politikerne har nu genbehandlet sagen om Dragør Industriby under aftenens møde i Klima-, By- og Erhvervsudvalget.

Referat og illustrationer.

Nedenfor kan du læse referatet af mødet på Dragør Rådhus, og endvidere se ejendomsselskabet Mileways reviderede illustrationer af den meget omdiskuterede lager- og transportvirksomhed, som selskabet vil placere i den nordlige del af Dragørs naturskønne landområder.

Borgernes bekymringer kredser sig især omkring den voldsomme stigning i antallet af personbiler, lastbiler og fragtfly, der i døgndrift skal transportere gods til og fra Dragør Industriby.

Klik her og se referat af KBEU-mødet ’Beslutning – Godkendelse af projekt for del af Erhvervsområde Nord’

Projekt ’Dragør Industriby’ i nye klæder.

På Dragør Rådhus skal politikerne genbehandle sagen om et omstridt erhvervsområde.

Under voksende borgermodstand forsøger Konservative, Moderaterne, Socialdemokratiet og Venstre at placere et 170.000 m² stort erhvervs- og industriområde mellem Københavns Lufthavn i Tårnby Kommune og Nordre Dragørvej i Dragør Kommune.

Status i sagen.

Ejendomsselskabet Mileway, der er ejet af den udskældte amerikanske kapitalfond Blackstone, har den 7. maj 2024 indleveret et projektforslag til Dragør Kommune om etableringen af en stor lager- og transportvirksomhed på Nordre Dragørvej.

Dette vil bl.a. medføre en voldsom stigning i antallet af lastbiler og fragtfly, der i døgndrift skal transportere gods til og fra ’Dragør Industriby’.

Det er indtil videre kun lokallisterne, Liste T og Sydamagerlisten, som offentligt har taget afstand fra det miljøbelastende projekt.

På kommunalbestyrelsesmødet den 20. juni 2024 skulle de folkevalgte politikere tage stilling til dagsordenpunktet: ’Beslutning – Godkendelse af projekt for del af Erhvervsområde Nord’.

Alt var som sædvanlig klappet af på forhånd af konstitueringspartierne, så partierne kunne undgå en egentlig sagsbehandling af det upopulære megaprojekt.

I stedet for at behandle sagen i kommunalbestyrelsen skubbede Helle Barth (V) lynhurtigt sagen om på den anden side af politikernes halvanden måned lange sommerferie:

”Jeg vil starte med at sige, at der er et ændringsforslag fra A, C, V og M om, at sagen skal oversendes til udvalgsbehandling med henblik på en politisk drøftelse af, om de nuværende hjørneflag skal yderligere skærpes.” (Helle Barth, Venstre, Dragør Rådhus, den 20. juni 2024).

Hermed kunne konstitueringspartierne effektivt lukke munden på oppositionen, og det stod samtidig krystalklart, at borgmesterens flertal ville arbejde videre med at fremme Mileways indtog i Dragør.

Med borgmester Kenneth Gøtterup (C) i spidsen sørgede Konservative, Moderaterne, Socialdemokratiet og Venstre dermed for, at projektet blev tilbagesendt til Klima-, By- og Erhvervsudvalget i august måned 2024.

Et klassisk politikertrick, der skabte mulighed for, at borgermodstanden ville sive ud og forsvinde i løbet af sommerferien, så politikerne derefter kunne tromle projektet igennem uden borgernes utidige indblanding – men det er øjensynlig ikke gået helt, som politikerne ønsker det. Tværtimod. Borgermodstanden vokser støt.

Aktindsigt viser, at nu skal politikerne afholde sit andet møde med interessenten Mileway den 14. august 2024, og lige efter mødet med Mileway skal Klima-, By- og Erhvervsudvalget genbehandle sagen om Dragør Industriby.

Nyt projektforslag.

Mileway har den 13. juni 2024, altså inden afholdelsen af mødet i kommunalbestyrelsen, afleveret et ’tilpasset projekt’ til direktør Pia Holm Nielsen på Dragør Rådhus.

Alle kommunalbestyrelsens medlemmer modtog det reviderede projektmateriale den 14. juni 2024.

I Mileways nye forslag er de to oprindelige bygninger nu blevet til ni bygninger, hver med deres egen læsserampe til lastbiler – dermed serveres ’cargokagen’ i mindre kagestykker.

