Hvad sker der i PFAS-sagen?

Lufthavnen udleder overfladevand via ’U8’ til Nordstrandsbugten.

Borgerne har stadig ikke fået svar på, hvordan Københavns Lufthavne A/S forholder sig til sit erstatningsansvar for den omfattende PFAS-forurening af drikkevandet, jorden, vandløbene og havvandet i Dragør og Tårnby.

Hvor mange år skal vi vente på et svar – og hvad sker der egentlig i forureningssagen?

Handleplanen.

Dragør Kommunes borgmester Kenneth Gøtterup (C) fik i oktober 2022 mandat fra kommunalbestyrelsen til egenhændigt at forhandle med lufthavnens administrerende direktør Thomas Woldbye angående den vidtfavnende PFAS-forurening i Dragør.

I 2022 forlod lufthavnens miljøchef Inger Seeberg pludselig sin stilling efter femten års ansættelse, og i 2023 fulgte Thomas Woldbye trop og forlod posten som administrerende direktør efter tolv års ledelse af Københavns Lufthavne A/S.

Tårnby Kommune, Dragør Kommune og Københavns Lufthavne A/S nedsatte i december 2022 en arbejdsgruppe, der efter eget udsagn skulle ”belyse muligheder for yderligere afværgetiltag og en handleplan og prioritering”. Forureningssagen blev dermed atter trukket i langdrag.

Den træge forvaltningsproces fortsætter i en uendelighed – imens spreder PFAS-stofferne sig over lange afstande i vores natur og miljø.

Det er det Dragør Kommunes borgmester, direktion og administration kalder ”den dynamiske handleplan”.

Syltekrukken.

Ganske som forudset af flere vakse borgere, så var etableringen af den såkaldte ’arbejdsgruppe’ i 2022 blot endnu et tiltag for at dysse den tabubelagte forureningssag ned.

I begyndelsen af oktober måned 2023 bekendtgjorde Dragør Kommunes administration følgende:

”Arbejdsgruppen vedrørende PFAS-forurening i og omkring Københavns Lufthavn (CPH), forventer i slutningen af året at have udarbejdet en rapport baseret på det kommissorium, som borgmestrene fra Tårnby og Dragør Kommune og CPH er blevet enige om (…) Arbejdsgruppen er undervejs med at udarbejde en rapport, der indeholder en beskrivelse af hvilke indsatser der indtil nu er gjort mod PFAS-forurening, en identifikation af risikoområder og handlingsplan for kommende indsatser.” (Klima-, By- og Erhvervsudvalget, Dragør Kommune, 4. oktober 2023).

Administrationen proklamerede ydermere: ”Rapporten forventes at kunne forelægges til udvalget i slutningen af året”.

Således skulle Dragør Kommunes Klima-, By- og Erhvervsudvalg have rapporten forelagt til sagsbehandling inden udgangen af 2023, men det blev ikke rigtig til noget.

Nu er vi i april måned 2024 – og forureningssagen plasker stadig hvileløst rundt i den kommunale syltekrukke.

Vandudledningen.

Lufthavnens samlede udledning til Øresund er ifølge Danmarks Arealinformation 3.593.164 m3 vand årligt. Der udledes altså cirka 3,6 mia. liter vand i sundet om året – vi taler om enorme vandmængder fra Nordens største lufthavn.

På Dragør Nordstrand har lufthavnens udløb ’U8’ munding ud til Nordstrandsbugten og en lang række bade- og bådebroer på kyststrækningen mellem lufthavnen og Dragør Havn. Der bades og fiskes hele året i bugten.

Lufthavnens egenkontrol konstaterede i 2022 indhold af PFAS-stoffer på 380 ng/l i vandet. Det er 2.923 gange for højt, set i forhold til grænseværdien i havvand på 0,13 ng/l.

Der udledes 185.000 m3 vand årligt fra lufthavnsområdet via udløbet U8 til Øresund – det er i gennemsnit 500.000 liter vand i døgnet hele året rundt.

Blot 400 meter længere oppe ad Kystvejen i Tårnby Kommune findes udløbet U7, hvorfra der udledes 250.000 m3 vand årligt, som stammer fra arealer i lufthavnen, hvor der ligeledes er påvist forekomst af PFAS-stoffer.

