Kulturhus strandet på havnekajen.

Dragør Havn. Der skal ikke etableres et multifunktionelt kulturhus i det tidligere bådeværft fra 1912.

Den private arbejdsgruppe ’Kulturhus Dragør’ har siden 2019 villet placere et kulturhus på den hidtidige værftsgrund for foden af lodstårnet.

I 2020 modtog ’Kulturhus Dragør’ 50.000 kr. fra Dragør Kommune til udarbejdelse af fondssøgning, men det er ikke resulteret i nogen form for fondsstøtte til kulturhus-projektet.

Manglende redegørelse for finansieringen af projektet har medført en voksende undren over, hvorledes projektet egentlig skulle realiseres – og i særdeleshed hvor pengene skulle komme fra?

Hertil skal medregnes, at langtfra alle i Dragør er begejstrede for udformningen og placeringen af kulturhuset på havnen.

Efter 3 år har kommunalbestyrelsen trukket stikket.

Kulturhus-projekt nedlægges.

Den 1.300 m² store værftsgrund med 600 m² bygninger er bl.a. forurenet med kadmium, bly, opløsningsmidler samt olie- og benzinprodukter.

Under aftenens kommunalbestyrelsesmøde har et flertal bestående af Sydamagerlisten, Konservative, Venstre og Socialdemokratiet besluttet, at der nu skal foretages forhandlinger med alle partier om fremtidig anvendelse af det vestlige byggefelt og bådeværftsgrunden.

Samtidig stoppes planerne om at placere et kulturhus på havnen.

Liste T stemte, som de eneste, nej til at begynde nye forhandlinger om anvendelsen af værftsgrunden.

Kommunalbestyrelsen forventes ligeledes at tage stilling til, hvordan forureningen af grunden kan håndteres bedst muligt.

Ifølge Dragør Kommune skal jordforureningen enten indkapsles eller oprenses – sidstnævnte er den dyreste, men også den mest ansvarsbevidste løsning.

Kommunens administration har ikke undersøgt, hvad det koster at komme forureningen til livs.

Forhandlinger om fornyelse af havnen.

Der er ikke sket meget på havnen, siden færgedriften til Sverige ophørte i 1999 grundet Øresundsforbindelsens planlagte åbning i 2000.

Nu må vi håbe, at de politiske forhandlinger ikke ender i endnu en lang periode med stilstand, da mange borgere ønsker en fornyelse af havnen, der er blevet forbigået i over 20 år.

Borgmester Kenneth Gøtterup (C) indkalder til forhandlinger i maj måned 2022.

Klik her og læs Dragør Nyts artikel ’Nye forhandlinger om værftsgrund – Arbejdet med et kulturhus på den gamle værftsgrund på Dragør Havn stoppes’

Klik her og læs Flemming Blønds indlæg i Dragør Nyt ’Det lysner – En ny plan for havnen er på vej’

Klik her og se ’Referat af kommunalbestyrelsesmødet’