Biodiversiteten er høj i bakkerne mellem AH Søndergården og Søvang.
Har du nogensinde hørt om, at den besparelsesramte Dragør Kommune vil omringe de naturskønne Søvangsbakker med 10-12 motionsredskaber? Nej, vel. Du er ikke alene.
Det er øjensynlig ikke muligt for politikerne, at værdsætte og bevare et fredet område med rigt plante- og dyreliv ved strandengene, uden at der partout skal bygges en eller anden form for aktivitetspark.
Skæve prioriteter.
Under et økonomiudvalgsmøde i går kom det frem, at kommunens administration indhenter tilbud på motionsredskaber, godkendelse fra Fredningsnævnet, byggetilladelse og eventuel landzonetilladelse.
En bekostelig affære, der bl.a. fjerner fokus fra efterslæbet på vedligeholdelse af kommunale ejendomme, bygninger, skoler, institutioner, fortove, stier og veje i hele Dragør – fra Nordstranden til Sydvestpynten.
Sideløbende spares der benhårdt på børn, unge og ældre i vores lille by.
Men politikerne har som bekendt altid råd til flere indvielser af projekter, fotosessioner, champagnebobler og guldsaksens lette dans gennem de røde silkebånd.
Bakkerne er ikke til pynt.
Dragørborgerne bruger naturen aktivt, den er ikke til pynt, men vi værner om den. Vi er, så at sige, omsorgsfulde naturforbrugere.
Man kan sagtens motionere i naturen uden at fylde den med apparater. I dag er der da også masser af muligheder for at røre sig i bakkeområdet: Gåtur med hunden, stavgang, almindelig gang, løb, armbøjninger, cykeltur osv. Det er kun fantasien, der sætter grænser.
Søvangsbakkerne fungerer som et lifligt og rekreativt område, der byder på høj biodiversitet, hvilket mange af os finder ro i og sætter stor pris på – også motionister.
Det flade Amager.
Det vil være en kæmpe fejltagelse at placere et dusin øjebæer omkring det smukke bakkelandskab. Vi har ikke brug for flere naturforringende anlægsprojekter fra politisk side.
Vi gad godt vide, om lokalpolitikerne eksempelvis ville placere 10-12 træningsstationer i det fredede område Grushullerne på Nordstranden som et nyt kommunalt projekt – men tænker umiddelbart, at det nok ikke kommer på tale.
Kommunalbestyrelsen sagsbehandler sit Søvangsbakke-projekt den 25. august 2022. Så må vi håbe, at indlæringskurven ikke fortsat er flad som Amager.
Stop projektet nu. Lad os nyde, værdsætte og være i naturen på dens egne præmisser.