Hertil kommer de mange andre vandudløb fra lufthavnen, der ligger på stribe nord for Dragør ud til Øresund.

På Dragør Sydstrand har kanalen ’Hovedgrøften’ sit udløb i Søvangsbugten tæt på flere velbesøgte badebroer.

Undersøgelser viser at vand, planter og jord i og omkring Hovedgrøften indeholder skadelige PFAS-stoffer, der ligger væsentligt over de tilladte grænseværdier for vandløb.

Der er stadigvæk ikke foretaget nogen tiltag med henblik på oprensning af Hovedgrøften, der afvander store dele af lufthavnens område, og som i 2021 blev konstateret kraftigt PFAS-forurenet.

Dragør Kommune og Københavns Lufthavne A/S lader simpelthen den eksisterende jord-, sand-, plante- og vandforurening være. Det er meget foruroligende.

Tænk hvis man gjorde det samme i Randers Kommune med forureningen fra Nordic Waste – så ville toppolitikerne nok komme op af sofaen i en vis fart.

Regningen.

Indenfor miljøret er der et økonomisk princip om, at det er forureneren, der betaler for forureningsbegrænsende tiltag og genopretning efter miljøskader.

I marts måned 2022 besluttede Dragørs kommunalbestyrelse enstemmigt at undersøge muligheden for at rejse erstatningskrav mod lufthavnen for den vidtfavnende miljøforurening. Med andre ord, så følges det økonomiske princip om at holde skadevolder ansvarlig for den skade, der er påført Dragør Kommune.

Drikkevandsindvindingen i Dragør er fuldstændig ødelagt, og vi importerer nu vand udefra. Borgerne betaler dagligt regningen, og vi skal ligeledes betale 75 mio. kr. for, at vandforsyningsselskabet HOFOR A/S anlægger en ny rørledning til Dragør. Det giver absolut ingen mening.

I december måned 2023 valgte et flertal i kommunalbestyrelsen i al stilhed, at forhøje vandtaksterne og tørre regningen af på vandforbrugerne – kun Liste T og Sydamagerlisten stemte imod forhøjelsen af vandtaksterne, der i forvejen er blandt de allerhøjeste i landet.

Sidste år betalte skatteborgerne tillige 2 mio. kr. af egen lomme for lufthavnens forurening, da Dragør Kommune som sædvanlig skulle beskære vandplanter i Hovedgrøften. Grundet PFAS-forureningen i kanalen skal jorden nu håndteres og bortskaffes efter særlige regler.

’Grødeskæringen’ foretages to gange om året for at sikre kanalens vandføringsevne. Forureningen medfører altså en årlig ekstraregning på 4 mio. kr. – og dette er end ikke et forureningsbegrænsende tiltag, men blot ganske almindelig beskæring og fjernelse af planter.

Der skal ydermere beregnes anseelige udgifter til fremtidig oprensning af Hovedgrøften, markområder, fredede naturområder, private vandboringer, vandløb, mundinger ud til Øresund osv.

Københavns Lufthavne A/S betaler 0 kr. og overlader dermed PFAS-regningen til naboerne. Det er på ingen parametre rimeligt, at dragørborgerne skal betale omkostningerne for lufthavnens forurenende virksomhed – vi lever ikke i ’Omvendtland’.

De forureningsbegrænsende tiltag, og den længe ventede genopretning efter miljøskaden, bør betales af lufthavnen selv uden yderligere ophold.

Ansvaret.

Alt imens regningen tørres af på skatteborgerne, så spreder PFAS-stofferne sig uhindret i vores natur og miljø fra nord til syd.

Det er på høje tid, at vi stiller krav til Københavns Lufthavne A/S – en profitorienteret og storforurenende virksomhed, der bærer ansvaret for egenforureningen såvel som den forurening, der i en lind strøm bevæger sig om på den anden side af trådhegnet til os.

Københavns Lufthavne A/S, der omsatte for intet mindre end 4 mia. kr. sidste år, forholder sig dog stadig tavs.

Tale er sølv, men tavshed er åbenbart guld.

Censurkonge sælger DragørNyheder.

DragørNyheder censurerer borgernes debat og skader demokratiet i Dragør.

