Kommunalbestyrelse udskyder UNESCO-afgørelse.

Borgernes underskriftindsamling ’Nej tak til UNESCO i Dragør’ fortsætter.

Et flertal bestående af Venstre, Liste T, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti valgte under aftenens møde i kommunalbestyrelsen at udskyde afgørelsen om, hvorvidt Dragør Kommune skulle bringe UNESCO-sagen til ophør eller ej.

Det Konservative Folkeparti stemte imod.

Borgmester Eik Dahl Bidstrup (V) ville ikke sætte en tidshorisont for, hvornår afgørelsen så skal træffes, hvilket ikke faldt i god jord hos konservative.

Underskriftindsamling mod UNESCO i Dragør.

Kommunalbestyrelsen har ikke ønsket en folkeafstemning, og derfor må vi ’nøjes’ med en borgerhøring, der forsyner politikerne med borgernes input.

Størstedelen af de deltagende borgere har sagt pænt ”Nej tak” til UNESCO-projektet og UNESCO’s eventuelle blåstempling af Dragør By.

Årsagen hertil er primært problematikkerne vedrørende trafik- og turistforøgelse.

Borgerhøringen følges op af borgernes underskriftindsamling ’Nej tak til UNESCO i Dragør’, der har rundet 200 indtil videre.

Ingen afklaring fra de folkevalgte.

Formand for Det Konservative Folkeparti, Kenneth Gøtterup (C), talte med store bogstaver overfor den øvrige kommunalbestyrelse under aftenens møde:

”Hvad er tidsplanen i det? Dragørs borgere venter i aften på en beslutning – for eller imod UNESCO? Arbejder vi videre, eller skrinlægger vi det? Så hvornår kan de få en afklaring på den endelige politiske stillingtagen til UNESCO?” (Kenneth Gøtterup, KB-møde, Dragør Kommune, 22. april 2021).

Det havde dog ingen effekt.

AOTV fastholder i fællesskab, at UNESCO-projektet i Dragør ikke skal bringes til ophør.

Hermed er sagen udsat på ubestemt tid, på trods af at de politiske partier har haft 5 år til at forberede sig på en endelig afgørelse.

Klik her for at se ’Referat af kommunalbestyrelsesmøde den 22. april 2021’