Dragørs kommunekasse bløder.

Dragør Rådhus. Mangelfuld økonomistyring i kommunen kan i yderste konsekvens betyde, at kommunen bliver sat under administration af Staten.

De økonomiske udfordringer i Dragør Kommune er meget større, end borgerne hidtil er blevet oplyst om.

Der er nu indført anlægs- og ansættelsesstop i kommunen.

På trods af gentagne advarsler, så sælger Dragør Kommune forsat ud af arvesølvet og lukker øjnene for den nødvendige vedligeholdelse af kommunens bygninger og veje.

Øverst ansvarlige i Dragør Kommune, borgmester Eik Dahl Bidstrup, og hans flertal i kommunalbestyrelsen har stadig store vanskeligheder med at skelne mellem ’nice to have’ og ’need to have’.

I forlængelse af CWWP-sagen har borgmesteren for øjeblikket travlt med at genere naboerne til hans planer om støjende sports- og aktivitetsanlæg på henholdsvis Kirkevej 56R og Kalvebodvej 250.

De to lokalområder er allerede svært støjbelastet af stigende biltrafik og flytrafik – nu vil borgmesteren og hans politiske flertal tilføre endnu mere trafik og støj fra parkerings-, opholds- og aktivitetsanlæg.

Bliver Dragør Kommune sat under administration?

Økonomiudvalget er indkaldt til ekstraordinært møde om et par dage.

Tiden vil vise, om Dragør Kommune bliver sat under administration af Staten.

Det er absolut ingen dans på roser, når Indenrigsministeriet er med på sidelinjen i den kommunale drift, men det er måske ikke en så dårlig konsekvens endda.

Borgernes skatteindbetalinger bør jo til enhver tid forvaltes med fornuft og størst mulig ansvarlighed.

Klik her for at se ’Dagsorden for Økonomiudvalgets møde’

Bilag 1 – Samlet oversigt. R- og A-forslag

Bilag 2 – Revideret anlægsplan 2019-2023

Bilag 3 – Samlet. Gamle R-forslag

Bilag 4 – Samlet. Nye R-forslag

DGI og Dragør Kommune søber halvdårlig kaffe sammen.

Dragør Kommune bruger ifølge borgmesteren ikke nævneværdige ressourcer på samarbejdet med den private aktør DGI.

Borgmester Eik Dahl Bidstrup (V) har gennem længere tid ført samarbejde med organisationen DGI og nedsat en sonderingsgruppe, hvori han har sæde som formand.

Ifølge Dragør Kommune og den private aktør DGI Storkøbenhavn, så er deres vision, at de vil skabe Danmarks største Outdoorcenter.

Politikerne i sonderingsgruppen lader sig åbenbart ikke mærke af den kritiske økonomiske situation i Dragør Kommune.

I dag har en borger spurgt borgmesteren ind til dette ressourceforbrug, og hvad det betyder i kroner og ører, hvilket er blevet besvaret med følgende kommentar fra borgmesteren:

”Har ikke kr. og øre på stående fod hvor meget forvaltningen har brugt af penge. Men ud over de mange aktindsigter og nogle arbejdstimer fra vores direktørs side i at besvare e-mails og være i dialog med DGI og Udlændingestyrelsen – så løber det vel op i Ca 15 kopper halvdårlig kaffe og en enkelt smørkage til et af møderne” (Eik Dahl Bidstrup, DragørNyheder, 15.02.2020).

Det lyder billigt. Vi tillader os dog at være lidt skeptiske, da det også tidligere er blevet påstået, at CWWP-sagen ikke har kostet Dragør Kommune noget nævneværdigt.

Borgmesteren og forvaltningen førte samarbejde med CWWP i årene 2016, 2017, 2018 og 2019.

Borgmesterens sonderingsgruppe.

Kalvebodvej i Dragør. Her skal sonderingsgruppen måske købe det tidligere Asylcenter Kongelunden, som er sat til salg af Staten, for at opføre Danmarks største Outdoorcenter.

Eik Dahl Bidstrup (V) har i samarbejde med organisationen DGI nedsat en sonderingsgruppe.

En undersøgelsesgruppe, der har til formål at granske mulighederne for køb af den tidligere asylgrund, beliggende på Kalvebodvej 250 i Dragør. Arbejdsgruppen har borgmesteren som formand.

Ifølge Dragør Kommune og den private aktør DGI Storkøbenhavn, så er deres vision, at de vil skabe Danmarks største Outdoorcenter – de har dog ikke noget projekt.

Det er utroligt, at man forsætter med at bruge ressourcer på et stort ubeskrevet projekt, som uanset udformning vil medføre en markant belastning af lokalområdet og dermed er uønsket.

Det er åbenbart vigtigt for borgmesteren at få skabt sig et eller flere mindesmærker i Dragør Kommune, inden vi når det længe ventede kommunalvalg i 2021.

Har borgerne egentlig bedt om et udvidet Outdoorcenter?

Statens ejendomsselskab Freja sætter en umiddelbar salgspris på den problematiske ejendom til 15.000.000 kr.

Dragør Kommunes økonomi skranter som bekendt. Det kræver fokus.

Sonderingsgruppen taler om opførelsen af vandrerhjem og shelters i et område med heftig flystøj dag og nat – det giver absolut ingen mening.

De ressourcer der bliver brugt på undersøgelsen af borgmesterens forskellige mindesmærker fjerner fokus fra økonomistyringen af en slunken kommunekasse, bygning af diger, kernevelfærd, bevaring af vores grønne åndehuller, videreudvikling af havnen osv.

Vi mener derfor ikke, at politikernes og forvaltningens aflønning og tid bruges hensigtsmæssigt.