De seneste tre år har ejer Flemming Falk Hansen censureret den lokale debat på facebooksiden ’DragørNyheder’ med hård hånd.

Medlemsflugt fra udskældt facebookside.

Det er en offentlig hemmelighed, at det lokale medie DragørNyheder har udført censur i årevis.

DragørNyheders tidligere slogan ”Vi samler Dragør” stemmer på ingen måde overens med virkeligheden i debatforummet.

Som forudset har den hyppige og udemokratiske sletning af opslag og kommentarer bidt sig selv i halen.

Det er resulteret i, at mange dragørborgere har søgt nye græsgange på andre lokale facebookgrupper, hvor borgerne kan deltage i en fri og ucensureret debat.

Salg af AmagerNyt og DragørNyheder.

Dags dato sælger Flemming Falk Hansen AmagerNyt.dk og DragørNyheder.dk med tilhørende facebooksider til lokalavisen Dragør Nyt.

Dragør Nyt har leveret lokale nyheder siden 1957. Avisen er på Facebook, har en hjemmeside og udkommer i trykt udgave én gang ugentligt.

Klik her og læs ’Dragør Nyt overtager AmagerNyt.dk’

Flere p-pladser i fredet område?

Politikerne vil have flere parkeringspladser ved Prins Knuds Dæmning.

Dragør Kommunes administration, direktion og politikere har store vanskeligheder med at respektere gældende fredninger, og har derfor forsøgt at få en dispensation fra Fredningsnævnet.

Fredningsnævnets afgørelse.

Etableringen af 12 nye parkeringspladser er i direkte modstrid med fredningens formål – og derfor har Fredningsnævnet gjort kommunen bekendt med, at parkeringspladsen ved siden af Dragør Badehotels matrikel ikke må udvides.

Liste T vil have endnu flere p-pladser.

Det tværpolitiske parti, Liste T, har mange fikse idéer om, hvordan man kan bygge løs i Dragørs fredede naturområder.

På trods af Fredningsnævnets afslag på dispensation fra den gældende fredning, så foreslår kommunalbestyrelsesmedlem Annette Nyvang (T), at en jordvold skal fjernes, så man kan etablere intet mindre end 26 nye parkeringspladser.

”Bigger is better”, som man siger i USA eller ”what’s not to like?”, som man ofte siger i Liste T.

Klik her og læs Dragør Nyts ’Ikke denne gang for Prins Knuds’ (1. marts 2024)

Klik her og læs Dragør Nyts ’En gang til for Prins Knuds’ (21. marts 2024)

Millionlån og forgyldt kommunal direktør.

Endnu en leder har forladt rådhuset.

Lånbuffeten er genoptaget på Dragør Rådhus – denne gang drejer det sig om 15,2 mio. kr., som politikerne har lånt på borgernes vegne.

Samtidig valgte kommunalbestyrelsen i februar 2024 at fyre velfærdsdirektør Asger Villemoes Nielsen, der nu kan forlade Dragør Kommune med intet mindre end 2,1 mio. kr. i baglommen.

Stribevis af opsigelser.

Kommunen har brugt millioner af skattekroner på den omfattende ventilation i ledelseslaget – sideløbende med at der spares benhårdt på de små og de grå i Dragør.

Alene i seneste valgperiode 2018-2021 har følgende ledere selv opsagt sine stillinger på Dragør Rådhus:

Velfærdsdirektør Jesper Reming Tangbæk, skole- og kulturchef Karina Møller, erhvervs- og turismechef Claus Rex, direktør for Plan og Teknik Mette Jeppesen, kommunaldirektør Kenneth Kristensen, borgmester Eik Dahl Bidstrup, kommunaldirektør Henrik Harder samt planchef Javier Corvalán.

Rådhusets svingdør er på svimlende overarbejde, og det er skatteyderne, der betaler regningen.

Eksempelvis fik tidligere kommunaldirektør Kenneth Kristensen 1,3 mio. kr. med sig, og eksborgmester Eik Dahl Bidstrup (V) kunne under heftig borgerkritik pakke 774.347 kr. ned i sin velpolstrede attachémappe, på trods af at han frivilligt forlod borgmesterposten syv måneder før tid, og gentagne gange fik mulighed for at frasige sig eftervederlaget.

