CWWP skiftes ud med DGI.

Dragør Kommune indgår nu et samarbejde med DGI om undersøgelsen af et stort udefineret projekt, hvilket mange borgere er imod, fordi der skal spares på stort set alle andre områder.

Grundet utilstrækkelig økonomistyring bløder kommunekassen i Dragør. Der optages nu lån af flertallet bestående af Venstre (V), Socialdemokratiet (A), Dansk Folkeparti (O) og Liste T (T).

I lighed med VAO’s udskældte budgetforlig, der blev indgået den 4. oktober 2018, så udviser politikerne i Dragør Kommune endnu en gang stor uansvarlighed og letsindig omgang med skatteborgernes penge. Liste T er nu hoppet med på vognen.

Det foreslåede budget i 2018 endte i 2 massive demonstrationer foran Dragør Rådhus efterfulgt af 6 måneders åben konflikt mellem VAO og dragørborgerne vedrørende borgmesterens øjesten CWWP – nu gøres kløften mellem borgerne og politikerne endnu dybere og konflikten forsætter.

Det Konservative Folkeparti (C) er imod lånoptagningen og ufornuften. Forståeligt nok.

Så er der da en smule fornuft tilbage i kommunalbestyrelsen.

Borgmesteren og DGI.

På trods af den dybt bekymrende økonomiske situation i Dragør Kommune, som der er blevet advaret om utallige gange, og som nu er en realitet – så forsætter borgmester Eik Dahl Bidstrup (V) ufortrødent med sine håbløse og grandiose projekter.

Borgmesteren har nu fundet en ny legekammerat efter borgerne lukkede CWWP ned.

Legekammeraten er denne gang organisationen DGI, og skatteborgernes penge skal bruges til undersøgelsen af et stort projekt, der bl.a. omfatter køb af ejendommen på Kalvebodvej 250, som er det tidligere Asylcenter Kongelunden.

Borgmesteren i Dragør Kommune og den private aktør DGI har etableret en sonderingsgruppe, der skal undersøge mulighederne for køb af ejendommen, som er sat til salg af Statens ejendomsselskab Freja Ejendomme A/S.

Sonderingsgruppen medlemmer.

Eik Dahl Bidstrup (V): Borgmester. Formand for sonderingsgruppen.

Peter Læssøe (T): 2. viceborgmester. Bestyrelsesformand for Dragør Ungdomsskole.

Christoffer Søe: Leder af Dragør Ungdomsskole.

Asger Villemoes Nielsen: Velfærdsdirektør.

Rasmus Johnsen: Børne-, Skole- og Kulturchef.

Jakob Juhl Pedersen: Direktør for DGI Storkøbenhavn.

Peder Nedergaard: Bestyrelsesformand for DGI Storkøbenhavn.

Martin Machado: Leder af Outdoor & Event DGI Storkøbenhavn.

Morten J.S. Christensen: Projektleder af Kongelundsfortet og Team Outdoor DGI Storkøbenhavn.

Skabelsen af Danmarks største Outdoorcenter.

Dragør Kommune og DGI har store og spektakulære planer.

Deres vision er intet mindre end at skabe ”Danmarks største Outdoorcenter”.

Outdoorcentret skal placeres på en af de mest fredede grunde på Amager klos op ad naboer, natur og dyreliv.

Belastningen på den smalle Kalvebodvej og det i forvejen udsatte lokalområde bliver enorm.

Vi har allerede været alle aspekter igennem med VAO’s tredje forsøg på en placering af CWWP på Kalvebodvej 250 – men det er åbenbart kun borgerne, der er blevet klogere.

Dragør Kommune har pludselig ’glemt’ alt.

Kommunen vil nu nulstille problematikken omkring lokalområdet.

Den går ikke.