Kenneth Gøtterup (C) vil lytte til borgerne i Dragør Kommune. Screenshot: Kommune TV.
Dragørs kommende borgmester vil i begyndelsen af det nye år gøre op med de mange uønskede politiker-projekter, der har skabt en dyb kløft mellem politikere og borgere.
I et interview til AmagerLIV udtaler Kenneth Gøtterup fra Det Konservative Folkeparti:
”Vælgerne har sendt nogle signaler til os politikere i Dragør. Det ene signal er, at vi skal stoppe de tossede politiske projekter, få ro på bagsmækken og lytte mere til borgerne” (AmagerLIV, 5. december 2021).
Målsætningen er at udvikle velfærden, nærmere bestemt kernevelfærden, hvilket medfører at der siges ”stop” til nye store projekter.
Kenneth Gøtterup vil foretage hårde økonomiske prioriteringer i Dragør Kommune, samtidig med at skatten holdes i ro.
Forhåbentlig vil det føre til større fokus på kernevelfærden, og partierne er da også enige om, at de forsømte børne- og ældreområder skal tages ”alvorligt” i den kommende valgperiode.
Mange borgere i Dragør mener, at Bydelsparken bør bevares som grønt åndehul.
På trods af kraftig borgermodstand fortsætter Venstre, Socialdemokratiet, Liste T og Dansk Folkeparti ufortrødent deres planer om at sælge og bebygge borgernes grønne frirum på Engvej.
Nøjagtig samme adfærd som under Copenhagen White Water Park-sagen.
Leverpostej på brilleglassene.
Politikerne har i månedsvis foretaget diverse krumspring på de lokale facebookgrupper, for at undgå stillingtagen til borgernes underskriftindsamling ’Nej tak til boliger og aktivitetspark på Engvej’.
Aftenens møde i By-, Erhvervs- og Planudvalget viser med tydelighed, at politikerne allerhelst vil ignorere borgernes høringssvar og tilhørende underskriftindsamling, der er afleveret til Dragør Kommune i slutningen af september.
Kommunen har modtaget 18 høringssvar. Herunder borgernes protestunderskriftindsamling imod salg og bebyggelse af Bydelsparken, som har rundet 1.135 underskrifter, og den er dermed dragørhistoriens næststørste underskriftindsamling nogensinde. Dette kan ikke overses.
Politikerne har desuagtet smurt deres læsebriller ind i leverpostej og lader som om, at borgermodstanden slet ikke eksisterer.
Vi har desværre været vidner til borgerunddragelse alt for mange gange i nyere tid.
Alene i indeværende valgperiode med bl.a. Copenhagen White Water Park-sagen, Danmarks største Outdoorcenter-sagen, Hollænderpark-sagen, Bydelspark-sagen, Afgangshal-sagen og UNESCO-sagen.
Prestigeprojekterne er politikerprojekter.
De seneste 4 år har borgerne oplevet, hvordan politikerne har forbrugt enorme mængder af tid, skattepenge og forvaltningsressourcer på deres uønskede prestigeprojekter.
Sideløbende med de grandiose projekter er der efterslæb på vedligeholdelse af kommunale ejendomme, bygninger, institutioner, skoler, fortove, stier og veje.
Til gengæld har vi ”fået” en svømmehal til den nette sum af 68.500.000 kr. – men den er mest til pynt og er ofte lukket.
Der er skåret massivt ned på børneområdet, der er bl.a. lukket institutioner, hvilket nu gør at forældre og kommune står med mangel på pladser. Flere børn bliver stuvet sammen på færre kvadratmeter – det går dagligt ud over personalet og børnenes udvikling. De børn, der har brug for ekstra ressourcer, får ikke den hjælp de har krav på og skal have.
Vi har hørt utallige personlige historier om, at ældreplejen og trivslen på plejehjemmene blandt personale og beboere ikke ligefrem er høj, og kommunen var i august måned 2020 ekstremt tæt på at blive sat under administration af Staten grundet mangelfuld økonomistyring på Dragør Rådhus.
Det tankeløse forbrug af tid, penge og forvaltning på politikernes prestigeprojekter forsvinder fra andre vitale områder i vores kommune.
Politikerne ved bedre end borgerne.
Under aftenens møde i By-, Erhvervs- og Planudvalget (BEPU) blev høringssvarene drøftet.
Ud af de 18 høringssvar er de 6 fra organisationer, foreninger og politiske partier. De resterende 12 er fra borgere i Dragør Kommune. 1.135 borgere har sagt ”nej tak” til opførelse af boliger og aktivitetspark på Engvej.
Det Konservative Folkeparti foreslog ved BEPU-mødet, at sagen skulle stoppes.
Socialdemokratiet, Liste T og Dansk Folkeparti stemte imod. Venstre undlod at stemme.
Forslaget er faldet. Borgernes protester i høringssvarene ignoreres ligeledes.
Politikerne vil dermed bruge 450.000 kr. til at fortsætte deres planer. Dragør Kommune har dog allerede brugt en del af beløbet på arkitekt Knud Kappel – nærmere bestemt 87.227,50 kr.
