Salamimetoden på Engvej.

Tunge skyer over Engvej. Socialdemokratiet, Liste T, Venstre og Dansk Folkeparti fortsætter med deres planer om at sælge hele eller dele af Bydelsparken

Liste T skærer salamibidder af Bydelsparken.

Formanden for Liste T, Kristine Bak, skriver i lokalavisen:

“Liste T ønsker at bevare vores grønne områder som vigtige åndehuller. De skal ikke plastres til med boliger” (Dragør Nyt, 30. september 2020). 

Alligevel vil Liste T bygge boliger i den sydlige ende af det tilbageværende areal på Engvej – nemlig i kratområdet, som benyttes af børnene til fri leg.

Hvad menes med tilbageværende areal? Jo, oprindeligt gik boldbanerne helt hen til bagmuren på Engparkens garager.

Men i 1999 skrev daværende borgmester Birgitte Rinhart (Liste T) under på Lokalplan 50, og inddrog dermed en tredjedel af Bydelsparken til de boliger, der i dag går under betegnelsen ‘Dragør Strandby’.

Salamimetoden på Engvej. Her røg en tredjedel af Bydelsparken til opførelse af boliger. Liste T tog en stor bid af Bydelsparken i 1999 og vil forsøge at tage endnu en bid i 2021.

Hvor lang tid går der mon, før den næste bid ryger? Og den næste igen? Liste T’s salamimetode fjerner bid for bid Bydelsparken, der er et grønt åndehul for unge såvel som ældre.

Socialdemokratiet vil også bygge i krattet.

Formanden for Socialdemokratiet, Pia Voel, skriver i lokalavisen:

“På de sociale medier hævdes det, at kommunen har sat gang i salget af arealet med henblik på at bebygge hele området med boliger. Det er forkert. Den gældende lokalplan for området indeholder ikke mulighed for at bygge boliger, hvorfor kommunen ikke kan sælge til dette formål” (Dragør Nyt, 7. oktober 2020).

Senere i samme indlæg skriver Pia Voel, at hun ser frem til opgaven med at udarbejde et lokalplansforslag for området – så der kan bygges boliger.

Det er nogle habile selvmodsigelser Liste T og Socialdemokratiet leverer, og de er efter eget udsagn heller ikke helt enige om omfanget af deres byggetrang i kratområdet.

Liste T vil opføre 3.000 m2 boliger, og Socialdemokratiet vil opføre 6.000 m2.

Således kan flertallet i kommunalbestyrelsen blive ved med at skære af spegepølsen, for at fodre den slunkne kommunekasse, indtil der ikke er mere grønt areal tilbage til vores børn og børnebørn. 

Børn og dyr har ret til krat. Eller har de? Her vil Liste T og Socialdemokratiet opføre stikveje, parkeringspladser og boliger.

Køberne står klar.

Der er på nuværende tidspunkt flere interessenter på banen, som vil købe og bebygge hele eller dele af Bydelsparken.

Det er AAB, Boligselskabet Strandparken og Engparken, Lind & Risør samt SeniorBo og Generous Development.

Den nordiske ejendomsudvikler og investor NREP er kommet til efter det lukkede møde mellem kommunalbestyrelsen og interessenterne tilbage i august måned.

Bydelsparken er ganske vist ikke officielt sat til salg. Men der hersker ingen tvivl om, at politikerne er i fuld gang med deres indledende øvelser til at gennemføre et helt eller delvist salg af Engvejsarealet.

Hvis du også er imod, at vores rekreative grønne områder skal dækkes til med asfalt og boliger, så deltag i borgernes protest:

Klik her og deltag i underskriftindsamlingen ‘Nej tak til boliger og aktivitetspark på Engvej’

KB-medlem i dobbeltrolle? Skal AAB købe hele Engvejsarealet?

Bydelsparken på Engvej er i dag et grønt åndehul, der ejes af borgerne i fællesskab. 

