Nej til Copenhagen White Water Park

Dragør Kommune har ikke råd til flere håbløse projekter.

Det er ikke muligt at opretholde normal drift af den ny svømmehal.

Alt imens borgmester Eik Dahl Bidstrup (V) forsøger at bygge flere prestigeprojekter i Dragør Kommune – så lægger forvaltningen op til, at ældre borgere kun skal tilbydes bad 1 gang om ugen, mod de tidligere 5 gange om ugen.

Der er heller ikke råd til at vedligeholde institutioner, skoler og veje i kommunen. Dette nedprioriteres, så der kan gøres plads til politikernes og forvaltningens arbejde med støjende aktivitetsanlæg, der skal placeres få meter fra nærmeste naboer.

Mange borgere undrer sig naturligvis over politikernes prioritering af nye sports- og aktivitetsanlæg – samtidig med at der skæres helt ind til benet i kernevelfærden.

Det er nøjagtig den samme og åbenbart vedvarende problematik, der resulterede i 2 demonstrationer foran Dragør Rådhus i september og oktober 2018.

Borgerne i Dragør havde fået nok af politikernes manglende ansvarsfølelse overfor skatteborgernes indbetalinger, som den dag i dag stadig forvaltes uhensigtsmæssigt.

Har borgmesteren lært noget af CWWP-sagen?

Dragør Kommunes samarbejde med den private aktør CWWP i årene 2016, 2017, 2018 og 2019 har dragørborgerne betalt for.

Borgmesterens storslåede projekt ‘Copenhagen White Water Park’ blev lukket ned af borgerne i begyndelsen af marts 2019 – efter 6 måneders kontinuerlig borgermodstand mod projektet.

Borgerne manede til fornuft, hvilket vi alle skal være mere end almindeligt glade for i dag.

Eik Dahl Bidstrup er dog stadig i fuld sving med at skabe flere sports- og aktivitetsanlæg, inden vi når kommunalvalget i 2021 – der er øjensynlig ingen lærdom at hente fra CWWP-sagen.

De forestående besparelser i Dragør Kommune bliver dermed negligeret af borgmesteren, der investerer sin tid og kommunens ressourcer i følgende byggeprojekter:

Det skal bemærkes, at Dragør Kommunes forvaltning for nylig har udsendt et spareforslag på 87 sider.

Kassebeholdningen er så lav, at Indenrigsministeriet normalvis beder om en akut handleplan for genoprettelse. Konsekvensen kan blive, at Dragør Kommune sættes under administration af staten.

Det er ingen dans på roser, når Indenrigsministeriet er med på sidelinjen i den kommunale drift.

Det gør dog ikke nævneværdigt indtryk på den øverst ansvarlige i Dragør Kommune.

Borgmesterens, politikernes og forvaltningens aflønning og tid bruges ganske enkelt uansvarligt – når nye sports- og aktivitetsanlæg prioriteres.

Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Liste T skubber de økonomiske problemer foran sig, som en økonomisk snebold, der vokser sig større og større.

Skatteborgerne betaler regningen for politikernes uansvarlighed ved kasse 1.

Dragør Svømmehal vantrives.

Det er ikke nogen hemmelighed, at den nyopførte svømmehal allerede nu lider under den mangelfulde økonomistyring, der for alvor tog sin begyndelse ved budgetforliget mellem Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti den 4. oktober 2018 – som blandt andet indeholdt en budgetpost til etableringen af ‘Copenhagen White Water Park’ i Dragør.

En politisk studehandel omhandlende placeringen af ‘Copenhagen White Water Park’ på Kirkevej 56R og nogle nye boliger i Bydelsparken på Engvej gik galt og udmøntede sig i, at Socialdemokratiet langt om længe vendte Venstre-borgmesteren ryggen og begik forligsbrud i marts 2019.

Efter 3 mislykkede forsøg på at placere CWWP, så mødte projektet sit endeligt på Kalvebodvej 250 i Kongelunden den 6. marts 2019.

Borgmesteren var meget skuffet og langede offentligt ud efter borgere og politiske kollegaer.

Borgerne blev desuden vidner til, at politikerne nærmest kappedes om at vaske hænder, da CWWP blev fulgt til kommunegrænsen.

Inden kommunalvalget lovede Venstre og borgmesteren de godtroende vælgere ”solid økonomistyring”, ”styrkede ressourcer til skolerne og institutionerne” samt ”bedre offentlig transport til alle dele af kommunen”.

