Passer borgmesteren på vores børn?

Borgmesteren har pålagt børneinstitutionerne at spare.

Sideløbende med, at borgmester Kenneth Gøtterup (C) ivrigt forsøger at bebygge tre fredede områder i Dragør, så underprioriteres børnene i kommunen.

Forfejlet prioritering.

Dragør Kommune er den dårligst rangerede kommune i Region Hovedstaden, hvad angår normeringen for vuggestue- og børnehavebørn.

Eftersom arbejdsmiljøet i småbørnsinstitutionerne lader meget tilbage at ønske, så har kommunen svært ved at tiltrække og endvidere holde på kvalificeret arbejdskraft.

Personale, børn og forældre rammes på daglig basis af de tankeløse politiske beslutninger.

Der er ikke længere tale om ’børneinstitutioner’, men derimod ’børneopbevaring’.

Politikernes prioritering af prestigeprojekter i form af aktivitetsparker sluger enorme mængder af penge, tid og ressourcer fra det forsømte børneområde.

Børnenes trivsel.

Dragør Kommune har under borgermodstand lukket den integrerede institution på Høgevænget med plads til 80 børn. Grunden vil borgmesteren udstykke og sælge som parcelhusgrunde. Tosset idé.

Det er uholdbart, at småbørnene stuves sammen i de øvrige kommunale institutioner – det går ganske enkelt ud over børnenes indlæring og trivsel til hverdag.

Borgmesteren vil have godt af at se virkeligheden i øjnene, og besøge en af de kommunale børnehavestuer med over 20 børn placeret på ganske få kvadratmeter, som bliver tilset af én voksen om morgenen. Det er dybt uansvarligt af pædagogiske såvel som sikkerhedsmæssige årsager.

Fra den 1. januar 2024 er det et statsligt krav, at der skal være minimum én voksen til tre børn i vuggestuer, og minimum én voksen til seks børn i børnehaver – men det ændrer ikke på, at der er alt for få kvadratmeter per barn i Dragør Kommunes institutioner.

Klik her og læs Liste T’s indlæg i lokalavisen Dragør Nyt: ’Hvor er der en voksen?’

Klik her og læs Dragør Nyts artikel: ’Langt fra pædagogkrav’