AAB har forelagt Dragør Kommunes kommunalbestyrelse deres forslag til erhvervelse og boligudvikling på Engvejsarealet.

AAB har kommunalbestyrelsesmedlem Lisbeth Dam Larsen (A) på lønningslisten.

Lisbeth Dam Larsen er ansat som seniorprojektleder i AAB.

Hun har tillige siddet i kommunalbestyrelsen i Dragør Kommune siden 1. januar 2018 og er blandt andet formand for Børne-, Fritids- og Kulturudvalget.

Er udvalgsformanden inhabil?

Udvalgsformand Lisbeth Dam Larsen mener ikke selv, at hun er inhabil. Pressefoto.

‘Inhabilitet’ betyder i juridisk forstand en manglende evne til at behandle en sag uvildigt, typisk fordi man har nære bånd til én eller flere af sagens aktører.

Lisbeth Dam Larsen udtaler:

“Er jeg så inhabil, når jeg er ansat i AAB? Eller har været det i FA09 og KAB. Og i øvrigt har boet i Strandparken og stadig har et bolignummer her – nej det er jeg ikke, da jeg ikke har nogen økonomisk interesse i et kommende byggeri.

Jeg havde ikke set AAB’s udkast til en bebyggelse på Engvej, før det blev fremvist for kommunalbestyrelsens medlemmer” (Dragør News, 26. september 2020).

Argumentationen om ingen “økonomisk interesse” i “et kommende byggeri” holder ikke.

‘Inhabilitet’ er ikke alene et spørgsmål om økonomiske interesser. Det kan ligeledes dreje sig om egen vinding, politisk vinding eller fravær af evnen til at behandle en given sag uvildigt og upartisk.

Det moralske kompas er i dette tilfælde placeret i nærheden af en tvivlsom politisk elektromagnet, der får nålen til at pege i alle de forkerte retninger.

Når man som kommunalbestyrelsemedlem bliver lønnet og har nær tilknytning til private selskaber, firmaer, foreninger m.v., der har en særlig interesse i salget og byggesagens udfald, så er det ikke ligefrem noget, der fremmer borgernes tillid til kommunens sagsbehandling.

Tværtimod.

Projektforslag fra AAB indeholder bebyggelse af hele Engvejsarealet.

Nedenfor kan du se AAB’s projektforslag, der er forelagt kommunalbestyrelsen i Dragør Kommune under et møde i august måned.

Dragør Kommune har valgt ikke at offentliggøre hverken dagsorden eller referat fra det pågældende møde, der blev afholdt den 27. august 2020. 

Dermed har borgerne ikke mulighed for at følge med i, hvad der skal ske med vores fælles ejendom på Engvej, som Dragør Kommune påtænker at sælge for at skæppe i den slunkne kommunekasse.

Borgerne har dog søgt aktindsigt, og vi har som sædvanlig modtaget en groft censureret og mangelfuld aktindsigt fra Dragør Kommunes jurist med adskillige ‘tomme pladser’ – herunder er alle borgerhenvendelser bortcensureret.

Dette er i strid med Forvaltningsloven og Offentlighedsloven – sagen er nu blevet overdraget til Ankestyrelsen, Tilsynet.

I fællesskab har vi under CWWP-sagen og frem til i dag oplevet, hvorledes borgerne informerer borgerne, alt imens flertallet i kommunalbestyrelsen og forvaltningen fører byggeprojekterne under radaren i en uendelighed.

Det burde ret beset være Dragør Kommune, der informerer borgerne, men sådan forholder det sig ikke.

Demokratiet og informationsniveauet lider under den usunde kultur, der har rodfæstet sig på Dragør Rådhus.

I AAB’s projektforslag kan du blandt andet læse, at AAB ignorerer det faktum, at Dragør Tennis har klubhus og baneanlæg på Engvejsarealet – hele arealet skal øjensynlig bebygges, hvis AAB får grønt lys til at købe Bydelsparken på Engvej.

