Hvor tæt bor naboerne på CWWP ?

Naboerne til CWWP går en mørk tid i møde.

Ingen grundejere er blevet kontaktet af Dragør Kommune omkring opførelsen af CWWP. Grundejerne er naboer og dermed per definition juridiske parter i denne sag.

Flere grundejere har skriftligt stillet krav om partshøring hos Dragør Kommune. Dette har kommunen affærdiget. Der er ligeledes skriftligt varslet erstatningskrav i multimillion-klassen mod Dragør Kommune. Dette har Dragør Kommune valgt ikke at kommentere på.

Borgmester Eik Dahl Bidstrup og alle kommunalbestyrelses-medlemmerne bor selv i behørig afstand fra CWWP-byggegrunden i Dragør.

Jakob Færch og projektgruppen bag CWWP forsøger på sin hjemmeside, og andre steder, at bilde borgerne i Dragør ind, at den turbinedrevne White Water-flod med højtråbende sportsfolk og firmafester udsender et støjniveau, der svarer til “almindelig tale” blandt mennesker. Dette er ret beset usandsynligt.

Jakob Færch bor selv i København.

Ydermere skal der i fase 1 for CWWP tages højde for støjen fra servicebygninger og parkeringsanlæg samt øget trafik i det øvrige Dragør. I fase 2 vil CWWP afholde internationale konkurrencer og bygge tilskuertribuner til formålet. Dragør har ikke kapacitet til dette.

Støjniveauet fra CWWP vil blive meget højt.

Her er nogle fotos fra de tætteste naboer i det skønne område, som mange borgere bruger som pusterum i hverdagen.

HF Maglebylunds grundejere og harerne bliver ufrivilligt meget tætte naboer til Copenhagen White Water Park.

CWWP kommer til at ligge til højre bag hækken. Få meter fra husene. Måske lydisolerer hækkene mod CWWP’s støjudsending?

Fremtiden i HF Maglebylund? Familier som har haft huse i flere generationer bliver modvilligt nødt til at sætte sine huse til salg, da de ikke kan holde ud at bo ved siden af CWWP.

 Nabo på Kirkevej. CWWP-byggegrunden ses i forgrunden.

Området omkring Rytterager og Ulspilsager, som skal beklædes med cement. Dragør Kolonihaveforening bliver også påvirket.

Naboerne på Rytterager. Heriblandt Watpa Buddhist Tempel, hvis fredfyldte baghave nok ikke er egnet til meditation under og efter opførelsen af CWWP.

Lundestien. Naboerne på Rytterager har mindre end 10 meter til CWWP’s støj. Byggegrunden ses til venstre. Grundejerforeningen Skippergården ligger til højre.

Rytterager. Den gamle ridehal, Kastaniegårdens Hestepension og Maglebyhallens Ridecenter bliver også direkte påvirket af vandparken.

Andelsboligforeningen Kastaniegården på Kirkevej har blot 5 meter til CWWP-byggegrunden. 17 boliger bliver påvirket på 3 sider af CWWP’s støjudsending og brugernes direkte indblik i boliger og haver.

I området er der også andre beboere end mennesker. Dyrene stortrives på nuværende tidspunkt.

Området byder på en variation i ugler, musvåger, falke, spætter, flagermus, smågnavere, firben, hugorme, snoge, tudser, frøer, pindsvin, ræve, rådyr og harer. Heraf er flere arter fredede.

Naboerne får ofte uanmeldt besøg af skrubtudser og hareunger i haverne – og de er altid velkommen.

Dragør Kommune opfordres hermed til at gå i dialog med dragørborgerne, og værne om et af de sidste grønne områder midt i vores dejlige by.

Ugens citat: Kim Dupont.

Politikerne vil spare på børneområdet, mens prestigeprojektet CWWP opføres i Dragør Kommune.

Få timer før budgetforliget, som indeholder en budgetpost til CWWP i Dragør, udtaler kommunalbestyrelsesmedlem Kim Dupont (V):

“Vi politikere er til for borgernes skyld og ikke omvendt” (DragørNyheder.dk, 4. oktober 2018).

Efter interviewet møder Kim Dupont byens harme borgere, der står i flok ude foran Dragør Rådhus til demonstration. Børnene leger ubekymrede ved siden af demonstrationen. De ved endnu ikke, hvad der kommer til at ske med dem.

Unge såvel som ældre har trodset regnvejret, og vi er mødt op for anden gang, inden for en uge. Alle borgernes protester underkendes på arrogant vis endnu en gang af borgmester Eik Dahl Bidstrup (V).

Eik Dahl Bidstrup har banket en del af kommunalbestyrelsen på plads, han vil have CWWP for enhver pris. Kim Dupont medvirker velvilligt.

Dragør By er fortsat truet af kommunalbestyrelsen. Kim Dupont har øjensynlig glemt, hvad demokrati egentlig betyder. Borgerne er rasende.

Efter mødet med de mange demonstranter går byrådsmedlem Kim Dupont upåvirket ind på rådhuset, og skriver under på budgettet, i direkte modstrid med borgernes ønske.

