Miljøskadelige megaprojekter.

Dragør Industriby skal placeres i det åbne landskab klos op ad naboer, natur og dyreliv.

Det er ingen hemmelighed, at det bliver sværere og sværere at få frisk luft i den nordlige del af Dragør og den sydlige del af Tårnby, grundet ildelugtende luftforurening dag og nat.

Her er tre megaprojekter, der skal placeres i umiddelbar nærhed af lufthavnen, og som vil medføre en drastisk stigning i trafikken til lands, til vands og i luften.

Dragør Industriby.

Mellem Ryvej, A.P. Møllers Allé og Nordre Dragørvej forsøger politikerne under kraftig borgermodstand at placere et 170.000 m² stort erhvervs- og industriområde i det åbne landskab.

Dragør Industriby har været i støbeskeen på rådhuset i årtier, men projektet er påfaldende nok i direkte modstrid med Dragør Kommunes infrastruktur, de vejledende støjgrænser, den grønne erhvervsstrategi, planstrategien ’Det flade land og de åbne vidder’ og den kommende klimaplan.

Dragør Kommune har endnu ikke lavet lokalplanen om, og konverteret landzone til byzone, da projektet befinder sig i et kæmpe underskud af faktuelle oplysninger – anlægsmæssigt såvel som planmæssigt.

Airport Business Park.

På Kystvejen skal der etableres et 300.000 m² stort cargoområde med direkte adgang til lufthavnen, det eksisterende luftfragtområde, jernbanenettet og motorvejen E20 til Danmark, Sverige, Tyskland og resten af Europa.

Lokalplanen er allerede godkendt af Tårnby Kommune og baner vejen for at opføre bygninger i op til 22 meters højde. Airport Business Park er mere end én kilometer lang og mellem 150 og 275 meter bred. Størrelsen på det nye cargoområde svarer til 44 fodboldbaner.

Airport Business Park skal gøre Danmark til et nordeuropæisk centrum for luftfragt og e-handel samt et knudepunkt for medicinal- og biotekindustrien.

Kirstinehøj III.

På Tømmerupvej gøres der i øjeblikket klar til et 400.000 m² stort erhvervsområde, der skal ligge langs trådhegnet til lufthavnen.

Tårnby Kommune har godkendt den endelige lokalplan, og vil lave en tre meter bred frizone langs hegnet til lufthavnen samt tilføje en række træer, der skal adskille Kirstinehøj III og Tømmerup Landsby.

Ifølge ingeniørvirksomheden Sweco vil Kirstinehøj III dagligt komme til at generere cirka 4.645 køretøjer mere end i dag.

Lufthavnens udvidelse.

Vi er mange, der er bekymrede for forøgelsen af personbiler, kassevogne, lastbiler, containerskibe, toge og fly, som megaprojekterne vil medføre.

Men det er praktisk talt umuligt at vinde ørenlyd hos politikerne, der stædigt holder fast i, at de miljø- og trafikbelastende projekter er vejen frem.

Dragør Kommunes borgmester Kenneth Gøtterup (C) og Tårnby Kommunes borgmester Allan Steenberg Andersen (A) sidder i ’CPH Advisory Committee’ – en vækstkomité, hvis primære formål er at fremme lufthavnens ekstreme vækst.

Vi kan så med rette spørge, om borgmestrene mon varetager lufthavnens interesser eller naboernes interesser?

Københavns Lufthavne A/S udvider som bekendt massivt i disse år. Lufthavnen vil være Nordeuropas største knudepunkt for luftfragt, og har ambitioner om at fordoble mængden af gods fra 500.000 tons i dag til mere end en million tons årligt.

Lufthavnen er Nordens største med 30 mio. passagerer om året, og ifølge udvidelsesplanerne skal der nu skabes plads til 40 mio. passagerer årligt.

Lufthavnen taler endda om ”sikring” af en kapacitet på 60 mio. passagerer i fremtiden, hvilket er mere end ti gange Danmarks befolkningstal hvert eneste år – det er lige til at få åndenød over.

Fordoblingen af fragtkapaciteten og passagerantallet betyder mere flytrafik, og som følge heraf endnu mere støj- og luftforurening til naboerne i døgndrift.

Nabohjælp.

Vi bekymrede borgere må stå sammen, så der fortløbende stilles spørgsmålstegn ved, om de enorme erhvervs- og industrieventyr på grænsen til lufthavnen overhovedet har sin berettigelse i Dragør og Tårnby.

Det er en gåde, hvorfor et flertal af politikere konstant vil tilføre mere røg, støj og møg til vores lokalområder.

Er det ikke en ualmindelig kortsigtet og destruktiv tankegang, vi er vidner til i disse dage?

Klik her og deltag i debatten på facebookgruppen ’Borgere mod lufthavnsforurening’

Klik her og deltag i debatten på facebookgruppen ’DragørNyheder’