Der skal i forlængelse af politikernes beslutning iværksættes en udarbejdelse af trafikanalyse, plananalyse og tekniske undersøgelser med henblik på at sælge og bebygge Bydelsparken.
Bydelsparken bør bevares.
Efter eget udsagn ville Dragør Kommune sætte Bydelsparken i udbud inden udgangen af 2021, men som borgerne har forudsagt, så kommer det ikke til at ske i år.
Det forjagede og uigennemtænkte salgs- og byggeprojekt er allerede nu en juridisk og demokratisk katastrofe. Endnu en dårlig sag i perlerækken for Dragør Kommune.
Politikernes planer bør med sund fornuft stoppes nu, så der ikke spildes mere tid, flere skattepenge og yderligere forvaltningsmæssige ressourcer på projektet.
Lad os bevare Bydelsparken som et grønt rekreativt område til glæde for borgere i alle aldre.
Borgmester Helle Barth har rygende travlt med at sælge Bydelsparken. Screenshot: Kommune TV.
Helle Barth (Venstre), Peter Læssøe (Liste T), Morten Dreyer (Dansk Folkeparti) og Nicolaj Bertel Riber (Socialdemokratiet) vil sætte borgernes grønne frirum på Engvej til salg inden udgangen af 2021.
Bydelsparken sættes i udbud på trods af massiv borgermodstand.
Borgernes underskriftindsamling imod salg og bebyggelse af Bydelsparken i Dragør har rundet 1.100 underskrifter. Nærmere bestemt 1.120 indtil videre.
Kommunen modtager under 20 høringssvar.
Mange borgere har valgt at boykotte Dragør Kommunes såkaldte borgerhøring ”Indkaldelse af idéer og forslag til planlægningen for boligudvikling på del af Engvej” med svarfrist den 30. september 2021.
Dragør Kommune har kun modtaget 18 høringssvar.
Du kan læse høringsmaterialet og høringssvarene ved at klikke nedenfor:
På trods af overvældende borgermodstand, så vil politikerne sælge borgernes park.
Når politikerne stopper med at lytte til borgerne, så er det på høje tid at vælge nogle nye.
Helle Barth (Venstre), Peter Læssøe (Liste T), Morten Dreyer (Dansk Folkeparti) og Nicolaj Bertel Riber (Socialdemokratiet) vil sælge og bebygge borgernes grønne frirum på Engvej.
Bydelsparken er en naturlig del af den grønne kile, der begynder ved Kirkevej og består af Dragør Kirkegård, Blushøj, det gamle og nye Anlæg samt Bydelsparken.
Lokalplanen fra 2018 fastslår, at Bydelsparken er en ”ubebyggelig bydelspark”. Den er tænkt som en offentligt tilgængelig park – et grønt frirum – ikke som endnu et boligkvarter.
Borgermodstanden vokser støt.
Borgernes underskriftindsamling imod salg og bebyggelse af Bydelsparken på Engvej har nu rundet 1.100 underskrifter. Nærmere bestemt 1.120 indtil videre.
Indsamlingen er dragørhistoriens næststørste nogensinde, hvilket taler sit eget tydelige sprog.
En stor underskriftindsamling i Dragør kommer i bedste fald op på cirka 250-400 underskrifter.
Så er den også stor.
Vi er i fællesskab langt, langt over.
Prestigeprojektet CWWP.
Da eksborgmester Eik Dahl Bidstrup (V) og nuværende borgmester Helle Barth (V) på udemokratisk vis forsøgte at placere deres støjende Copenhagen White Water Park 10-15 meter fra nærmeste naboer i årene 2018-2019, opnåede borgernes indsamling imod projektet 1.213 underskrifter.
CWWP-projektet blev lukket definitivt ned i Dragør Kommune i begyndelsen af marts 2019.
Dags dato er CWWP en død sild.
Underskriftindsamlingen imod etableringen af White Water World Cup-arenaen er Dragørhistoriens største, og i lighed med den nutidige protestindsamling imod opførelsen af boliger og en aktivitetspark i Bydelsparken på Engvej, så hjælper borgerne atter hinanden på tværs af kommunen.
1.120 borgere siger ”nej tak” til projektet.
Nu mangler vi bare, at de 4 byggelystne politikere skruer op for høreapparaterne og stopper deres projekt, inden kommunalvalget den 16. november 2021.
Vi passer på vore grønne åndehuller, nu når politikerne ikke kan finde ud af det.
Bydelsparken skal naturligvis ikke svøbes i asfalt, beton og glas. De nye generationer fortjener også ”sikker skolevej” og grønne frirum i byzone.
Bebyggelsesprocenten i Dragør er allerede høj, det nytter ikke noget, at politikerne giver sig selv carte blanche til at plastre hver en grøn plet til med boliger og larmende aktivitetsanlæg.
Borgerne må i fællesskab gøre noget aktivt for at modvirke politikernes forældede og destruktive tankegang. Hjulene er sat i gang…hop med på vognen.
Lad os bevare Bydelsparken, hvor alle kan hygge sig – ung såvel som gammel.