Efteråret er godt i gang, og politikerne lever stadigvæk i håbet om at kunne placere deres megaprojekt klos op ad naboer, natur og dyreliv.
Projektet kommer i særdeleshed til at påvirke naboerne i nærheden af Ryvej, A.P. Møllers Allé og Nordre Dragørvej med yderligere trafik, støj og luftforurening.
Møde med politikerne.
Med borgmesteren i spidsen forsøger Konservative, Moderaterne, Socialdemokratiet og Venstre at konvertere landzone til byzone og etablere det 170.000 m² store erhvervs- og industriområde i Dragørs åbne landskab.
I aften skal ti grundejerforeninger afholde dialogmøde med politikerne angående industribyen, da de bekymrer sig over projektets følgevirkninger.
I begyndelsen af november, cirka en uge forud for mødet, kunne man læse følgende i Dragør Nyt:
”Kenneth Gøtterup er heller ikke bange for en helt anden konflikt. Den, der handler om Erhvervsområde Nord eller A.P. Møllers Allé II, som han kalder det. Han lader sig ikke ryste af den heftige debat, der har været om området, men holder fast i troen på, at alle vil kunne se den sunde fornuft i projektet: ”Det er en vigtig debat at have. Men jeg har fuld tillid til, at som tiden går, så vil folk forstå og blive glade for udviklingen.” (Dragør Nyt, side 12, 6. november 2024).
Hermed må vi forstå, at den markante og vedvarende borgermodstand imod Dragør Industriby ikke er værd at lytte til, fordi med tiden, så vil alle borgere forstå, det vi ikke forstår, og så vil vi blive ”glade” for det miljøbelastende og trafikforøgende projekt.
Javel, ja. Det er ikke ligefrem den bedste forudsætning for en konstruktiv dialog under mødet mellem grundejerforeningerne og repræsentanterne for de politiske partier.
I foråret blev borgerne advaret om, at politikerne har tænkt sig at tromle deres projekt igennem, uanset hvad vi gør og siger.
Allerede inden mødet har borgmesteren øjensynlig besluttet sig for, at det her skal byen bare have for enhver pris.
I Dragør Kommune har vi noget, der hedder ’demokrati’ – så er det ikke noget, vi skal være flere om at bestemme?
Behov, økonomi og trafik.
Træet er blevet rystet mange gange, men der falder ingen ’behovsanalyse’ eller ’business case’ ned, selvom borgerne har efterlyst analyserne i otte stive måneder.
Vi må nøjes med vindblæste blade og luftige forklaringer om et projekt, som politikerne af uforklarlige årsager ikke kan redegøre for.
Projektmagerne har ingen idé om, hvorfor de finder det gavnligt at ændre den gældende lokalplan og konvertere landzone til byzone, hvad byggemodningen vil koste skatteborgerne, hvor der skal etableres adgangsveje og øvrig infrastruktur, og sidst men ikke mindst hvorledes dette enorme projekt vil tilføre borgerne og byen en eventuel merværdi.
Mon ikke det er på tide med nogle håndgribelige svar, i stedet for al tomgangssnakken, som borgerne er blevet belemret med siden det tidlige forår?
Det er vel ikke professionel kommunal projektstyring, at borgmesterens flertal sjusser sig frem, uden at kunne dokumentere et egentligt behov for industribyen, og samtidig på utroværdig vis påstår, at trafikforøgelsen vil være ”begrænset”.
Når politikerne placerer et kæmpestort erhvervs- og industriområde i den nordlige del af Dragør, så følger der selvfølgelig en massiv trafikbelastning med.
Ukonkret projekt.
Konservative, Moderaterne, Socialdemokratiet og Venstre får store vanskeligheder med at trylle trafikforøgelsen væk, hvis projektet konkretiseres, og det er måske netop en af årsagerne til, at vi hele tiden modtager ikke-svar, når der spørges ind til Dragør Industriby.
Ifølge borgmesteren og de øvrige projektmagere, så vil de ”styre trafikken” til og fra industribyen – de kan bare ikke lige redegøre for, hvordan de i praksis har tænkt sig at gøre det.
Projektet kommer som bekendt til at påvirke mange andre grundejere og grundejerforeninger, end de ti foreninger, der skal til aftenens dialogmøde i Hollænderhallen, men det bliver yderst interessant at høre, hvad der kommer ud af mødet.