Store Magleby Vandværk er nabo til Københavns Lufthavne A/S.
I juni 2021 måtte vandforsyningsselskabet HOFOR A/S lukke 4 vandboringer i Dragør.
Boringerne overholdt ikke grænseværdierne for PFOS, der via slukningsskum er spredt over brandøvelsespladserne i Københavns Lufthavn.
HOFOR oplyser, at de overvåger grundvandet og drikkevandet, som leveres fra de to lokale vandværker i Dragør. Kravene til drikkevandskvalitet overholdes.
Hvad er PFOS?
PFOS hører til en familie af fluorholdige stoffer, som hedder PFAS.
Fluorstoffer kan bruges til at gøre produkter fedt- og vandafvisende. Det vil sige, at stofferne findes i mange forskellige hverdagsprodukter såsom stegepander, pizzabakker, tæpper, regntøj og maling.
Stofferne er fremstillet industrielt, og de nedbrydes ikke nødvendigvis i naturen og i vores kroppe.
Miljøministeriet beskriver stofferne således:
”PFOS-forbindelserne er uønskede, fordi de er svært nedbrydelige i naturen, ophobes i fødekæden, er giftige over for mennesker og dyr og kan transporteres over lange afstande”.
PFOS er blandt andet mistænkt for at give leverskader, nyreskader, forhøjede kolesteroltal, nedsat fertilitet, hormonforstyrrelser, svagere immunforsvar, påvirke forsterudviklingen negativt og nogle af stofferne er kendt som værende kræftfremkaldende.
I mange år har PFOS været brugt i brandskum, hvilket gjorde at skummet havde en bedre evne til at slukke brande. PFOS-holdigt slukningsskum, som har været anvendt ved brandøvelser, er over årene sivet ned i grundvandet og har skabt forurening flere steder i Danmark.
Det farlige giftstof PFOS blev endeligt gjort forbudt i 2011, herunder PFOS-holdigt brandslukningsskum. Stoffet dukker desværre fortsat op i vare-, kød-, jord- og vandprøver.
Hvad gør Dragør Kommune?
Kommunalbestyrelsen skal sagsbehandle den 3. februar 2022, eftersom Københavns Lufthavn vil etablere et rensningsanlæg til behandling af drænvand.
Klik her og se dagsordenpunktet: ’PFOS – Opstilling af renseanlæg ved Hovedgrøften’
Ifølge Dragør Kommune skal kommunalbestyrelsen også tage stilling til spørgsmålet om den fremtidige vandforsyning i Dragør.
Vil du vide mere?
Hvis du som borger vil danne dig et overblik over vandsituationen i Dragør, så er der samlet en række omtaler her.
Klik venligst nedenfor og læs mere:
Dragør Kommune – ’PFOS ved lufthavnen’
HOFOR – ’Tjekker løbende for PFAS i drikkevandet’
Dragør Nyt – ’Drænvand forurenet’
AmagerLIV – ’Frygt for farligt stof i drikkevandet: Nye undersøgelser skal afdække risikoen’