Stop venligst projekt ’Dragør Industriby’.

Projektet skal placeres mellem Københavns Lufthavn og Nordre Dragørvej.

Konservative, Moderaterne, Venstre og Socialdemokratiet arbejder under voksende borgermodstand på at placere et 170.000 m² stort erhvervs- og industriområde i den nordlige del af Dragør.

Mange borgere har ytret sine velbegrundede bekymringer over megaprojektet og dets negative følgevirkninger for især Store Maglebys og Nordstrandens boligområder.

Liste T og Sydamagerlisten er heller ikke imponerede over det storstilede og uigennemtænkte projekt.

Inden mødet.

Ejendomsselskabet Mileway, der er ejet af den udskældte amerikanske kapitalfond Blackstone, har i begyndelsen af maj 2024 indleveret et projektforslag til Dragør Kommune om placeringen af en stor logistik- og lagerfacilitet på Nordre Dragørvej – dette vil bl.a. medføre et massivt indtog at lastbiler, der i døgndrift skal transportere gods til og fra ’Dragør Industriby’.

Den 20. juni 2024 skulle kommunalbestyrelsen sagsbehandle projektet.

Forud for mødet havde Liste T og Sydamagerlisten, som de eneste partier, offentligt taget afstand fra det miljøbelastende projekt.

Følgende er ført til protokols på Dragør Rådhus af administrationen:

Liste T: Liste T mener, at byggeriet er for højt og for stort i forhold til intentionerne i forarbejdet – og at lager- og transportvirksomhed med kørsel hele døgnet er helt uforeneligt med de nærmeste boligområder.

Sydamagerlisten: At der er mulighed for at udlægge området som erhvervsområde, er ikke det samme som, at man skal. Det vil for det første medføre store trafikale gener for Dragørs borgere, for det andet vil det ikke være foreneligt med, at Dragør skal være en grøn, smuk og klimavenlig kommune, og for det tredje vil det ikke give Dragørs borgere nogen merværdi. Tværtimod.

Den politiske modstand mod projektet bakkes op af mange borgere, der er bekymrede for den forøgede luftforurening og støjbelastning fra bil- og flytrafikken, der sendes direkte ud til borgerne i lokalområderne.

Desuagtet hævder borgmesteren og et flertal i Dragør Kommunes kommunalbestyrelse, at de kan ”styre trafikken” østpå mod Kystvejen ind i Tårnby Kommune, hvilket ikke kan lade sig gøre i den virkelige verden.

Hele projektet befinder sig i et kæmpe underskud af faktuelle oplysninger – anlægsmæssigt såvel som planmæssigt.

Hertil kommer, at den storforurenende lufthavn er i fuld gang med at udvide sin fragt- og passagerkapacitet.

Københavns Lufthavn er Nordens største med over 25 mio. passagerer om året, og ifølge lufthavnens igangsatte udvidelsesplaner skal der nu skabes plads til 40 mio. passagerer årligt. Lufthavnen taler endda om ”sikring” af en kapacitet på 60 mio. årlige passagerer i fremtiden.

Politikerne vælger vanen tro, at forklare de bekymrede borgere, at de bare skal slappe af og tie stille, for intet er besluttet endnu – dette gøres sideløbende med, at ’Dragør Industriby’ forsøges tromlet igennem.

Under mødet.

På kommunalbestyrelsesmødet den 20. juni 2024 skulle de folkevalgte politikere tage stilling til dagsordenpunktet: ’Beslutning – Godkendelse af projekt for del af Erhvervsområde Nord’.

Fuldstændig som forventet havde flertallet for projektet fået iskolde fødder i byrådssalen.

Med borgmester Kenneth Gøtterup (C) i spidsen sørgede Konservative, Moderaterne, Venstre og Socialdemokratiet for, at projektet skal tilbagesendes til Klima-, By- og Erhvervsudvalget i august måned 2024.

I stedet for at behandle sagen i kommunalbestyrelsen skubbede udvalgsformand Helle Barth (V) lynhurtigt sagen om på den anden side af politikernes halvanden måned lange sommerferie:

”Jeg vil starte med at sige, at der er et ændringsforslag fra A, C, V og M om, at sagen skal oversendes til udvalgsbehandling med henblik på en politisk drøftelse af, om de nuværende hjørneflag skal yderligere skærpes.”

Hermed kan politikerne så håbe på, at borgermodstanden siver ud og forsvinder i løbet af sommerferien, men det kommer ikke til at ske.

Det står nu krystalklart, at borgmesterens flertal vil arbejde videre med Mileways forslag om at etablere en stor lager- og transportvirksomhed på Nordre Dragørvej.

Men er det i overensstemmelse med borgernes ønsker om at bo i en naturskøn kommune, hvor der netop efterlyses begrænsning og reducering af den eksisterende støj og møg i lokalområderne?

Dragør Industriby.

Sjældent har man set en borgmester, bakket op af sit politiske flertal, være så forhippet på at hastebehandle og placere et miljøbelastende megaprojekt – uden nogen form for skelen til borgernes talrige indvendinger imod projektet.

Nu er luften midlertidigt gået af ballonen, men cirkusset og forvaltningskarrusellen kører hovedløst videre efter sommerferien – ingen kvaler, skatteborgerne betaler.

Tilføjelse af mere larm og forurening i boligområderne er det stik modsatte af, hvad borgerne efterspørger.

Der er ganske enkelt ikke brug for yderligere belastning af byens indbyggere, som i forvejen er hårdt ramt af støj- og partikelforurening fra bil- og flytrafik i flere lokalområder.

Objektivt set er projekt ’Dragør Industriby’ på Nordre Dragørvej kulsort, uanset hvilken arkitektur og udformning det får.

Man skal vist have lyserøde briller på, for at kunne se Det Konservative Folkepartis såkaldte ”grønne”, ”miljøvenlige” og ”bæredygtige” løsninger i det 170.000 m² store erhvervs- og industriområde og dets vidtfavnende følgevirkninger.

Lige på den anden side af lufthavnstunnellen opfører Tårnby Kommune erhvervsområdet ’Kirstinehøj III’ på Tømmerupvej, som bliver 400.000 m² stort – mon ikke den samlede trafikbelastning af dragørborgerne bliver ganske forfærdelig?

Stop venligst fatamorgana-projektet på Nordre Dragørvej nu, det hører ikke hjemme i det åbne land.

At der er mulighed for at udlægge området som erhvervsområde, er ikke det samme som, at man skal.

Klik her og se sagsbehandlingen i Dragør Byrådssal ’Beslutning – Godkendelse af projekt for del af Erhvervsområde Nord’