Lufthavnens forurening af Øresund.

På Dragør Nordstrand ligger der otte badebroer indenfor en kort kyststrækning.

Københavns Lufthavne A/S luftforurener, støjforurener, jordforurener og vandforurener i stor stil.

Blandt andet er Dragørs drikkevand blevet ødelagt af PFAS-forurening fra lufthavnen.

Åbent brev til lufthavn og kommuner.

Nedenfor kan man læse om Nordstrandens beboere, der med rette bekymrer sig omkring, hvad der udledes (og er blevet udledt) fra lufthavnen til lokalområdets havmiljø.

Klik her og læs ’Er det farligt at bade på Nordstranden?’

Lufthavnsdirektør fratræder.

Thomas Woldbye siger farvel til Danmark. Pressefoto: Københavns Lufthavn.

Den administrerende direktør for Københavns Lufthavne A/S har opsagt sin stilling efter 12 år. Han flyver fra reden den 30. september 2023.

PFAS-forurening i Dragør og Tårnby.

Direktøren har stadig ikke svaret på, om lufthavnen vil vedkende sig sit erstatningsansvar for den vidtfavnende PFAS-forurening eller ej?

Det er et spørgsmål, som har stået ubesvaret hen i årevis.

Klik her og læs ’Dansker bliver topchef i Heathrow’

Man må ikke klage over Vierdiget-broen.

Broen skal bygges på den smalle strandbred, men den må ikke hindre almenhedens færdsels- og opholdsret.

En fredning, otte naturbeskyttelsesbestemmelser og 32 borgerklager over Liste T’s broprojekt er ikke nogen hindring, når politikerne partout vil placere en bro i Amager Vildreservat og Natura 2000-område.

Politikere afviser klager.

Ifølge planen skal der etableres en 30 meter lang bade- og kajakbro på den fredede Dragør Sydstrand i det åbne kystlandskab. Broen kommer til at nå ud på cirka 30 centimeter vand ved højvande, og den har dermed hverken funktion som badebro eller kajakbro. Fladvandet på syd sætter helt naturlige begrænsninger for anvendelsen.

Lokalområdet, hvori ’soppebroen’ forsøges placeret, rummer intet mindre end otte bestemmelser i henhold til naturbeskyttelsen – men det ser kommunens byplanlægger og de folkevalgte politikere stort på.

Den 2. februar 2023 vælger et flertal i kommunalbestyrelsen, med borgmester Kenneth Gøtterup (C) i spidsen, at underkende alle 32 borgerklager over broprojektet på Sydstranden.

Kommunen overleverer den 6. februar 2023 klagerne til videre sagsbehandling i Kystdirektoratet, der hører under Miljøministeriet og fungerer som statslig klageinstans, der skal varetage borgernes retsstilling og retssikkerhed samt beskytte Dragørs kyst.

Direktorat afviser klager.

Den 21. juni 2023 underkender Kystdirektoratets sagsbehandler samtlige 32 borgerklager.

Alle klagepunkter bliver minutiøst og skriftligt underkendt af sagsbehandleren, hvilket er en præstation i sig selv. En magtfuldkommen og useriøs bedrift, der ikke hører hjemme i det statslige system, men som desværre mere er reglen end undtagelsen.

Kystdirektoratet vurderer egenhændigt, at ingen af borgerne er ”klageberettigede”, og det gøres samtidigt klart, at man som borger ikke kan klage over Kystdirektoratets afgørelse. Man kan så i sit stille sind tænke, at det må være en dårlig spøg, men det er det ikke.

Det er på alle parametre meget tankevækkende, at borgerne i henhold til gældende lovgivning skal have ”klagemulighed” over etableringen af broen, men i praksis bliver klagerne og alle klagepunkterne pure underkendt, når politikerne vil tromle et byggeprojekt igennem på fredet grund.

Hverken Dragør Kommunes byplanlægger eller Kystdirektoratets sagsbehandler besidder nogen form for lokalkendskab. Det står faktisk så grelt til, at broansøger har måtte give kommunens byplanlægger en rundvisning på Sydstranden i 2021.

Aktindsigt viser, at det samme gjorde sig gældende i 2022, da byplanlæggeren med løs hånd gav tilladelse til opførelsen af en bade- og kajakbro ud for Gerdsvej på Nordstranden. Forinden ville byplanlæggeren gerne have en rundvisning, da han aldrig havde været der før, og efter eget udsagn var ”lidt nysgerrig på stedet”. Der er nu opført intet mindre end otte broer på Nordstranden, der har forvandlet sig til en tro kopi af whiskybæltets Strandvejen. Man klør sig i nakken.

