Nej til Copenhagen White Water Park

Dragør Industriby – hvem tager hånd om Køjevælen?

På Nordre Dragørvej ligger vandhullet Køjevælen.

Det er næppe gået nogens næse forbi, at politikerne vil omringe Køjevælen med et 170.000 m² stort erhvervs- og industriområde i det nordlige Dragør.

Hvem tager egentlig hånd om Køjevælen? Er det mon politikerne, eller borgerne, der beskytter den?

Her er et miniportræt af det fredede vandhul og dets rige plante- og dyreliv.

Fuglekøje.

I flere hundrede år har vi kaldt den lille sø på Nordre Dragørvej for Køjevælen, som kommer af det gamle nederlandske ord ’kooi’, der kan betyde et bur, en fælde eller en ruse i kombination med det gammeldanske ord ’væl’, der betyder dam eller vandhul.

Men hvad er nu det for noget hokus pokus med en fælde? Jo, der har sandsynligvis været en snedigt anlagt dam med tilhørende vandkanaler overdækket med trådnet, hvor vildænder blev lokket til – og dermed indfanget for enden af kanalerne i en ruse.

De nederlandske bønder, der kom til Amager i 1500-tallet, havde Kong Christian II’s tilladelse til at foretage fuglefangst og ålefiskeri. Til gengæld skulle bønderne gøre Amager frugtbar, så de kunne levere madvarer til de københavnske indbyggere – noget for noget, som man siger.

Landområde.

Der er ingen tvivl om, at Køjevælen har stor kulturhistorisk og naturmæssig værdi i Dragør, og den bør bevares og forsvares – også selvom Dragør Kommunes administration ikke altid er lige flittig til at sørge for den fornødne naturpleje i og omkring vandhullet.

Førhen ville politikerne meget gerne beskytte Køjevælen, som vi kan se her i Kommuneplanrevision 2013:

”Søen Køjevælen med omkransende beplantning skal bevares og beskyttes.” (Kommuneplanrevision 2013, Dragør Kommune, side 16 og 101).

Nu er Køjevælen blevet fjernet fuldstændigt i den forholdsvis nye Kommuneplan 2022, et digert værk på 202 sider, men vi kan dog se følgende om landområdet nord for Nordre Dragørvej:

”Jordbrugsareal øst for Ryvej. Generel anvendelse: Landområde. Fremtidig zonestatus: Landzone. Generelle anvendelsesbestemmelser: Områdets anvendelse fastlægges til jordbrugsformål, med mulighed for at udlægge hele eller dele af arealet til almene, ikke-bymæssige friluftsformål, herunder rekreative stier i byens randzone.” (Kommuneplan 2022, Dragør Kommune, side 198).

Politikernes planer om at bygge et højt og stort erhvervs- og industriområde, i agerlandet mellem Ryvej og Nordre Dragørvej, stemmer altså overhovedet ikke overens med kommuneplanens forskrifter.

Dyreliv.

Når politikerne, direktionen og administrationen på Dragør Rådhus intentionelt fjerner Køjevælen fra kommuneplanen, der er gældende de næste ti år, så sendes et tydeligt signal til lokalsamfundet om, at vandhullet og det åbne land ikke er noget, man vil beskytte og bevare – det skal helst bygges væk.

Det er her i landområdet lærkerne bor, harerne hopper og vildgæssene raster – og de levende læhegn mellem markerne er yndede opholdssteder for alskens småfugle, der søger føde og ly til sig selv og ungerne.

Køjevælen er nu til dags et velbesøgt vandhul, der bl.a. er hjemsted for gule åkander, frøer, flagermus, fugle, guldsmedelarver, snoge og tudser.

Heldigvis har vi at gøre med et ’§ 3-vandhul’, hvilket betyder, at Køjevælen hører under naturbeskyttelsesloven – det kan politikerne ganske vist forsøge at pille ved, men det bliver ualmindelig svært for dem.

Siden 1980 har alle de vildtlevende krybdyr og padder i og omkring vandhullet været fredet i henhold til Miljøministeriets ’Bekendtgørelse om fredning af krybdyr og padder’.

I Dragør har vi brug for vores få tilbageværende vandhuller, der er vigtige leve- og ynglesteder for en lang række planter og dyr – det er også her fuglene og pindsvinene finder vand i tørre perioder.

Beskyttelse.

Det er altså borgerne, der skal tage hånd om Køjevælen, da politikerne er fast besluttet på at svøbe hele området ind i asfalt, bygninger og godstransport i døgndrift.

Dragør Kommune har tankevækkende nok sendt sin grønvaskede erhvervsstrategi i høring frem til den 13. august 2024 med følgende ord:

”Vision: Dragør skal være den grønneste iværksætterkommune, hvor bæredygtighed er grobund for innovation og vækst, og hvor iværksætterånden næres fra barnsben.” (Martin Wood Pedersen og Mia Tang, Det Konservative Folkeparti, Dragør News, 8. maj 2024).

Vækst, vækst og atter vækst. Mig bekendt passer man ikke på vores fælles natur- og kulturarv ved at bygge et 170.000 m² stort erhvervs- og industriområde rundt om Køjevælen.

Det er absolut ikke bæredygtig og grøn ’udvikling’, men derimod ’afvikling’ af værdifuld agerjord, natur og de vilde dyrs opholdssteder.

Frit land.

Evigt ejes kun det tabte, som man siger – så lad os i fællesskab gøre en indsats for at modvirke politikernes umættelige byggelyst og vækstambitioner i landzonen.

Vi kan med fordel værne om Køjevælen og Dragørs åbne vidder, som vi alle holder af, for når landområderne først er blevet bebygget, så får vi dem ikke tilbage.

Det åbne land bør forblive åbent, til glæde for dyr såvel som mennesker – det er værd at kæmpe for.

Klik her og se erhvervs- og industriområdets ’Matrikelkort og ejerforhold’

Exit mobile version