Sydvestpynten oversvømmet igen.

Området ved Kongelunden og Sydvestpynten er atter ramt af store vandmængder.

For få uger siden stod huse under vand, strømmen var gået og der var opstigende kloakvand i folks hjem på Sydvestpynten.

Stormflod og skybrud.

I kølvandet på stormfloden den 20. oktober er boligområdet nu blevet ramt af et skybryd den 16. november.

Umiddelbart efter stormfloden valgte Dragør Kommune at stoppe for pumperne, der skulle lede vandet fra TAMU-centrets marker væk.

Stormfloden fra Køge Bugt, grundvandsstigningen, langvarig nedbør og skybruddet er i kombination en udfordring, der skaber gevaldige problemer i det lavtliggende område.

De berørte boligejeres grunde er nu atter oversvømmet, og TAMU’s store markarealer står stadig under vand, flere uger efter stormfloden.

Under skybruddet skriver kommunen:

”Vi opfordrer borgerne til at undgå at bruge vand i toilet, vaskemaskiner og lignende. Borgere kan hente sand og sække på Materielgården. Husk en skovl (…) På Sydvestpynten søger vi at begrænse vand fra marker i regnvandssystemet” (Dragør Kommune, 16. november 2023).

Jorden i området er fuldstændig vandmættet, og kloakker såvel som afvandingsgrøfter kan ikke følge med de massive vandmængder, der under skybruddet endnu en gang har fundet vej til haver og boliger.

Efterlysning af dige.

Sydvestpynten er det absolut mest udsatte område i Dragør, hvori boliger senest er blevet oversvømmet i 2017 og 2023. Boligområdet ligger desuden i ét af de ti udpegede risikoområder for oversvømmelse i henhold til EU’s oversvømmelsesdirektiv.

Oversvømmelserne giver indbyggerne på Sydvestpynten vedvarende vanskeligheder både personligt, familiemæssigt og økonomisk.

Grundejerne har i en lang årrække ønsket at få opført et dige på de gamle strandvolde samt en afvandingsgrøft bag diget, der kan bidrage til stormflods- og skybrudssikringen af lokalområdet.

Denne digeløsning kunne være igangsat for mange år siden, men processen forhales desværre – og nu ser vi endnu en gang resultatet af den fejlslagne politiske sagsbehandling, der indtil videre har stået på i flere årtier.

Selv kommunens egne advokater, Codex Advokater, støtter Sydvestpyntens beboeres digeforslag:

Grundejernes forslag til løsning fremstår som afgørende billigere end udviklingsplanens løsning, hvilket taler med betydelig vægt for denne løsning, idet COWI A/S vurderer, at grundejernes løsningsforslag i lighed med udviklingsplanens løsningsforslag kan bidrage til løsning af grundvands- og skybrudsproblematikker, ligesom den er teknisk sikker” (Codex Advokater P/S, 20. september 2022).

Der er blevet snakket nok i kommunalt regi, det er på høje tid at komme i gang med kystsikringen – de næste vinterstorme og skybrud er på vej ude i horisonten.

Tiltrængt kystbeskyttelse.

Man må håbe, at alvoren og følgevirkningerne af vandmasserne langt om længe er ved at gå op for de femten folkevalgte politikere i Dragør Byrådssal.

Oversvømmelsesskaderne på Sydvestpynten er meget håndgribelige og nemme at forholde sig til, og de kalder på umiddelbar politisk handling, fremfor fortsat passivitet.

Kongelundens Grundejerforening har derfor i begyndelsen af november måned i år skriftligt anmodet kommunalbestyrelsen om at gennemføre kystbeskyttelse på strækningen fra Søvangsdiget til Ullerupdiget.

Nu er det op til politikerne, om de vil handle i digesagen eller ej.

Klik her og se Codex Advokaters ’Screening af Teknisk notat – Supplerende løsninger på delstrækning 1, 4, 5 og 6’

Endestation for Sydstrandsprojekt.

Der skal placeres flere motionsredskaber på havnen ved Dragør Bådelaug.

Politikernes upopulære vision, om at anbringe tolv motionsposter på Sydstrandens fredede enge, gik i vasken i foråret 2023.