Lånbuffet på Dragør Rådhus.

Som nogle sikkert husker, så var Dragør Kommune i 2020 meget tæt på at blive sat under administration af Indenrigsministeriet grundet mangelfuld og fejlslagen økonomistyring på Dragør Rådhus.

Den økonomiske deroute blev yderligere forværret af politikernes hovedløse forsøg på at placere adskillige støjende aktivitetsparkprojekter klos op ad naboer, indføre UNESCO-turisme og etablere en lang havnepromenade, der for lånte penge skulle slange sig hele vejen rundt om fortets voldgrav.

Alle de politiske projekter viste sig ganske enkelt at være juridiske og demokratiske katastrofer.

Det er som bekendt ingen dans på roser, at blive sat under administration af Indenrigsministeriet. Venstre-borgmester og formand for kommunens økonomiudvalg, Eik Dahl Bidstrup, valgte i fællesskab med Dansk Folkeparti, Liste T og Socialdemokratiet at låne sig ud af problemerne.

Det gik ikke så godt. De fire partier formåede inden for ganske kort tid at gældsætte byens borgere med 55 mio. kr. – vel at mærke ud over vores eksisterende gæld i kommunen, der på daværende tidspunkt lød på 135 mio. kr.

Den tidligere kommunalbestyrelse forringede kommunens egenkapital med 190 mio. kr., og nu er den bittersøde lånbuffet på Dragør Rådhus åbnet igen. Det er nok en rigtig dårlig idé.

Som det tydeligt fremgår af TV3’s programserie ’Luksusfælden’, så kan man altså ikke låne sig ud af sine økonomiske problemer.

Lån er ligesom opsparede penge – mange bække små gør en stor å.

Forgyldt kommunal direktør.

I slutningen af februar 2024 blev velfærdsdirektør Asger Villemoes Nielsen afskediget og hjemsendt fra Dragør Rådhus. Hans virke, som én ud af tre direktører i kommunens øverste ledelse, er hermed nået til vejs ende.

Efter det oplyste har der været betydelige udfordringer med at håndtere den triste og kaotiske konflikt i Nordstrandens Vuggestue, der gik ud over personale, forældre og børn samt en række andre sager på kommunens institutions- og fritidsområder.

Hertil kommer de dybt kritisable og borgerunddragende forsøg på at gennemtvinge de hedengangne projekter ’UNESCO i Dragør’ og ’Afgangshallen inklusive fem aktivitetsstationer’.

Sidstnævnte aktivitetsparkprojekt er kraftigt amputeret, og er med et trylleslag blevet omdøbt til det mindre prangende ’Dragør Outdoor Fitness’.

I forlængelse af fyresedlen kan Asger Villemoes Nielsen nu indkassere et gyldent håndtryk på 2.146.981 kr. fra Dragørs skatteborgere – som tak for indsatsen.

Kort over projekt ’Industriområde på Nordre Dragørvej’.

Vandhullet Køjevælen ligger på marken, hvor der skal bygges.

Den politiske vision om, at der skal bygges et erhvervs- og industriområde på 100.000 m² mellem Nordre Dragørvej og Københavns Lufthavn er i støbeskeen.

Intet regnestykke foreligger.

Dragør Kommunes administration kan som sædvanlig ikke fremvise en ’business case’, der beskriver kommunens forventede omkostninger, økonomiske gevinst og risiko for investeringen.

En business case er retfærdiggørelsen af investeringen i projektet, både når det kommer til tid, penge og ressourcer – den måler investeringen op imod den mulige gevinst, der er ved projektet.

Business casen samler størstedelen af informationerne, som kommunalbestyrelsen skal bruge, for at kunne sagsbehandle og sige ja eller nej til projektets videre fremdrift.

Hvem ejer grundene på marken?

Mange borgere har spurgt ind til, hvor store de enkelte matrikler egentlig er, og om det er Dragør Kommune, der ejer grundene?

Klik her og se ’Matrikelkort og ejerforhold’

Klik her og se referat af Økonomiudvalgets møde ’Erhvervsområde Nord – Status på planlægning’

Klik her og se ’Bilag 1: Principper for udvikling af Erhvervsområde Nord’

Klik her og se ’Bilag 2: Overblik over ejendomme’