PFAS-oprydning syltes yderligere.

Hovedgrøften med udløb i Øresund er forurenet med PFAS fra Københavns Lufthavn.

Borgmester Kenneth Gøtterup (C) fik i oktober 2022 mandat fra kommunalbestyrelsen til egenhændigt at forhandle med lufthavnens administrerende direktør Thomas Woldbye angående den omfattende PFAS-forurening i Dragør og Tårnby.

Sidste år forlod lufthavnens miljøchef Inger Seeberg pludselig sin stilling efter 15 års ansættelse, og nu følger Thomas Woldbye trop og forlader posten som administrerende direktør efter 12 års ledelse i Københavns Lufthavne A/S.

Oprydning syltes.

Lufthavnen og kommunerne nedsatte i december 2022 en arbejdsgruppe, der efter eget udsagn skulle ”belyse muligheder for yderligere afværgetiltag og en handleplan og prioritering”.

Forureningssagen blev dermed atter trukket i langdrag, og den træge forvaltningsproces fortsættes i en uendelighed – imens spreder PFAS-stofferne sig i vores miljø og natur.

Det er det Dragør Kommunes borgmester, direktion og administration kalder den ”dynamiske handleplan”.

Tavs skadevolder.

Indenfor miljøret er der et økonomisk princip om, at det er forureneren, der betaler for forureningsbegrænsende tiltag og genopretning efter miljøskader.

Men Københavns Lufthavne A/S vil stadig ikke svare på, hvordan lufthavnen forholder sig til sit erstatningsansvar for den vidtfavnende PFAS-forurening af drikkevandet, jorden, vandløbene og havvandet i Dragør og Tårnby.

Det ændrer ikke nævneværdigt på den eksisterende PFAS-forurening, at man efter flere år danner en såkaldt ”arbejdsgruppe”. Der er derimod et erstatningskrav, som skal gøres op – og en regning der skal betales ved kasse ét.

Rapport på vej.

Forureningssagen plasker stadig hvileløst rundt i syltekrukken, og nu vil arbejdsgruppen udfærdige en rapport, som forventes at blive fremlagt for Dragør Kommunes Klima-, By- og Erhvervsudvalg i slutningen af 2023.

Dermed er der gået endnu et år, uden erstatningsansvaret for PFAS-forureningen er klarlagt.

Vi må atter konstatere, at den ”dynamiske handleplan” blot er spil for galleriet.

Klik her og se Dragør Kommunes ’Orientering – PFAS forurening’