Tand for tunge.

Projektet er aldrig blevet navngivet af Dragør Kommune, men den uønskede aktivitetspark kaldes i folkemunde for ”Sydstrandsprojektet”.

På trods af at visionen finansieres af skatteborgerne, så har kommunen ført tys tys-projektet under radaren i årevis.

Lokalpolitikerne nægter til stadighed at oplyse borgerne om, hvem den egentlige ophavsmand til Sydstrandsprojektet er. Der er vel at mærke blevet spurgt utallige gange, men de folkevalgte holder fortsat tand for tunge. Det er meget tankevækkende – ingen vil tage ansvaret for projektet.

Grundet kraftig borgermodstand besluttede kommunens Økonomiudvalg modvilligt den 17. maj 2023, at projektet skulle rykkes væk fra de fredede strandenge og formindskes betragteligt i omfang.

Projektet havde nemlig akkumuleret en så høj grad af upopularitet blandt byens borgere, at politikerne med lynets hast fjernede Sydstrandsprojektet fra dets oprindelige placering i og omkring Søvangsbakkerne.

Politikerne kastede dermed ansvaret tilbage til administrationen, for man ville egentlig bare gerne have, at projektet forsvandt, men helt så nemt skulle det ikke gå.

Efter otte måneders sagsbehandling ville kommunaldirektøren og administrationen stadigvæk ikke angive en ny placering af Sydstrandsprojektet, selvom borgerne blev ved med at spørge ind til, hvor kommunen så ville forsøge at opføre det omdiskuterede anlægsprojekt.

Forvaltningskarrusel.

I foråret 2023 foretog politikerne derfor en fummelfingret kovending, og ville nu pludselig flytte projektet væk fra strandengene og opstille ”supplerende motionsredskaber” på Dragør Havn i stedet.

Det var åbenbart mindre smerteligt end at erkende, at man var fremkommet med et tankeløst projekt, der burde være stoppet for længst – men som bekendt betragtes det som et svaghedstegn, at erkende egne ’politiske fejl’. Så er det bedre at holde fast i den gode gamle ’stædighed’ og fortsætte byggeplanerne.

Sagen er indtil videre blevet behandlet én gang i kommunalbestyrelsen, to gange i Økonomiudvalget og hele fire gange i Klima-, By- og Erhvervsudvalget – et fuldstændigt skødesløst spild af tid og ressourcer.

Velkommen til forvaltningskarrusellen, der kører rundt og rundt i en uendelighed, med store omkostninger til følge.

Med Helle Barth (V) i spidsen vil Klima-, By- og Erhvervsudvalget nu opstille fem supplerende motionsredskaber klos op ad Dragør Bådelaug på Færgevej 8, lige ved siden af ’Dragør Skatepark’, der er kommunens syvende aktivitetsparkprojekt siden 2018.

Prisen for renovering af de eksisterende motionsredskaber samt levering og montering af de fem nye redskaber er 200.000 kr. Hertil kommer omkostningerne for administrationens og politikernes årelange sagsbehandling af Sydstrandsprojektet.

Med tanke på kommunens intensive sparerunder, så undrer det kraftigt, at besparelserne ikke gælder politikernes egne prestigeprojekter, som fortløbende sagsbehandles uden tidsregistrering og med vidt åben kommunekasse.

Pligtopgaver.

De folkevalgte taler hele tiden om vækst og ”udvikling”, men reelt set er lokalpolitikerne ved at ”afvikle”kernevelfærden og kommunen som helhed. Vi har ikke råd til flere håbløse projekter.

Dragør Kommune har gevaldige udfordringer med vidtfavnende PFAS- og pesticidforurening, mikroplast- og kemikalieforurening fra kunstgræsfodboldanlægget på Kirkevej, miljøsvineri og råstofindvinding i Køge Bugt og Øresund, drikkevandsforsyning, varmeforsyning, kystsikring samt manglende vedligeholdelse af kommunale bygninger, ejendomme, diger, afvandingsgrøfter, kloakker, institutioner, skoler, plejehjem, parkeringspladser, fortove, cykelstier, gangstier og veje.

