P-pladser på Stejlepladsen.

Stejlepladsens pæleskov er en vigtig del af miljøet på Dragør Havn.

Ifølge ’Forhøring om udvidelse af Stejleparkering som erstatningsparkering for etablering af cykelbaner på Vestgrønningen’ vil Dragør Kommune udvide parkeringspladsen ved siden af Stejlepladsen.

Uhensigtsmæssig byplanlægning.

Med tanke på, at kommunens administration er ved at omdanne landjorden på Dragør Havn til én stor parkeringsplads for biler og busser, så er det måske på tide at stoppe op og prioritere den maritime historie og havnemiljøet, som vi lokale, og turister fra alverdens lande sætter stor pris på.

Forslaget kan med rette kategoriseres som uhensigtsmæssig og tankeløs byplanlægning, der ganske vist sparer folk for nogle få skridt, men til gengæld går det stik imod tankegangen om, at vi i Dragør nænsomt tager hånd om alt bevaringsværdigt.

Stejlepladsen bør bevares.

Det er den omvendte verden, at man på Dragør Rådhus vil fjerne en vigtig del af havnens historie, for dermed at skabe parkeringspladser til besøgende, der netop kommer til Dragør for at opleve byens charme og interessante historie som havneby.

Bevar venligst Stejlepladsen – året rundt er der som bekendt masser af parkeringsmuligheder, især på de store bilparkeringsanlæg henholdsvis ved det nye værft og den nye havn.

Sidstnævnte er en kæmpe parkeringsplads, som med fordel kan gøres mere attraktiv for fastboende såvel som gæster, hvis man fjerner grusbelægningen og de grove sten – for derefter at asfaltere.

Klik her og læs ’Ikonisk stejleplads nedlægges’

Stormflod på Sydvestpynten.

Adskillige huse er skadet af oversvømmelsen på Sydamager.

Dragør Kommunes borgmester Kenneth Gøtterup (C) skriver på Facebook, at ”vi slap med skrækken”, morgenen efter stormen og højvandet i Dragør Kommune den 20. oktober 2023.

De forsømte diger kunne dog hverken holde stormfloden eller husejernes undren over borgmesterens misvisende facebookopslag tilbage.

Klik her og læs ’Signe følte sig ramt af flodbølge: Det var mit livs værste mareridt – så nej, vi slap ikke med skrækken’

PFAS-oprydning syltes yderligere.

Hovedgrøften med udløb i Øresund er forurenet med PFAS fra Københavns Lufthavn.

Borgmester Kenneth Gøtterup (C) fik i oktober 2022 mandat fra kommunalbestyrelsen til egenhændigt at forhandle med lufthavnens administrerende direktør Thomas Woldbye angående den omfattende PFAS-forurening i Dragør og Tårnby.

Sidste år forlod lufthavnens miljøchef Inger Seeberg pludselig sin stilling efter 15 års ansættelse, og nu følger Thomas Woldbye trop og forlader posten som administrerende direktør efter 12 års ledelse i Københavns Lufthavne A/S.

Oprydning syltes.

Lufthavnen og kommunerne nedsatte i december 2022 en arbejdsgruppe, der efter eget udsagn skulle ”belyse muligheder for yderligere afværgetiltag og en handleplan og prioritering”.

Forureningssagen blev dermed atter trukket i langdrag, og den træge forvaltningsproces fortsættes i en uendelighed – imens spreder PFAS-stofferne sig i vores miljø og natur.

Det er det Dragør Kommunes borgmester, direktion og administration kalder den ”dynamiske handleplan”.

Tavs skadevolder.

Indenfor miljøret er der et økonomisk princip om, at det er forureneren, der betaler for forureningsbegrænsende tiltag og genopretning efter miljøskader.

Men Københavns Lufthavne A/S vil stadig ikke svare på, hvordan lufthavnen forholder sig til sit erstatningsansvar for den vidtfavnende PFAS-forurening af drikkevandet, jorden, vandløbene og havvandet i Dragør og Tårnby.

Det ændrer ikke nævneværdigt på den eksisterende PFAS-forurening, at man efter flere år danner en såkaldt ”arbejdsgruppe”. Der er derimod et erstatningskrav, som skal gøres op – og en regning der skal betales ved kasse ét.

