Den mangelfulde økonomistyring i Dragør Kommune kommer til at ramme børn, ældre og alle ind i mellem.
Efter lang tid med advarsler mod den økonomiske deroute, som ikke er blevet taget alvorligt, så står det endelig klart, at borgerne kommer til at blive hårdt ramt af besparelser.
Der er allerede indført anlægs- og ansættelsesstop i kommunen.
Administrationen i Dragør Kommune er blevet nødt til at udfærdige et forslag til budgetbesparelser, som kommunalbestyrelsens 15 medlemmer har valgt at sende i offentlig høring.
Spareforslaget er 87 sider langt, og høringsfristen løber til og med den 13. marts 2020.
Lån og prestigeprojekter.
Partierne Venstre, Socialdemokratiet, Liste T og Dansk Folkeparti har med borgmester Eik Dahl Bidstrup (V) i spidsen ydermere optaget et lån på 20.000.000 kr., som efter sigende blot skal bruges til at polstre vores kommunekasse med – tiden vil vise om lånet derimod bruges til at dække et voksende hul i kassen.
Borgmester Eik Dahl Bidstrup (V) og 2. viceborgmester Peter Læssøe (T) forsætter ufortrødent arbejdet i deres sonderingsgruppe i fællesskab med den private aktør DGI.
Målet er at erhverve den tidligere asylgrund på Kalvebodvej 250, hvor sonderingsgruppen vil opføre Danmarks største Outdoorcenter.
Dette er måske ikke det rette signal at sende til skatteborgerne, med tanke på at sparekniven skærer det meste af vores fælles lagkage væk.
Vi har prøvet det før. Det samme gjorde sig gældende i 2018-2019, hvor borgmesteren i samarbejde med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti skubbede prestigeprojektet CWWP rundt på 3 forskellige placeringer i Dragør – før projektet blev lukket ned én gang for alle.
Dengang gik det i særdeleshed ud over børneområdet.
Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti startede en økonomisk glidebane med budgetforliget den 4. oktober 2018.
Klik her for at se ’Administrationens forslag til budgetbesparelser’