Det viser sig, at Sydstrandsprojektet i lighed med dets mange uigennemtænkte og udskældte forgængere er og forbliver et komplet spild af tid og kommunale ressourcer – ikke desto mindre så kører forvaltningskarrusellen hovedkulds videre.

Rundt og rundt, uden omtanke for de mange afventende og ressourcekrævende pligtopgaver, som burde varetages med stor omhu af kommunalbestyrelsen, direktionen og administrationen på Dragør Rådhus.

Sydstrandsprojektet skal viderebehandles af Økonomiudvalget den 23. november og i kommunalbestyrelsen den 30. november.

Klik her og se placeringen af de fem motionsredskaber klos op ad Dragør Bådelaug

Skybrud på Sydvestpynten.

TAMU-centrets marker ligger på fjerde uge stadig under vand.

I kølvandet på stormfloden den 20. oktober 2023 er boligområdet ved Sydvestpynten blevet ramt af et skybrud den 16. november 2023.

Umiddelbart efter stormfloden valgte Dragør Kommune at stoppe for pumperne, der skulle lede vandet fra TAMU’s marker væk.

Jorden i området er nu fuldstændig vandmættet, og kloakker såvel som afvandingsgrøfter kan ikke følge med de massive vandmængder, der under gårsdagens skybrud endnu en gang fandt vej til haver og boliger.

Klik her og læs ’Boligområder på Sydamager hårdt ramt af oversvømmelser’

Udkast til statusrapport om PFAS-forurening.

PFAS-forureningen bevæger sig dagligt langt udenfor lufthavnens trådhegn.

Aktindsigt viser, at Københavns Lufthavne A/S påstår, at lufthavnen ikke har ”objektivt ansvar” for den vidtfavnende PFAS-forurening af drikkevandet, jorden, vandløbene og havvandet i Dragør Kommune og Tårnby Kommune.

Påstanden og statusrapporten er vel at mærke ikke offentliggjort.

Lufthavnen forsøger altså at frikende sig selv – og borgmestrene Kenneth Gøtterup (C) og Allan S. Andersen (A) har vanen tro lagt sig på maven for den magtfulde og storforurenende virksomhed på Amager.

Håndtering af PFAS-sagen syltes.

Nu kan du læse om samarbejdsprojektet mellem Dragør Kommune, Tårnby Kommune og Københavns Lufthavne A/S.

Ganske som forventet var etableringen af den såkaldte ’arbejdsgruppe’ i 2022 blot endnu et tiltag for at forhale og dysse den tabubelagte forureningssag ned.

Udkastet af statusrapporten er spækket med spin, ansvarsforflygtigelse og vigtig viden som fortløbende tilbageholdes for offentligheden.

Klik her og læs ’Udkast til statusrapport til fælles koordinering af håndtering af PFAS-forurening i og omkring Københavns Lufthavn (CPH)’

Hvor bliver digerne af?

Helårsboliger og sommerhuse er skadet af stormfloden på Sydvestpynten.

”Vi slap med skrækken”, skrev Dragør Kommunes borgmester Kenneth Gøtterup på flere lokale facebookgrupper morgenen efter oktoberstormens rasen. Men det er ikke sandt.

Borgmesteren havde ganske vist tørre fødder, men det var der andre, der ikke havde.

Sejl i jeres egen sø.

Sydvestpynten blev endnu en gang hårdt ramt af højvandet, og de forsømte diger kunne hverken holde stormfloden eller boligejernes undren over borgmesterens misvisende facebookopslag tilbage.

Siden 2007 har beboerne på Sydvestpynten bedt Dragør Kommune og lokalpolitikerne om at etablere en ordentlig digeløsning, men hverken utallige appeller, årelang dialog eller juridiske krav har hjulpet en døjt.

Dragør Kommunes ledelse og administration ’nulstiller’ gang på gang beboernes efterspørgsel om at få en holdbar og nødvendig kystsikring, der kan beskytte folks hjem på Sydvestpynten.

Man lytter ganske enkelt ikke til borgerne og deres indgående lokalkendskab, som kommunen med fordel kunne drage stor nytte af, hvis man vel at mærke gad at høre efter.