Det er jo lige præcis den lokale viden, som borgerne via velmenende klager forsyner de offentlige myndigheder med, der kan være altafgørende for et lokalområdes fortsatte naturbeskyttelse i henhold til fredningen. Der er dog ingen, der har intentioner om at lytte i sagen om Vierdiget-broen. Der er skruet helt ned for høreapparaterne, hvilket vi har oplevet så mange gange før.

Fuldstændig som forudset skulle borgernes 32 klager fordufte hurtigst muligt, så politikerne uhindret kan bygge på den fredede sydstrand – en uskøn og udemokratisk sagsbehandling, der må efterlade en grim smag i munden på de ansvarlige.

Særlige omstændigheder.

Kyststrækningen og søterritoriet fra Dragør Havn til Vestamager, ud for Kongelunden, har som bekendt status som internationalt naturbeskyttelsesområde, og er desuden omfattet af fredningskendelsen for kyststrækningen på Sydamager.

Søterritoriet er karakteriseret ved omfattende sandvandringer, og er meget lavvandet i en betydelig afstand til kysten. Kyststrækningen fremtræder i overvejende grad som uberørt, med et bagland bestående af fredede strandenge.

Dragør Kommunes administration proklamerer følgende i sin sagsbehandling af broprojektet:

Det er administrationens vurdering, at de æstetiske og naturbeskyttelsesmæssige interesser på kyststrækningen bør vægtes tungere end de rekreative og fritidsmæssige interesser, som er tilknyttet bade- og bådebroer, og at der ikke uden helt særlige omstændigheder bør tillades nye broer på denne kyststrækning.

Men administrationen og politikerne vil jo netop tillade, at der etableres en bade- og kajakbro, som belaster og udfordrer lokalområdets dyreliv, planter og det fredede område som helhed.

Selvmodsigelsen er krystalklar og yderst bekymrende. Der er dags dato stadigvæk ingen på Dragør Rådhus, der kan redegøre for de ”helt særlige omstændigheder” i denne sag – for de eksisterer ganske enkelt ikke.

Fri passage på Sydstranden.

Efter eget udsagn har Kystdirektoratet som klageinstans ikke efterprøvet Dragør Kommunes afgørelse på noget tidspunkt i den årelange sagsbehandlingsproces, der har stået på siden 2018, og dermed er på sit sjette år.

Direktoratet har ligeledes gentagne gange nægtet at undersøge, om Dragør Kommunes nyuddannede byplanlægger har foretaget ”korrekt nabohøring” i lokalområdet ved Søndre Røsevej, Søndre Strandvej og Vierdiget eller ej.

Endvidere har Kystdirektoratet undladt at undersøge, om etableringen af broen vil obstruere folks gåture, løbeture, rideture og øvrig fri passage på Sydstrandens smalle strandbred i henhold til forskrifterne i Miljøministeriets egen bade- og bådebrosbekendtgørelse:

Bade- og bådebroer må ikke anlægges sådan, at de hindrer eller vanskeliggør almenhedens færdsels- og opholdsret efter naturbeskyttelsesloven § 22-26.

Herudover foreligger der en række uafklarede juridiske forhold og klager hos Dragør Kommune, der ikke er blevet behandlet på behørig vis.

Må borgerne klage?

Nej, det må vi ikke. De 32 borgerklager er kastet lige lukt i skraldespanden, og dermed er borgernes retsstilling og retssikkerhed endnu en gang kraftigt udfordret.

At klage, betyder i al sin enkelthed, at borgerne skriftligt retter henvendelse til en offentlig myndighed med anmodning om undersøgelse eller påtale af et kritisabelt, uretfærdigt eller retsstridigt forhold.

Dragør Kommune og Kystdirektoratet har nu sendt et klart og tydeligt signal om, at borgerne ikke må klage over broprojektet.

Byplanlæggeren og et flertal i kommunalbestyrelsen arbejder med åbne øjne imod fredningsbestemmelsen, kommuneplanen, naturbeskyttelsesforholdene, borgernes klager samt bade- og bådebrosbekendtgørelsen.

På ganske få år har Dragør Kommune givet tilladelse til at opføre intet mindre end fire badebroer på Sydstranden. En affredende og naturreducerende tendens, der skal bremses nu, inden politikerne skærer flere bidder af det unikke kystområde, som vi alle bør passe på i fællesskab.

Selvom borgerne øjensynlig ikke må klage over Vierdiget-broen, så vil tiden vise, hvor langt politikerne når med deres broprojekt, før der kommer yderligere indsigelser imod byggeriet.

Der er hermed budt op til dans på Sydstrandens fredede strandenge.

Projekter på fredet grund.

En omdiskuteret bade- og kajakbro forsøges placeret ved Vierdiget.

I disse dage arbejder et flertal i kommunalbestyrelsen på at realisere tre projekter, der alle skal etableres i fredede områder.