Dragør Industriby vil som tidligere nævnt medføre en voldsom stigning i antallet af lastbiler og fragtfly, der i døgndrift skal transportere gods til og fra erhvervsområdet – desuagtet kalder politikerne projektet for ”grønt”, ”bæredygtigt” og ”miljørigtigt”.

Mileways nye projektforslag beskrives således af arkitekten:

Det er med stor glæde at jeg nu kan fremsende vores tilpassede projekt hvor der er lagt vægt på nedenstående: Bebyggelsens centrale uderum udgøres af et grønt forløb, som omkranser bebyggelsen. Det grønne forløb fungerer som et sammenbindende element for hele bebyggelsen og skaber et åndehul med plads til luft, afslapning og en pause i det fri. Det grønne uderum strækker sig i en nord-syd-gående akse midt i matriklen, hvilket bryder bebyggelsens skala og skaber plads til lettere trafik samt fodgængere. Vejforløbet mellem bygningerne fungerer derfor som små sivegader, der tilgodeser bilister, cyklister og fodgængere. Dermed ledes den tunge trafik i form af lastbiler langs ejendommens yderkant, hvilket skaber et optimalt flow for lastbilerne i forbindelse med af- og pålæsning. Foruden at skabe kvalitetsrige uderum, skaber det grønne forløb en smuk visuel forbindelse fra kontorerne og tagterrasserne i administrationsbygningerne, hvilket forbedrer arbejdspladsens miljø for medarbejderne hos Mileway. (Mileways arkitektfirmas henvendelse til Dragør Kommune, Ålborg, den 13. juni 2024).

Der findes åbenbart ingen grænser for, hvor grønt og planterigt erhvervsområdet bliver, altså hvis man spørger Mileway og borgmesterens flertal i byrådssalen.

Vi er desværre alle vidner til ’spin’ og ’political smartness’ – som ikke er så smart endda.

Gammelt trick.

Virkeligheden er, at politikernes visioner er alt andet end grønne, men derimod meget miljøbelastende, da Dragør Industriby på daglig basis vil være til stor gene for byens indbyggere.

Et 170.000 m² stort erhvervs- og industriområde bliver ikke ”grønt”, ”bæredygtigt” og ”miljørigtigt” af, at man pynter det med nogle slyngplanter på bygningernes facader, og tilføjer et såkaldt ”grønt forløb”, der omkranser bebyggelsen.

Det er et gammelt trick, som udelukkende har til formål at fjerne opmærksomheden fra, at Mileway og politikerne forsøger at anbringe en kæmpe lager- og transportvirksomhed i Dragør, der kommer til at medføre vidtfavnende trafikbelastning og partikelforurening af byens borgere fra nord til syd.

Uanset hvilken arkitektur og udformning erhvervs- og industriområdet får, så er de negative følgevirkninger for infrastrukturen og borgerne frygtelige – det er som bekendt ikke særlig attraktivt at bo i nærheden af et industriområdes trafik- og støjudsending.

Dragør Industriby har ganske vist været en tur i ’grønvaskemaskinen’ på 90 grader, men projektets nye klæder er stadig kulsorte efter endt vask.

Det er meget bekymrende og destruktivt, det som flertallet i kommunalbestyrelsen har gang i.

Genbehandling af sagen.

De landsdækkende partier Konservative, Moderaterne, Socialdemokratiet og Venstre udviser som sædvanlig ingen omtanke for miljøet, dyrelivet og naboerne.

Vi er langt forbi, at forsøge at appellere til politikernes dømmekraft og fornuft, da erfaringen viser, at de ufortrødent vil fortsætte med deres projekt – uanset hvor mange velbegrundede indvendinger borgerne kommer med.

Politikerne vil nu genbehandle sagen, og forsøge at skære Dragør Industriby ud i mindre kagestykker, der er lettere at fordøje for offentligheden, men outputtet er præcis det samme – masser af trafik og luftforurening, der kommer til at ligge borgerne til last døgnet rundt.

Borgermodstand fortsætter.

Der krydses fingre for, at borgernes engagement på sigt kan bremse dette tankeløse megaprojekt, som vil medføre en lang række uønskede påvirkninger af vores hjem, familier og lokalområder.

Det er på tide, at vi stopper politikernes uendelige række af egennyttige prestigeprojekter, og lader det landlige og smukke Dragør være Dragør.

Så længe projektet fortsætter, så fortsætter borgermodstanden også – det er sikkert og vist.

Klik her og se dagsordnen for KBEU-mødet ’Beslutning – Godkendelse af projekt for del af Erhvervsområde Nord’