Endnu en oversvømmelse.

Sydvestpynten er det absolut mest udsatte område i Dragør, og området ligger i ét af de ti udpegede risikoområder for oversvømmelse i henhold til EU’s oversvømmelsesdirektiv.

Nu står vi som forudset i endnu en ulykkelig situation, nøjagtig som under ’Den stille stormflod’ i januar 2017, hvor adskillige ejendomme langs Kalvebodvej blev oversvømmet. De selvsamme helårsboliger og sommerhuse har nu atter fået uønsket besøg af højvandet under ’Oktoberstormfloden’ i oktober 2023.

For få uger siden i Kongelunden og på Sydvestpynten stod huse under vand, strømmen var gået og der var opstigende kloakvand i folks hjem. Det er bare ikke godt nok. Det giver Sydvestpyntens indbyggere langvarige vanskeligheder både personligt, familiemæssigt og økonomisk. Men hvor bliver digerne af?

Siden 2018 har Kongelundens Grundejerforening kæmpet for at få et dige på de gamle strandvolde, hvilket også er den mest ’omkostningseffektive’ løsning – altså det billigst mulige tiltag.

Denne digeløsning kunne være igangsat for mange år siden, men processen forhales – det er vist på høje tid, at kommunalbestyrelsen vågner op af sin tornerosesøvn, lytter til borgerne og skrider til handling nu.

Grundvandet stiger.

I kølvandet på stormen i oktober er Sydvestpyntens beboere tillige blevet ramt af rekordstore mængder regn.

Når det regner over en lang periode, kommer der mere vand under jorden og fylder de grundvandslommer, som ligger under jorden. Det får det såkaldte ’grundvandsspejl’, der betegner overfladen af grundvandet, til at stige, så vandet på et tidspunkt kommer op til overfladen.

Stormfloden fra Køge Bugt og grundvandsstigningen er i kombination en udfordring, der skaber gevaldige problemer i det lavtliggende område.

De berørte boligejeres grunde er sumpede og TAMU-centrets store markarealer står stadig under vand flere uger efter stormfloden.

Havvandet og regnvandet kan simpelthen ikke komme væk, da jorden og sandet er mættet med vand.

Fremtidige stormfloder.

Så nej, det var ikke alle i Dragør, der ”slap med skrækken”, som borgmesteren hævder. Men man må jo håbe, at alvoren langt om længe er ved at gå op for de øvrige kommunalbestyrelsesmedlemmer, der har været fuldstændig tavse omkring oversvømmelsesskaderne på Sydamager.

Efter ’Oktoberstormfloden’ stod Sydvestpyntens beboere i menneskekæde og byggede dæmning, for at redde huse på Kalvebodvej, men elektriciteten og kloakkerne i lokalområdet er stadigvæk meget ustabile.

Eftersom dette års stormflodssæson varer fire-fem måneder endnu, så gælder det om at krydse alt, hvad man har, ud over sine fingre. Man kan dog ikke forlade sig på håb alene, der skal andre boller på suppen i Dragør Kommune.

I stedet for flere evighedsdiskussioner om forkromede digeløsninger og prætentiøse arkitektkonkurrencer, så vil det være rart at se nogen i kommunalbestyrelsen, der rent faktisk gør noget for at sætte stormflodssikringen i gang.

Det er ikke rimeligt, at borgerne på Sydvestpynten skal leve med en konstant bekymring for oversvømmelse, og fortløbende skal deltage i et ufrivilligt tovtrækkeri med kommunen, der indtil videre har stået på i årtier.

Diger efterlyses.

Hvis vi i fællesskab vil beskytte os mod vandmasserne på bedste vis, så må Sydvestpynten vel også indgå som en del af det ’rigtige’ Dragør, i særdeleshed når der sagsbehandles kystsikring på Dragør Rådhus.

Det forudsætter, at politikerne og administrationen dropper den demokratiske skinproces og er lydhøre overfor, at beboerne med rette appellerer om at få realiseret digeprojektet uden yderligere ophold og flere bureaukratiske syltekrukkeforslag.

Tryk venligst på startknappen til digerne – der bør handles nu!