Borgerne kan ikke mærke oprigtighedens sødme i citatet fra Kim Dupont, hvis vådeste drøm er at blive borgmester efter Eik Dahl Bidstrup.

Ambitionerne fejler ikke noget, men det gør Kim Duponts puddersukker-snak og fuldstændig modsatrettede handling.

Magtbegær er en frygtelig størrelse, især når den opnåede magt misbruges til at chikanere borgerne i deres egne hjem.

Du skal vide, Kim, at vi kan ikke sove roligt om natten. Vores liv er sat på pause, og det er din skyld.

Kim Duponts mund siger én ting – hans hånd gør noget andet.

CWWP i Dragør er kulturpolitisk selvmål.

Dragør er omkranset af vand, hvad skal vi med CWWP, spørger Jesper?

Kære Borgere,

I Dragør findes den skønneste badestrand ved fortet og Dragør Bad. Der er windsurfing og vandsport ved Sylten. Vand overalt, og en sjælden skøn by med gamle huse, omgivet af marker og natur. Børn og unge har alle muligheder for festlige feriedage.

Skal dette nu ødelægges af et Vand-Bon-Bon-Land ved Kirkevej? Det politiske flertal kan umuligt have tænkt på, hvor skadeligt det vil være for Dragørs omdømme som bevaringsværdig by.

Besøgende fra fjern og nær, der kommer til Dragør for at opleve den historiske bykerne, den autentiske og rolige atmosfære i de snævre gader og ved havnen, vil nu ved Kirkevej skulle passere en forlystelsespark opført i plastic med kunstige bjerge og vandfald.

En flot indkørsel til en by, der aspirerer til at komme på Verdens Kulturarvsliste!

Venlig hilsen,

Jesper Yde

Materialet som AOV anvendte til at vedtage budget for CWWP.

Den smalle CWWP-byggegrund ved Kirkevej og HF Maglebylund. Naboerne bor få meter fra den kommende vandpark og dens støj.

Kære Borgere,

CWWP bliver kæmpe stort og vil efter min mening ødelægge Dragør.

Læg mærke til, hvor tæt anlægget er placeret ved huse. Der er tale om udvidelse til brug af internationale konkurrencer – midt i Dragør.

De kæmpe store vandturbiner vil skabe en kæmpe støjbelastning, lige som de måske tusindevis besøgende, der vil skabe store miljømæssige og infrastruktur mæssige udfordringer for kommunens beboere og driftsøkonomi.

Der skal bygges hundredevis af parkeringspladser, offentlige toiletter, skrald håndtering, støjskærme og meget andet.

Det bliver Dragør marked gange 3 HELE året igennem.

Det er for mig fuldstændigt uforståeligt at borgmesteren stiller projektet CWWP som ultimativ krav for budgetaftalen – og det fremtidige samarbejde.

Hvad er mon årsagen til det?

Her er kommunens svar på begæring om aktindsigt vedrørende CWWP.

På baggrund af din anmodning om aktindsigt kan Dragør Kommune oplyse følgende:

  • Der foreligger ikke på nuværende tidspunkt nogen aftale med CWWP.
  • Der foreligger ikke noget kontraktoplæg.
  • Lejekontrakt og vilkår for brug af grunden foreligger ikke.
  • Der foreligger som konsekvens ikke nogen aftalelængde.

Klik nedenfor, for at se dokumenterne:

Projektbeskrivelse CWWP Dragør 2016

Driftsbudget CWWP Dragør Budgetforhandlinger 2019-2021

Budget CWWP Dragør Budgetforhandlingerne 2019-2021

Venlig hilsen,

Thomas Krebs

Nordea Fondens kriterier for at støtte projekter.

Morgenstemning ved CWWP-byggegrunden på Kirkevej. 

Kære Borgere,

Jeg har rettet henvendelse til Nordea Fonden, for at spørge ind til, hvad de lægger vægt på, når de beslutter, om de vil støtte et projekt eller ej. Se Nordea Fondens svar nedenfor.

De lægger vægt på, at projektet er efterspurgt, og om det er bæredygtigt.

Vandparken er ikke efterspurgt af flertallet. Tværtimod.

Projektet er ikke bæredygtigt. Vandparken bruger energi på at skabe et kunstigt miljø, som allerede findes i naturen.

Mvh.

Mikael Thorup

———

From: Tine Wickers. Kommunikationschef. Nordea Fonden.
Date: lør. 6. okt. 2018.
Subject: Tilskud Dragør Vandpark.

Kære Mikael Thorup

Du har kontaktet os vdr. Dragør Vandpark.  Jeg har undersøgt om det er en sag, som Nordea-fonden har støttet. Det er det ikke.

Du spørger til, hvad vi lægger vægt på i vurdering om, hvorvidt vi støtter noget. I vores dialoger med potentielle ansøgere vurderer vi altid, om det man søger støtte til er efterspurgt og bæredygtigt – og i overensstemmelse med vores almennyttige formål.

God weekend.

Venligst,

Tine Wickers