Dragør News pinpointer, at AOTV-flertallet ikke er tilfreds med borgerhøringens udfald. Screenshot: Dragør Kommune TV.
Vel har Dragør kommunalbestyrelse, særligt de seneste valgperioder, hverken opnået den fornødne respekt eller faglige anerkendelse for sin måde at forberede, strukturere, eksponere, sagsbehandle og lancere de fremlagte forslag på. Og Unesco-sagen er bestemt ingen undtagelse. Tværtimod.
Sjældent, om nogensinde, har borgerne været vidner til en så tåkrummende rodet og inkompetent sagsbehandling, som tilfældet er i denne sag.
Tidligere i sagsforløbet kørte drøftelserne (for eller imod UNESCO) fast i kommunalbestyrelsen, men så kunne man jo passende trække det ”kort” som alle partierne skamroser i deres valgprogrammer og ved skåltaler, nemlig gennemsigtighed og borgerinddragelse gennem høringer.
Sidstnævnte blev som bekendt vedtaget og iværksat. For herregud, der plejede jo kun at indkomme 5-7 høringssvar, så den udfordring var til at overse – uanset udfaldet, synes holdningen at være.
Nej tak til Unesco.
Men også på dette punkt fejlvurderede man situationen. Denne sag, der er Dragørs største og måske mest vidtrækkende i generationer blev fremsendt til høring på et aldeles utilstrækkeligt oplysningsrundlag, et grundlag, hvor selv de mest basale informationer såsom budget for anlægs- og driftsøkonomien, infrastrukturen, fremkommeligheden, miljøet samt en redegørelse vedrørende forventede gener, fordele og ulemper for borgerne m.v. var udeladt af høringsmaterialet.
Alligevel vurderede mere end 500 borgere, at sagen var så vigtig for dem selv, for byen, for kommunen, for deres børn og for fremtiden, at de følte det nødvendigt at give deres personlige mening til kende over for kommunalbestyrelsen.
Resultatet af høringen er indiskutabelt. Et signifikant flertal tilkendegav klart og tydeligt, at de ikke kunne se nogen nævneværdig fordel for Dragør og dens borgere ved at blive optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste. Tværtimod.
Kommunalbestyrelsen utilfreds med resultatet.
Med en så krystalklar udmelding fra kommunens borgere (vælgere) og ikke mindst fra de, der er bosiddende i Den Gamle By, skulle man mene, at vedtagelsen om at droppe drømmen om Unesco lå lige for.
Resultatet af høringen var overvældende, og skulle hele den borgerinddragende indsats i form af høringssvar fremover have nogen som helst betydning eller troværdighed tilbage – ja så måtte enhver form for fortsat ressourceforbrug i denne sag bringes til øjeblikkelig standsning.
Men drøftelserne og afstemningen på det senest afholdte kommunalbestyrelsesmøde ville det anderledes. Helt anderledes.
Her blev det politiske flertal AOTV’s sande jeg eksponeret for åben tv-skærm. For det kunne da ikke være rigtigt, at det var borgernes mening, der skulle medvirke til at sætte kursen for Dragørs fremtid.
Da man åbenbart fandt det lidt for provokerende, at se helt bort fra borgernes soleklare meningstilkendegivelser, men samtidig nægtede at droppe sagen, fandt man da bare på en listig udvej, der stadigt ville holde projektet i live.
Ud af den blå luft fremsatte flertallet forslag om, at man stillede ansøgningen til UNESCO i midlertidig bero – indtil man havde gjort sit hjemmearbejde ordentligt og fået gennemført en omfattende undersøgelse af parkeringsforholdene, byfornyelsen, infrastrukturen, økonomien, miljøet og en ny turismestrategi m.v. Alt sammen bekostelige undersøgelser, der naturligvis burde have været grundigt undersøgt inden sagen blev sendt i høring.
Sagt med andre ord. Borgerne har rent faktisk ikke sagt ”nej” til UNESCO-projektet, var flertallets holdning.
Borgerne har bare ikke forstået, hvilke herligheder et sådant projekt vil tilføre vor by og kommune.
Fondene betaler.
Og hvad økonomien angår, så mente Peter Læssøe (T), at den i sig selv ikke var det store problem. Han kunne bekræfte, at andre UNESCO-seværdigheder i Danmark havde modtaget både to og trecifret millionbeløb i støtte fra store fonde. Så hvorfor ikke Dragør? Blandt støttemodtagerne af de store millionbeløb var bl.a. Stevns Klint, Vadehavet, Jellingestenene, Kronborg og Christiansfeld (ca. 38 mio. kr.).
Hvad Peter Læssøe ikke oplyste var, at 4 ud af de her nævnte 5 seværdigheder er i offentlig /Statens eje og kun byen Christiansfeld inkluderer private ejendomme.
En helt klar og entydig forudsætning for at modtage fondsmidler er imidlertid, at der er en bred folkelig opbakning til projektet. Denne grundlæggende forudsætning var af gode grunde ikke noget problem for de nævnte offentligt ejede seværdigheder.
I Christiansfelds tilfælde var der netop bred, folkelig opbakning til projektet. Det samme kan man vel ikke bryste sig af i Dragørs tilfælde.
Det skal nævnes, at Konservative som eneste parti og med henvisning til kommunens anstrenge økonomi og begrænsede ressourcer i øvrigt, har meldt klart ud, at partiet ikke kan stemme ”ja” til at Dragørs kommunalbestyrelse og forvaltning etc. arbejder videre med projektet.
På det foreliggende grundlag må der kalkuleres med, at en stemme ved kommunalvalget på A, O, T eller V er en stemme på UNESCO-projektets videreførelse.
Klik her for at se Kommune TV ’Punkt 18: UNESCO-ansøgning efter borgerinddragelsesproces’