Blot et stenkast fra det igangværende projekt ’Udeareal ved Elisenborg’ vil den byggelystne borgmester Kenneth Gøtterup (C) nu opføre et frilufthus med tilhørende udendørs aktivitetscenter i den lille fredede byskov.
Naboer til projektet.
Naboernes indsigelser tilsidesættes vanen tro af kommunen. I årevis har Dragør Kommunes direktion, administration og størstedelen af kommunalbestyrelsens medlemmer med al tydelighed vist, at de er fuldstændig ligeglade med naboer, natur og dyreliv i Dragør.
Projektet er blevet sagsbehandlet i otte år indtil videre og kaldes ’Blushøj spejder- & friluftshus’.
Ved projektets realisering stiger brugstiden af det offentligt tilgængelige parkområde estimeret fra 2 til 12 timer per dag, foruden andre begivenheder såsom arrangementer, fester og overnatninger.
Byggelysten borgmester.
Dragør Kommunes kommunaldirektør, direktion og administration har henover sommeren blandt andet forsøgt at hemmeligholde aktindsigt i borgmester Kenneth Gøtterups e-mail til et par naboer til projekt ’Blushøj spejder- & friluftshus’.
Dette er som bekendt i direkte strid med forskrifterne i Forvaltningsloven og Offentlighedsloven samt kommunens notat- og journaliseringspligt.
Efter skriftlige klager over de tre kommunale ledere Mads Leth-Petersen, Asger Villemoes Nielsen og Jesper Horn Larsen samt overdragelse af sagen til Ankestyrelsen og Nævnenes Hus, så blev borgmester Kenneth Gøtterup nødt til at udlevere den tilbageholdte aktindsigt – her bringes borgmesterens mail i sin helhed:
“Kære begge. Jeg og Martin Wood Pedersen (red. konservativt medlem i Dragør Kommunalbestyrelse) lovede, efter vi var på besøg nede i anlægget hos jer, tilbage i 2021, at vende retur, hvis der var nyt i sagen vedr. spejderne.
Som i ved endte budgetforliget ved forhandlingerne i 2022 med, at tilskuddet (red. 400.000 kr. fra Dragør Kommune til den private aktør Blushøjspejderne) blev taget ud af budgettet for 2023 og 2024 men blev i budgettet fra 2025, da der ikke kunne opnås enighed mellem budgetforligsparterne om at udtage det helt. Samtidig var der på daværende tidspunkt udmelding fra spejderne om, at de ikke kunne opnå deres egen finansiering af midlerne til etablering af et nyt hus.
Vi er af spejderne orienteret om, at de har fået et nyt tilskud fra Real Dania der medvirker til, at de har finansieringen på plads.
Da der foreligger en tilladelse fra den tidligere kommunalbestyrelse skal sagen nu belyses af forvaltningen. Det skal den i forhold til tilladelser, fredning og vurdering af økonomi. Herefter forventer jeg, at sagen skal forelægges for Klima, By- og Erhvervsudvalget til enten orientering eller til eventuel genbekræftelse afhængig af indhold i sagen.
Når jeg umiddelbart efter juli måned kender den præcise og videre håndtering af sagen i forvaltningen kan jeg give jer en opdatering om processen.
Jeg har tidligere på ugen haft møde med spejdernes formand og næstformand der orienterede mig om deres nye tilskud, samt henvendelse til forvaltningen.
Jeg oplyste dem om, at jeg som aftalt tidligere med jer som naboer ville orientere jer, så der er fælles viden hos alle om, hvor sagen aktuelt befinder sig. Venlig hilsen Kenneth Gøtterup” (Kenneth Gøtterup, borgmester, Det Konservative Folkeparti, Dragør Kommune, 5. juli 2023).
Uønsket aktivitetscenter.
Ak, ja. Borgmesteren vil nu atter ”forelægge” projektet for Klima-, By- og Erhvervsudvalget, hvilket er i uoverensstemmelse med al økonomisk fornuft. Det fortsætter blot det endeløse forbrug af borgernes skatteindbetalinger.
Der forefindes end ikke et kommunalt regnskab for anlægsprojektet, som vel at mærke er blevet sagsbehandlet af Dragør Kommune i årrækken 2016, 2017, 2018, 2019, 2020, 2021, 2022 og 2023.
Projekt ’Blushøj spejder- & friluftshus’ køres ganske enkelt med vidt åben kommunekasse i en uendelighed, hvilket er meget uansvarligt.
Otte stive år med ukvalificeret sagsbehandling af et projekt, der skal bygges på fredet grund og tillige er uønsket i lokalområdet ved Blushøj, fortsættes uden nogen form for skelen til, at projektet burde være bremset for længst.
Det er måske en god idé at stoppe, mens legen er dårlig.
Klik her og læs mere om projekt ’Blushøj spejder- & friluftshus’