Det er i den forbindelse meget belejligt for AAB, at have et medlem i Dragør Kommunes kommunalbestyrelse på lønningslisten.

Det kan give lidt rygvind i sagsbehandlingsprocessen.

Klik her og se ‘AAB’s By- og boligudvikling ved Engvej’

Engvej – underskriftindsamling runder 900.

Underskriftindsamlingen mod salg af hele eller dele af Bydelsparken på Engvej har nået et nyt rundt hjørne.

Mange tak, til alle borgere, der har deltaget indtil videre.

Vi er på vej mod 1.000 underskrifter.

Hvis du vil støtte yderligere op om indsamlingen, så husk at flere personer per husstand kan deltage.

Har du ikke underskrevet endnu?

Det tager ganske få minutter at underskrive, og derefter sendes en automatisk ‘bekræftelsesmail’ til dig, som du lige skal bekræfte.

Lad os bevare vores grønne frirum på Engvej.

Klik her og deltag i underskriftindsamlingen ‘Nej tak til boliger og aktivitetspark på Engvej’

Chefjurist forudser klagesager i Ankestyrelsen og borgermodstand mod salg af Engvejsarealet.

Aktindsigt viser, at kommunaldirektør i Dragør Kommune, Henrik Harder, efter aftale med borgmester Eik Dahl Bidstrup (V) har fået besked på at invitere Lind & Risør med til møde med kommunalbestyrelsen den 27. august 2020.

Arkitekt- og byggefirmaet Lind & Risør købte og bebyggede den 27.500 m2 store grund med panoramaudsigt over Øresund, hvor Vierdiget Skole lå indtil 2015.

Dragør Kommunes chefjurist svarer kommunaldirektøren:

“Hej Henrik

I Vejledning om offentligt udbud ved salg af kommunens faste ejendomme fremgår det, at: 

”Reglerne om offentligt udbud indebærer selvsagt, at der ikke forud for gennemførelsen af et offentligt udbud kan træffes beslutning om, hvilken tilbudsgiver der skal erhverve den pågældende ejendom. Det forudsættes desuden, at det offentlige udbud ikke tilrettelægges på en måde, der er tilpasset en bestemt interesseret købers ønsker og dermed er egnet til at afskære andre interesserede tilbudsgivere fra at afgive tilbud.” 

Ved at invitere Lind & Risør som de eneste ud over de almene boligorganisationer, risikerer kommunen kritik fra de øvrige tilbudsgivere, herunder specielt nogle af de lokale. Selvom L&R måske ikke kommer til at præge udbudsmaterialet direkte, så vil nogle tilbudsgivere sidde med den opfattelse, at L&R har opnået en særlig fordel i det følgende offentlige udbud. 

Det er måske ikke direkte ulovligt, men det kan medføre massiv kritik og i værste fald unødige klagesager i Ankestyrelsen og Konkurrencestyrelsen osv. Det er ikke kun tilbudsgiverne jeg tænker på, men også de omkringboende som ikke vil have byggeri på grunden der vil forsøge at bremse processen med alle midler. 

Jeg synes under alle omstændigheder, vi skal overveje om det er den rette model. 

Venlig hilsen 

Carsten Kjær-Knudsen 

Chefjurist.
Borgmestersekretariat og Personale”.

Ankestyrelsen må gribe ind.

Vi vil lade det være fuldstændig op til borgerne og interessenterne i Engvejsarealet, om Dragør Kommunes ledere har valgt den “rette model” eller ej.

Dragør Kommunes forvaltning vælger gang på gang at bryde Forvaltningsloven – den bliver ikke ved med at gå.

Borgermodstanden mod salg af hele eller dele af Engvejsarealet/Bydelsparken er godt i gang – og flere sager er allerede overdraget til Ankestyrelsen.

Klik her og se ‘Mail om udvikling af Engvejsarealet i Dragør’