Løfterne er beklageligvis ikke indfriet. Tværtimod. Og det bliver de heller ikke.

Til gengæld er ét af borgmesterens andre valgløfter blevet opfyldt, nemlig løftet om “en ny svømmehal”.

I 2017-2019 fik borgmesteren genopført en svømmehal til den nette sum af 68.500.000 kr. – den ny svømmehal lukkes nu i flere perioder, simpelthen fordi Dragør Kommune ikke har råd til normal drift af hallen.

Her er lukketiderne for den kommunalt ejede svømmehal, som Dragør Kommune har indført for 2020 indtil videre:

Jul og nytår – 20. december 2019 til 2. januar 2020 / Fastelavn – lukket fra kl. 14.00 – 23. februar / Påske – 9. april til 13. april / Arbejdernes internationale kampdag – 1. maj / Store bededag – 8. maj / Kristi himmelfartsdag – lukket 2 dage – 21. maj til 22. maj / Pinse – 30. maj til 1. juni / Grundlovsdag – 5. juni / Sommerferie – 13. juni til 10. august / Jul og nytår – datoer afventes.

Det betyder, at Dragør Kommune holder svømmehallen lukket, og mister billetindtægter, når mange borgere har fri, og dermed potentielt ville gøre brug af svømmehallen.

Til sommer åbner Tårnby Kommune en svømmehal på Ugandavej ved siden af Vestamager Centret. Den 3000 m² store svømmehal indeholder 10 svømmebaner på 25 m, hvori der er indbygget 4 baner på 50 m i længden.

Der er ligeledes lagt op til lidt mere forlystelse og leg, såsom en spiralformet rutsjebane og et morskabsbassin med strandbredsløsning.

Mon ikke en hel del børnefamilier fra Dragør finder vej dertil, når nu Dragør Svømmehal holdes lukket i de perioder, hvor familien har fri sammen?

Vestamager Svømmehal bliver dermed en medspiller, men desværre også en konkurrent til Dragør Svømmehal, der mister badegæster og billetindtægter til Tårnby Kommune.

Luksusfælden for Dragør Kommune.

Dragør Kommunes økonomi er som bekendt ikke på rette kurs, og det kræver, at kommunalbestyrelsen fokuserer 100% på problemerne og finder langtidsholdbare løsninger.

Det gør man ikke ved at forringe den kommunale service, optage yderligere lån og sideløbende anvende tid og ressourcer på at planlægge opførelsen af flere håbløse sports- og aktivitetsanlæg.

Det er dog ikke alle, der er enige i denne betragtning.

Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Liste T har optaget et lån på 20.000.000 kr. i forbindelse med budgetaftalen den 28. oktober 2019.

De 4 partier har skrevet under på, at lånet alene skal bruges til at styrke Dragør Kommunes likviditetsberedskab i tilfælde af store uforudsete udgifter.

Lånet er derfor alene tiltænkt som en buffer i tilfælde af en ekstraordinær situation, og lånet vil derfor være ’fastlåst’ alene til dette formål. De 20.000.000 kr. kan ikke bruges til driftsudvidelser eller anlægsudgifter.

Det bliver interessant at se, om der pludselig opstår en ”ekstraordinær situation”, så borgmesteren og de 4 partier løber fra sit løfte til borgerne.

Når man ikke har råd til at opretholde normal drift af en kommunal svømmehal, så giver det absolut ingen mening at bruge en masse tid og ressourcer på at opføre nye sports- og aktivitetsanlæg.

De støjende anlæg skal placeres klos op ad naboer, natur og dyreliv. Hvor er fornuften blevet af?

Fornuft og kernevelfærd efterlyses.

Det er en svær disciplin at administrere Dragør Kommune, ingen tvivl om det, men borgerne kan med rette forvente sig et minimumsniveau i økonomistyringen.

Humlen er, at opgaven med at sikre et budget i balance, hvor man ikke bruger mere end man tjener, skal gøre sig gældende nu med tanke på kommunens dårlige økonomiske situation.

Skatteborgernes indbetalinger forventes forvaltet med højst mulig fornuft, og Dragør Kommune bør forsyne ung som gammel med tilstrækkelig kernevelfærd.

Det vi oplever nu kræver fuld fokus, handlekraft og ansvarlighed fra politisk side – ikke smøl og stræben efter skattestigninger samt forøgelse af vores eksisterende gæld.

Ind med fornuften – ud med de håbløse byggeprojekter.

Exit mobile version