Sydstrandsprojekt stoppes ikke.

Strandstierne ved Sylten snor sig langs kystlinjen.

Søvangsbakkerne er reddet, men politikerne vil stadig bygge på strandengene, og omdanne Sydstranden til en aktivitetspark.

Planen er at placere motionsstier og 10-12 motionsstationer på Dragørs fredede strandenge.

Det er dog svært at øjne den folkelige opbakning til projektet, og med en smule lokalkendskab kan man hurtigt konstatere, at der i forvejen er masser af stier på Sydstranden. Ja, der er faktisk stier i kilometervis på kryds og tværs af hele kyststrækningen.

Sydstrandens fredede enge strækker sig fra Dragør Havn til Kongelunden.

Borgere og turister benytter aktivt stranden hele året rundt til naturvandring, hundeluftning, fuglekiggeri, løbeture og udflugtssted.

Fredede strandenge.

Mon ikke man bare skulle holde fingrene fra strandengene? De er ikke til pynt, men vi bør passe på dem i fællesskab.

På strandenegene er der allerede rig mulighed for legemsøvelser – det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvilken motionsform man ynder at dyrke. Eksempelvis løb, almindelig gang, stavgang, cykeltur og kitesurfing.

Mens man dyrker motion har man mulighed for at opleve forunderlig fauna og flora. Især de blomstrende græsser er gode for øjnene.

Projektet stoppes ikke.

Under aftenens møde i Klima-, By- og Erhvervsudvalget fik politikerne endnu en gang kolde fødder og sendte det upopulære Sydstrandsprojekt tilbage til Dragør Kommunes forvaltning.

Her kan man se sagsbehandlingens omkostningstunge forløb alene indenfor den seneste måned:

1) Klima-, By- og Erhvervsudvalget (10. august 2022).

2) Økonomiudvalget (18. august 2022).

3) Kommunalbestyrelsen (25. august 2022). Sendt retur til Klima-, By- og Erhvervsudvalget.

4) Klima-, By- og Erhvervsudvalget (7. september 2022). Sendt retur til forvaltningen.

Dermed skal der forbruges yderligere forvaltningsmæssig tid og ressourcer på projektet – politikerne har åbenbart helt glemt sparerunden.

Det er en alvorlig sag at tage penge væk fra de små og de grå i en benhård sparerunde, mens man endnu en gang hovedkulds kaster sig ind i minefeltet af uønskede og underbudgetterede aktivitetsparkprojekter, der finansieres af borgernes skatteindbetalinger.

Sparerunden gælder vanen tro ikke politikernes egne projekter, som vi tidligere har set i Copenhagen White Water Park-sagen (2016-2019), der satte byen på den anden ende.

Forvaltningskarrusel.

Klima-, By- og Erhvervsudvalget vil nu have, at Dragør Kommunes forvaltning stiller forslag om, hvor motionsstierne og motionsredskaberne skal placeres på Sydstranden.

Det er en farce. Borgerne kan så pænt vente på, at projektet atter trækkes gennem forvaltningskarrusellen, for derefter at blive lagt ned i næste uge, til næste år eller året efter med betragtelige omkostninger til følge.

Med tanke på Dragør Kommunes økonomiske situation og gevaldige udfordringer, så er det måske mere hensigtsmæssigt at lukke Sydstrandsprojektet nu. Hellere før end senere.

Næste generation.

Vi er mange, der ønsker at værne om Dragørs tilbageværende grønne områder, som vi skal overlevere til vores børn og børnebørn.

Det er værd at huske på, at når de nuværende politikere er væk fra kommunalbestyrelsen, så er borgerne her stadig – der er altid vilje og styrke til at kæmpe.

Sydstrandsprojektet er uigennemtænkt og unødvendigt. Det bliver et stort ”NEJ TAK” herfra.

Klik her og læs referatet af Klima-, By- og Erhvervsudvalgsmødet ’Beslutning – Frigivelse af anlægsbevilling til motionsstier på Sydstranden’