Skatteborgernes penge bør ikke kastes ind i undersøgelsen af flere støjende aktivitets- og sportsanlæg – som Dragør Kommune samvittighedsløst vil placere få meter fra naboer, natur og dyreliv.

Borgerne har os bekendt ikke bedt om et udvidet Outdoorcenter.

Vi bad heller ikke om CWWP, der skulle placeres nøjagtig samme sted.

Det bliver endnu en gang et nej tak herfra.

Klik her for at se ’Referat af sonderingsgruppens møde 1’ (12. november 2019)

Klik her for at se ’Referat af sonderingsgruppens møde 2’ (24. januar 2020)

CWWP skiftes ud med DGI.

Dragør Kommune indgår nu et samarbejde med DGI om undersøgelsen af et stort udefineret projekt, hvilket mange borgere er imod, fordi der skal spares på stort set alle andre områder.

Grundet utilstrækkelig økonomistyring bløder kommunekassen i Dragør. Der optages nu lån af flertallet bestående af Venstre (V), Socialdemokratiet (A), Dansk Folkeparti (O) og Liste T (T).

I lighed med VAO’s udskældte budgetforlig, der blev indgået den 4. oktober 2018, så udviser politikerne i Dragør Kommune endnu en gang stor uansvarlighed og letsindig omgang med skatteborgernes penge. Liste T er nu hoppet med på vognen.

Det foreslåede budget i 2018 endte i 2 massive demonstrationer foran Dragør Rådhus efterfulgt af 6 måneders åben konflikt mellem VAO og dragørborgerne vedrørende borgmesterens øjesten CWWP – nu gøres kløften mellem borgerne og politikerne endnu dybere og konflikten forsætter.

Det Konservative Folkeparti (C) er imod lånoptagningen og ufornuften. Forståeligt nok.

Så er der da en smule fornuft tilbage i kommunalbestyrelsen.

Borgmesteren og DGI.

På trods af den dybt bekymrende økonomiske situation i Dragør Kommune, som der er blevet advaret om utallige gange, og som nu er en realitet – så forsætter borgmester Eik Dahl Bidstrup (V) ufortrødent med sine håbløse og grandiose projekter.

Borgmesteren har nu fundet en ny legekammerat efter borgerne lukkede CWWP ned.

Legekammeraten er denne gang organisationen DGI, og skatteborgernes penge skal bruges til undersøgelsen af et stort projekt, der bl.a. omfatter køb af ejendommen på Kalvebodvej 250, som er det tidligere Asylcenter Kongelunden.

Borgmesteren i Dragør Kommune og den private aktør DGI har etableret en sonderingsgruppe, der skal undersøge mulighederne for køb af ejendommen, som er sat til salg af Statens ejendomsselskab Freja Ejendomme A/S.

Sonderingsgruppen medlemmer.

Eik Dahl Bidstrup (V): Borgmester. Formand for sonderingsgruppen.

Peter Læssøe (T): 2. viceborgmester. Bestyrelsesformand for Dragør Ungdomsskole.

Christoffer Søe: Leder af Dragør Ungdomsskole.

Asger Villemoes Nielsen: Velfærdsdirektør.

Rasmus Johnsen: Børne-, Skole- og Kulturchef.

Jakob Juhl Pedersen: Direktør for DGI Storkøbenhavn.

Peder Nedergaard: Bestyrelsesformand for DGI Storkøbenhavn.

Martin Machado: Leder af Outdoor & Event DGI Storkøbenhavn.

Morten J.S. Christensen: Projektleder af Kongelundsfortet og Team Outdoor DGI Storkøbenhavn.

Skabelsen af Danmarks største Outdoorcenter.

Dragør Kommune og DGI har store og spektakulære planer.

Deres vision er intet mindre end at skabe ”Danmarks største Outdoorcenter”.

Outdoorcentret skal placeres på en af de mest fredede grunde på Amager klos op ad naboer, natur og dyreliv.

Belastningen på den smalle Kalvebodvej og det i forvejen udsatte lokalområde bliver enorm.

Vi har allerede været alle aspekter igennem med VAO’s tredje forsøg på en placering af CWWP på Kalvebodvej 250 – men det er åbenbart kun borgerne, der er blevet klogere.

Dragør Kommune har pludselig ’glemt’ alt.

Kommunen vil nu nulstille problematikken omkring lokalområdet.

Den går ikke.

Pavilloner nedbrydes på asylgrunden.

De mobile pavillon-bygninger på det tidligere Asylcenter Kongelunden burde være fjernet for længst, og nu går det den rigtige vej. Standen er så dårlig, at de ikke kan genbruges, og derfor bliver de revet ned.

Asylcenter Kongelunden blev nedlagt i sommeren 2017.

Borgerne har bedt Udlændingestyrelsen og Dragør Kommune om at overholde lovgivningen, som foreskriver at pavillonerne skal fjernes. Asylvirksomheden er ophørt for flere år siden.

Udlændinge- og Integrationsministeriet har sågar gjort Dragør Kommune opmærksom på, at Udlændingestyrelsen selv er forpligtet til at fjerne pavillonerne.

Dragør Kommunes forvaltning tilsidesatte dette, og forventede at kommunen kunne overtage grunden og pavillonerne, der er opført på dispensation.

Især borgmesteren var meget interesseret i disse pavillon-bygninger, som han påstod var i fin stand – men det var de ikke.

Borgerne har, i modsætning til Dragør Kommune, manet til fornuft og bedt Udlændingestyrelsen om at rydde op efter sig selv.

Grundet dispensationen er der ikke lavet VVM-redegørelse for de mobile bygninger, og i disse dage rives pavillonerne ned, da de skal fjernes inden salg af grunden.

Statens ejendomsselskab Freja Ejendomme A/S har sat ejendommen på Kalvebodvej 250 til salg.