Rapport på vej.

Forureningssagen plasker stadig hvileløst rundt i syltekrukken, og nu vil arbejdsgruppen udfærdige en rapport, som forventes at blive fremlagt for Dragør Kommunes Klima-, By- og Erhvervsudvalg i slutningen af 2023.

Dermed er der gået endnu et år, uden erstatningsansvaret for PFAS-forureningen er klarlagt.

Vi må atter konstatere, at den ”dynamiske handleplan” blot er spil for galleriet.

Klik her og se Dragør Kommunes ’Orientering – PFAS forurening’

Projekt ’Afgangshallen’ forsømmes.

Borgmesteren svinger guldsaksen i det spæde forår 2022. Pressefoto: Dragør Kommune.

Borgmester Kenneth Gøtterup (C) klippede det røde silkebånd over til tys tys-projektet ’Afgangshallen’ sidste år.

Hemmeligholdt projekt.

’Afgangshallen’ inklusive 1 ’Destinationsrute’ og 5 larmende ’Aktivitetsstationer’ blev i al hemmelighed forsøgt placeret tæt på beboelsesejendomme uden Dragør Kommunes foretagelse af naboorientering, nabohøring eller VVM-redegørelse (Vurderinger af Virkninger på Miljøet).

Naboerne blev af uransagelige årsager ikke nævnt med ét eneste ord i projektforslaget.

I projektbeskrivelsen havde man tillige fjernet samtlige naboejendomme fra landkortet, hvilket er vældig smart, når man som højtstående lokalpolitiker vil placere støjende aktivitetsanlæg i nærheden af folks hjem og haver.

Anlæg, som man vel at mærke aldrig ville byde sig selv, og sin egen familie, at bo ved siden af.

Naboerne stiller spørgsmål.

Da naboerne spurgte ind til tys tys-projektet ’Afgangshallen’ viste det sig at borgmesteren, kommunaldirektøren, direktionen og administrationen hverken kunne fremvise høringsmateriale, miljøvurdering, budget, regnskab eller vedligeholdelsesplan.

Naboerne indledte følgelig dialog med jurister, Bolig- og Planstyrelsen samt Miljøstyrelsen om det hemmeligholdte kommunale projekt, der forventeligt ville skabe yderligere støjgener for naboerne i lokalområdet – og så fik de øverst ansvarlige på Dragør Rådhus pludselig rygende travlt.

Dragør Kommunes ledelse reducerede projektets omfang betragteligt, og med et trylleslag blev ’Afgangshallen’ omdøbt til det mindre prangende ’Dragør Outdoor Fitness’.

Indvielsen blev hastigt fremskyndet, og borgmesterkædens glans blev akkompagneret af bobler i glassene og stive smil til ære for fotografen.

Da den byggelystne borgmester indviede projektet, glemte han dog, at anlægget skal vedligeholdes.

Klik her og se den nuværende vedligeholdelsesstand af projekt ’Dragør Outdoor Fitness’

Naboer betaler for PFAS-forurening.

Hovedgrøften blev konstateret kraftigt PFAS-forurenet i 2021.

Virksomheden Københavns Lufthavne A/S vil stadig ikke vedkende sig sit erstatningsansvar for den omfattende PFAS-forurening af drikkevandet, jorden, vandløbene og havvandet i Dragør og Tårnby.

Tavs forurener.

Af det nyligt vedtagne ’Budgetforlig 2024-2027 for Dragør Kommune’ fremgår det, at skatteborgerne endnu en gang skal betale for lufthavnens miljøforurening af egen lomme:

Oprensning af PFAS. Dragør Kommunes hovedgrøft til afvanding står over for den årlige oprensning. Da der er kortlagt forurening med kemiske flourstoffer, såkaldt PFAS-forurening, i Hovedgrøften, er kommunen forpligtet til at bortskaffe jorden fra oprensningen efter særlige regler. Det giver Dragør Kommune en ekstra udgift på 2 mio. kr., som derfor afsættes i budgettet for 2024.”

Forureneren Københavns Lufthavne A/S, der omsatte for 3.500.000.000 kr. sidste år, forholder sig stadig tavs.

Klik her og læs Nordstrandsforeningens indlæg i lokalavisen Dragør Nyt: ’Forureneren skal betale’