Dragør Industriby – selvmodsigelsens slaraffenland.

Projektet skal placeres mellem Københavns Lufthavn og Nordre Dragørvej.

Et politisk flertal på Dragør Rådhus vil etablere et 170.000 m² stort erhvervs- og industriområde i det åbne land.

Men er der egentlig sammenhæng mellem, hvad politikerne siger til borgerne, og hvad de gør i virkeligheden?

Vision om åbne vidder.

I disse dage har Dragør Kommune sendt et forslag om en planstrategi i høring, som er forløber for den kommende kommuneplanrevision i 2025, men den er desværre helt ude af trit med virkeligheden.

Den ny planstrategi er i offentlig høring frem til den 14. august 2024.

Ifølge ’Planstrategi – Det flade land og de åbne vidder’ er politikernes vision:

Om 100 år ønsker kommunalbestyrelsen, at de kulturhistoriske træk med åbne flader og tydelige grænser mod Dragør by, St. Magleby landsby og Søvang stadig kan ses. De karakteristiske elementer, der definerer Sydamager med spor fra historien i form af diger, grøfter, levende hegn, militære fæstninger og parcelstrukturer fra tidernes landbrug, er bevaret og genfortalt. Om 100 år skal der være endnu bedre muligheder for alle til at bevæge sig frit i landskabet og opleve de store åbne områder, både langs kysten, og inde over land. (Forslag til Planstrategi – Det flade land og de åbne vidder, Dragør Kommune, side 11, 2024).

Det lyder alt sammen rigtig fint og positivt, men det er jo fuldstændig i modstrid med, hvad flertallet i kommunalbestyrelsen foretager sig i praksis.

Virkeligheden er, at borgmesteren og et politisk flertal i kommunalbestyrelsen konstant forsøger at plastre landområder såvel som strandenge til med diverse byggeprojekter – selvom borgerne på det kraftigste opfordrer politikerne til at lade være.

Vision om grønt erhverv.

I disse dage har Dragør Kommune endvidere sendt et forslag om en ny erhvervsstrategi i offentlig høring frem til den 13. august 2024.

Mange borgere undrer sig over, hvorfor borgmesteren, kommunalbestyrelsen, direktionen og administrationen på Dragør Rådhus hævder, at kommunens forslag til den ny erhvervsstrategi er ”grøn”?

Ifølge ’Forslag til Erhvervsstrategi’ er politikernes vision:

Dragør skal være den grønneste iværksætterkommune, hvor bæredygtighed er grobund for innovation og vækst, og hvor iværksætterånden næres fra barnsben. (Forslag til Erhvervsstrategi, Dragør Kommune, side 10, 2024).

Men hov! Det er jo også helt og aldeles i modstrid med, hvordan flertallet i kommunalbestyrelsen gebærder sig.

Vision versus virkelighed.

Virkeligheden er, at politikerne siden 2018 har forsøgt at placere intet mindre end seks støjende aktivitetsparker klos op ad naboer, natur og dyreliv.

Samtlige projekter er blevet lukket ned under kraftig borgermodstand, og politikerne er gang på gang venligt blevet bedt om at varetage deres pligtopgaver, i stedet for at chikanere naboerne med deres uønskede aktivitetsparkprojekter på kryds og tværs af kommunen.

Under vedvarende kritik har borgmesterens politiske flertal ligeledes planer om at bebygge adskillige fredede områder i Dragør, og de vil tillige opføre megaprojektet Dragør Industriby mellem Ryvej, A.P. Møllers Allé og Nordre Dragørvej.

Dragør Industriby vil medføre en voldsom stigning i antallet af lastbiler og fragtfly, der i døgndrift skal transportere gods til og fra området – desuagtet kalder politikerne projektet for ”grønt”, ”bæredygtigt” og ”miljørigtigt”.

Politikernes selvmodsigelser kaldes på jævnt dansk for ’borgerbedrag’, og deres skuespil skader vores fauna, flora og lokaldemokrati på alle tænkelige måder.

Ret beset er politikernes mange visioner alt andet end grønne, men derimod meget miljøbelastende, og projekterne vil på daglig basis være til stor gene for byens indbyggere – både nu og i fremtiden.

Ægte grøn strategi.

Amager er allerede overbebygget og overbefolket, og det er meget svært at forstå, hvorfor politikerne med fuldt overlæg vil belaste dragørborgerne yderligere.

Er der mon nogen på Dragør Rådhus, der har overvejet, om det ikke er en ualmindelig dårlig idé at forøge trafikken, luftforureningen og støjbelastningen i Dragør markant?

Måske kunne man rent faktisk udforme en visionær ’grøn strategi’ på Dragør Rådhus, og i samme ombæring sørge for, at hånden ikke gør det stik modsatte af, hvad munden siger.

I årtier har politikerne sagt én ting, og gjort noget helt andet – det er hverken glædeligt eller klædeligt.

Det er nu, borgerne bør bruge sine stemmer i debatten, hvis vi i fællesskab skal sikre det åbne landskab.

Hvis vi gør det, så kan de næste generationer måske nå at opleve Dragørs tilbageværende natur, dyreliv og åbne vidder om hundrede år.

Klik her og se ’Forslag til Planstrategi – Det flade land og de åbne vidder 2024’

Klik her og se ’Forslag til Erhvervsstrategi 2024’