Man vil øjensynlig ikke lade områderne være i fred, selvom nogle fremadsynede mennesker har kæmpet for, at vi i fællesskab og på demokratisk vis kan passe på Dragørs natur, landskaber, planter, dyr og deres levesteder.

Bro ved Vierdiget.

Der skal etableres en 30 meter lang bade- og kajakbro på den fredede Dragør Sydstrand i det åbne kystlandskab, på trods af at kommunen har modtaget 32 skriftlige klager over ’Vierdiget-broen’.

Lokalområdet rummer intet mindre end otte bestemmelser i henhold til naturbeskyttelsen, og broen skal placeres i Amager Vildtreservat samt Natura 2000-område, hvilket borgerne har påtalt i sine klager.

Kommunalbestyrelsen og Kystdirektoratet har underkendt samtlige 32 borgerklager over projektet.

Friluftshus ved Blushøj.

I det gamle Anlæg på Engvej 3 skal der etableres et friluftshus og aktivitetscenter i den lille fredede byskov, på trods af at kommunen har modtaget et krystalklart og pænt ”nej tak” fra naboerne.

’Blushøj spejder- & friluftshus’ er blevet sagsbehandlet af Dragør Kommune i otte år indtil videre, men politikerne har åbenbart stadigvæk ikke i sinde, at lytte til naboernes velmenende input og vigtige lokalkendskab.

Skatepark ved havnen.

På Færgevej 14 skal ’Dragør Skatepark’ opføres på delvist fredet grund, på trods af at kommunen har modtaget indledende høringssvar, hvori blandt andre Danmarks Naturfredningsforening og Beboerforeningen for Dragør Gamle By på velargumenteret og udførlig vis har sagt ”nej tak” til projektet.

Skateparken er Dragør Kommunes syvende aktivitetsparkprojekt siden 2018, og projektet er indtil videre blevet sagsbehandlet af Dragør Kommune i over to år, men man har endnu ikke konsekvensberegnet på følgevirkningerne og støjudsendingen fra det projekterede aktivitetsanlæg.

De indledende og kritiske høringssvar er gemt langt væk i baghovedet på et flertal af lokalpolitikere, der stadig ikke vil indse, at skateparken i sagens natur vil medføre spektakel og andre gener for fastboende naboer, såvel som overnattende lystsejlere.

Udemokratisk sagsbehandling.

Naboer og andre borgere er endnu en gang vidner til, at Dragør Kommunes kommunalbestyrelse, direktion og administration udfører nabohøringer og klagerunder – for derefter fuldstændig ublu at affeje og underkende alle borgernes indsigelser imod de uigennemtænkte projekter, der skal bygges på fredet grund. Det er og bliver en juridisk og demokratisk fadæse, der fortsætter i en uendelighed.

Det er vel at mærke kun under helt særlige omstændigheder, at der kan dispenseres fra gældende fredninger i de tre omtalte områder. Her bør de æstetiske og naturbeskyttelsesmæssige interesser vægtes tungere end de rekreative og fritidsmæssige interesser.

Der eksisterer dog ingen ’helt særlige omstændigheder’ for de tre projektforslag, men derimod ’sædvanlig udemokratisk sagsbehandling’, der udelukkende har til formål at tromle projekterne igennem for enhver pris.

Politikerne skær i naturen.

Hver gang lokalpolitikerne ikke respekterer de forskellige former for naturbeskyttelse, så gør de det modsatte af ’beskyttelse’, og forringer dermed vilkårene for naturen og dens fremtid.

Naturbeskyttelse er ikke noget staten foretager sig for sjovs skyld, men fordi der de pågældende steder findes natur, landskaber og vådområder, som er vigtige – ikke bare nu, men også i eftertiden. Det er på høje tid at vågne op, og være sig sit politiske ansvar bevidst.

I henhold til Kommuneplan 2022 har politikerne og den kommunale administration ansvaret for at beskytte de fredede områder på vegne af alle dragørborgere. Desværre udføres det stik modsatte i praksis.

Det nytter ikke noget, at de byggelystne politikere via salamimetoden bid for bid skærer stykker af de fredede områder, som jo netop er fredet for at forhindre uhensigtsmæssig menneskelig påvirkning.

Fredet betyder fredet.

Men forholder det sig således, at borgerne har nej-hatten på, og politikerne har ja-hatten på?

Svaret er nej, sådan forholder det sig ikke. Det er ganske enkelt, fordi der stadigvæk er nogle i vores lille by, der kerer sig om naboernes og naturens velbefindende. Her er megen lærdom og inspiration at hente for de folkevalgte.

Mon ikke der er et par medlemmer af kommunalbestyrelsen, der bliver lidt stramme i masken, hvis vi fylder Grushullerne og Batteriesbækken op med cement og anlægger en skatepark i nærheden af deres egne boliger?

Stop venligst affredningsturnéen, og åben øjnene for de fredede områders åbenlyse kvaliteter.